1973: Bogen, der bragte os Brøgger

»Det begyndte med en voldsom oplevelse. Det var den, der gjorde, at jeg skrev bogen,« fortæller Suzanne Brøgger.

Oplevelsen var en voldtægt. Det var Sæd, der spyttes ud i Centralasien. Det skaber en indsigt. At ingen kvinde kan bevæge sig frit i verden. At der altid er denne konstante trussel om at blive taget. Brugt. At hun blot med et blik, der et øjeblik ikke er rettet stift mod horisonten, inviterer med øjne, der strejfer en mands i nanosekunder.

Tanken rummede en sammenhæng, en stringent logik, som i bogen ”Fri os fra kærligheden” sammenfatter store dele af vores liv, af kvindens, af mandens.

De tanker, den oplevelse, gjorde det nødvendigt for Suzanne Brøgger endelig at skrive den bog, som hun altid havde villet skrive, men som først krævede, at hun opfandt et nyt sprog, der kunne rumme hele samfundet, moralen, kulturen og tænkningen. Et sprog, hvor tanken kunne flyve frit mellem prosa, essay og journalistik, uden lineær litterær begrænsning, og som, selv om en voldtægt satte det hele i gang, også handlede om alt andet mellem mænd og kvinder.

»Jeg måtte opfinde et nyt sprog. En kollageform. Det var en tid i kulturelt sammenbrud og opbrud, som kaldte på om ikke nye svar, så nye spørgsmål. ”Fri os fra kærligheden” satte spørgsmålstegn ved enormt mange grundlæggende ting, som det i den grad var provokerende at reflektere over. Den blev modtaget med stor modbydelighed og var en øjeblikkelig succes,« siger Suzanne Brøgger.

Mødt af et ramaskrig

Da bogen udkom, blev den mødt af et ramaskrig. Tankerne i den, opgøret med ægteskabet som anakronistisk isolerende og kærlighedsdræbende, kønsopråbet til både mænd og kvinder, var så rabiate og provokerende, at flere nægtede at anmelde den.

Rødstrømperne læste den under dynen om natten, mens de i dagslyset tog afstand fra Suzanne Brøgger, denne gazelle fra bourgeoisiet med det lyse sind og tanker fjernt fra flokkens.

Hvert eneste essay i ”Fri os fra kærligheden” rummer en konstant undertone af et tilbageholdt fnis, et trille-rille-ra i de lærde sætninger, som fra en uartig pige, der ved, at hun forarger uden anden konsekvens end blot at blive beundret endnu mere.

»Dengang var der 117 ting, som man ikke måtte tale om i det offentlige rum. Men det var en af de bøger, som man skulle læse. Som alle læste. Det var tanker, som alle kunne forholde sig til. Tanker, der gjorde op med selve vores naturlige drifter og bad alle om at reflektere over vores valg i livet,« siger Suzanne Brøgger i dag.

Når man læser eller genlæser bogen i dag, kan man blive i tvivl om, om den vitterligt er fra 1973 eller blot fra for et øjeblik siden. Måske fordi Suzanne Brøgger har den helt særlige evne at mærke det hele, lidt før det sker, at kunne formulere forandringen først. Når hun i bogen taler om kernefamilien, om det at få børn, om alle de systemer, som vi bygger op omkring vores tilværelse baseret på længst forsvundne praktiske grunde, er det næsten som at læse debatter fra i dag.

»Jeg er aldrig helt sikker på, om jeg kan generalisere mine observationer ud til hele samfundet, eller om det bare er mine egne subjektive fornemmelser. Men jeg synes måske også, at sådanne subjektive fornemmelser kan være mindst lige så gode som alle de statistikker, vi hele tiden får, som det eneste paradigme for hvad der sker i samfundet,« siger Suzanne Brøgger.

Børn uden funktion

Suzanne Brøgger står stadig inde for næsten hvert ord i bogen, selv om hun er gift og har barn. Særligt ordene om børn. Hun skriver, at de har mistet deres funktion i samfundet. Engang var der brug for dem, de blev integreret i hverdagen på gården eller blandt tjenestefolket, men nu befinder de sig i et eksistentielt tomrum, hvor de dybest set intet har at tage sig til, fordi de blev født for at udfylde det eksistentielle tomrum, som forældrene befinder sig i, i deres forældede tosomhed. Måske er nutidens urolige børn at ligne med spædbørn, der hyler i evighed, fordi de ikke skal noget, der kan fange deres opmærksomhed.

»Det er blevet værre for børnene. De fødes som prestigeprojekter uden plads i hverdagen, men som kan hives frem med sløjfer på i fritiden og ferier for at være til glæde for forældrene. De har intet personligt frirum, hvor de kan danne deres integritet og identitet. De lever i en apartheid, hvor de er segregeret ind på institutioner. Engang imellem kan man så se dem komme gående på rad og række ude i byen,« siger Suzanne Brøgger.

I bogen er børn blot et middel til at opretholde illusionen om familiens funktion. Selve kernefamilien er for Suzanne Brøgger en anakronisme. En forældet institution, der aldrig tidligere i historien har eksisteret i den form, som den har i dag, og netop derfor paradoksalt nok er forældet. Fordi mekanismerne, der skabte den, ikke er længere. Storfamilien er industrialiseret og velfærdet væk. Som hun skriver i bogen:

»Det må slås fast, at den kernefamilie vi kender i dag, den har ingen andre i historien kendt, idet den helt og holdent er betinget af forholdene i et højt industrialiseret lønmodtagersamfund. Derfor er det underligt at se så mange mennesker pine sig selv og hinanden i overbevisningen om, at det er deres egen skyld, at de ikke kan leve op til arrangementet.«

Længsel efter bohemeliv

»Jeg mener det stadig. Den generation, der kom efter, heler de sår, de fik af forældrenes skilsmisser, ved at forsøge at leve op til tosomhedens idealer. Men uanset hvor vellykket et forhold man lever i, har man altid denne længsel mod at leve mere boheme,« siger Suzanne Brøgger.

Den over 40 år gamle bog står tilbage som et monument over nogle af de første sammenhængende tanker om livet for os alle, og måske især for kvinder, i en forandret verden. Som feministerne Mette Bom og Nanna Kalinka Bjerre formulerede det i et tidsskrift for Kvinfo:

»Ligegyldigt hvad adskillige kvindelige skribenter nogensinde har skrevet, råbt op eller tænkt om kvindelivet, kvindens identitet eller position i samfundet, så vil man altid kunne slå op i dette Suzannes gamle provo-værk og se det stå med fede typer, skrevet lidt bedre, lidt mere to-the-point, lidt mere modigt, end man selv kunne gøre det.«