Hannibal er tilbage

Allerede fra første minut flyder skuespilleren Anthony Hopkins og hans filmrolle Hannibal Lecter sammen i én og samme person.

Med sammenknebne øjne bider han ud i luften - som var der allerede lagt op til servering af drabelige mængder af menneskekød. Smiler. Og sætter sig derefter til rette med sine rolige og elegante bevægelser.

Biddet og den særlige entré fandt sted på Berlin Filmfestival ved den store Europa-premiere for filmen "Hannibal", der har premiere i danske biografer på fredag. Godt 10 år efter verdenssuccesen og forgængeren "Ondskabens Øjne" fortsætter den nye film fortællingen om den kannibalske Hannibal Lecters forhold til agenten Clarice Starling. Endnu engang er filmen baseret på en roman af forfatteren Thomas Harris, der i 1999 udgav bestselleren "Hannibal" og dermed oplægget til den nye film. Og endnu engang viser filmen en Anthony Hopkins i sit livs rolle:

»Jeg nyder virkelig at spille Hannibal. Da jeg i sin tid læste manuskriptet til den første film, blev jeg fascineret af hans meget specielle person. Men jeg ville ikke regne med en fortsættelse, før der var en god historie. Da jeg så fik mulighed for at læse Thomas Harris' roman, var jeg ikke i tvivl....«

Anthony Hopkins smager på ordene. Synker dem og udtrykker med et stort smil den inderlige glæde, han har følt ved at spille Hannibal Lecter endnu engang. Og så alligevel er der faktisk en vis distance og fremmedgørelse mellem den 63-årige englænder og den rolle, der i sin tid gav ham både Oscar-pris og det absolutte gennembrud.

Had og kærlighed

»Det er det sjove. Det er som om, at jeg slet ikke har noget med ham at gøre. At Hannibal bare er opstået i Thomas Harris, er kommet ud igennem mig - og nu er der oppe på lærredet. Det er måske en psykologisk projicering...,« siger han og tilføjer et tvivlende »jeg ved det ikke«.

Det psykologiske spil interesser tydeligvis Anthony Hopkins.

Det fascinerer ham i alle dets lag og facetter. Både som menneske og som skuespiller.

Begge dele er da også ganske relevant, da "Hannibal" endnu mere end forgængeren "Ondskabens Øjne" udspiller sig som en leg i følelser, tanker og kannibalske handlinger. En leg, der især foregår som et had-kærligheds-forhold mellem Hannibal Lecter og agent Clarice Starling, der også mødtes i den første film.

Filmen begynder godt 10 år efter slutningen på "Ondskabens Øjne", da Hannibal Lecter endte med at flygte til Argentina. Nu er han bosat i Firenze, men er stadig eftersøgt - særligt af rigmanden Mason Verger, der i sin tid blev overfaldet af den kannibalske Hannibal og nu lever i rullestol med skamferet ansigt. Rigmanden presser og bestikker FBI til at genoptage eftersøgningen. Og da agent Clarice Starling har problemer efter en mislykket opgave, bliver hun sat til at opspore manden, som hun i sin tid fik så enestående kontakt til og kontrol over.

I rigmandens og FBI-ledelsens øjne skal Clarice Starling være lokkeduen, der får kannibalen ud af sit skjul. Men de har glemt Hannibal Lecters snu og intelligente sind, der først snyder politiet med vanlig sans for blodig dramatik - og senere også formår at få Clarice Starling på sin side, da rigmandens håndlangere vil dræbe ham.

»Det er jo utroligt interessant, at folk er så fascineret af folk som Hannibal. Som en gåde. Min egen teori - som amatørpsykiater - er, at vi lader os fascinere af mørket i os selv. Af skyggerne....«

Brug for gyset

Anthony Hopkins smager igen på sine forklaringer. Tænker og fortsætter:

»Vi kaster os op i rutsjebanen - både som børn og som voksne - for at mærke suset. Vi ser film som "Psycho" for at give os selv angst og gys. Folk vil leve gennem andres mareridt og uhyggelige oplevelser. Det er et psykologisk trick og er faktisk ganske menneskeligt. At søge vores egne mørke sider er så endnu mere interessant, fordi de er skjulte og endnu mere skræmmende....«

Hannibal-skuespilleren understreger, at folk ikke behøver at opsøge deres egen psykiater, bare fordi de lader sig forføre og fascinere af film som "Psycho" og "Ondskabens Øjne". Tværtimod er det ganske naturligt. Og ofte meget værre med alt for meget tryghed og politisk korrekthed, forklarer han:

»Det er det værste - og faktisk mere skræmmende end noget andet.«

Der er da heller ikke meget politisk korrekt over Hannibal Lecter, da han blandt meget andet spiser menneskehjerne direkte af en åben hovedbund - og indimellem leverer replikker som »New England er et dejligt sted - dér har jeg spist virkelig godt....«.

Udover forfatteren Thomas Harris og hovedrolleindehaveren Anthony Hopkins er den nye film ellers blevet til med et andet hold end "Ondskabens Øjne". Instruktør Jonathan Demme ønskede ikke at fortsætte og er blevet afløst af Ridley Scott, der med storfilm som "Blade Runner", "Aliens" og "Gladiator" er en mester i at skabe storslåede og stemningsfulde billeder. Til gengæld afslog Hollywood-stjernen Jodie Foster at fortsætte som FBI-agent Clarice Starling, da hun fandt historien alt for makaber og ulækker.

Hendes afløser blev Julianne Moore - blandt andet efter anbefaling fra Anthony Hopkins:

»Jeg spurgte faktisk min agent, om jeg kunne bestemme,« siger han med et grin:

»Men det kunne jeg ikke, sagde han. Til gengæld fik jeg præsenteret en liste med en masse navne - og dér var Julianne Moore oplagt til rollen. Det har været et forrygende samarbejde.«

Den unge skuespillerinde er mest kendt for roller i Paul Thomas Anderssons film "Boogie Nights" og "Magnolia" - samt Gus van Sants genindspilning af gyserklassikeren "Psycho". Ifølge de amerikanske filmblade har Julianne Moore fået blot en tiendedel af den løn, Jodie Foster kunne have forlangt som en af de mest eftertragtede skuespillerinder i Hollywood. Og ifølge samme blade har skuespillerinden været nødt til at gå i terapi for at få snakket oplevelserne med Hannibal igennem.

Selv har Anthony Hopkins dog aldrig mærket angst:

»Jeg er ikke bange for Hannibal... jeg spiller ham jo bare,« som han siger.

Okey-dokey

Med samme afdæmpethed afviser den engelske skuespiller at skulle have brugt særlige metoder for at sætte sig ind i rollen som den højt intelligente, æstetiske og smagfulde Hannibal Lecter. Tværtimod tror han ikke på at bruge ugevis blandt virkelighedens galninge som forberedelse til rollen. I stedet bruger han intuition og instinkt, når han blandt andet selv er med til at finde på replikker og udvælge tøj til den elegante galning:

»Jeg var selv meget opsat på at skabe en lidt mekanisk stemme til Hannibal. Som en computer, der styrer verden. En dræber-maskine. I den nye film fandt jeg selv på at sige okey-dokey og goodie-goodie for at gøre Hannibal så munter som mulig.... Og så er det her sæt tøj faktisk det samme sæt, som jeg havde på i middagsscenen,« siger han med henvisning til scenen, hvor den kannibalske morder spiser hjernen fra en levende mand med åben hovedbund.

Anthony Hopkins smiler. Underspillet og henført som kun han kan gøre det. Og så alligevel hele tiden med den fulde overbevisning, at galskaben har en mening.

»Interessant nok foregår en del af filmen jo i Firenze, der har født en række af de største kunstnere i historien. Den italienske renæssance har jo netop budt på blod i lange baner i malerierne. Det er jo en del af menneskeheden,« forklarer han.

Med andre ord er også kannibalismen og de makabre mord i "Hannibal" umulig at afvise som filmisk opspind og overdreven fiktion. Tværtimod er der en vis nødvendighed inde bag de mange lag af spænding og gys:

»Det helt unikke er jo, at ud af alt det blodige, alle kriserne, kommer der kunst og poesi. Og det er dét, vi flirter med i biograferne....«

"Hannibal" har premiere i 45 danske biografer på fredag.

jakob.hoyer@jp.dk