Amatørvideo kaster nyt lys over Challenger-katastrofe
25 år efter Challenger-katastrofen fra 1986 er der dukket nye optagelser op af ulykken.
Den 28. Januar 1986 – på sin 10. flyvning – eksploderede den amerikanske rumfærge Challenger 76 sekunder efter opsendelsen fra Cape Canaveral i Florida.
Alle syv ombordværende astronauter omkom kort efter eksplosionen, og tv-seere verden over blev vidner til den tragiske ulykke, som medførte et øjeblikkeligt fald i tilliden til Nasas komplicerede teknologiske systemer.
De omkomne omfattede Michael J. Smith, Dick Scobee, Ronald McNair, Ellison Onizuka, Gregory Jarvis, Judith Resnik samt skolelæreren Christa McAuliffe.
Se Bob Karmans video her.
Uvidende om ulykke
Nu er amatøroptagelser af den tragiske rumulykke dukket op til overfladen.
Videoen, som onsdag er blevet vist på flere amerikanske tv-kanaler, blev i sin tid optaget af sygeplejersken Bob Karman, som var på ferie med sin familie i Disney World.
Hans daværende kone og 3-årige datter, som kan høres i baggrunden, forstod imidlertid ikke alvoren og opfattede slet ikke, at noget var gået grueligt galt.
Rumfærgen blev frigjort ved eksplosionen og kunne ses som en rødbrun sky, mens en af faststofraketterne fortsatte opad.
”Efter at have optaget opsendelsen fornemmede jeg, at noget var gået galt, men det var ikke, før vi var ombord på EN flyvemaskine, at piloten bekræftede tragedien,” siger han til hjemmesiden New Scientist.
Sjældne optagelser
Ifølge hjemmesiden eksisterer der udover den officielle tv-transmission angiveligt kun én anden amatørvideo af tragedien.
Den blev fundet i en kælder i Florida tilbage i 2010 og kan ses her.
Michael Curie, en talsmand for Nasa, oplyser, at rumfartsorganisationen har forsøgt at indsamle alle optagelser af ulykken, men at man var uvidende om eksistensen af Bob Karmans optagelser.
Bob Karman siger, at han først digitaliserede de gamle optagelser fra et VHS-bånd i sidste måned.
Omkom i Atlanterhavet
Det anses ifølge eksperter for overvejende sandsynligt, at mandskabet overlevede selve eksplosionen og de voldsomme G-kræfter, som de blev udsat for kort efter.
Men de overlevede ikke mødet med havoverfladen i Atlanterhavet.
Præsident Ronald Reagan iværksatte en undersøgelse af katastrofen, som afslørede, at raketkonstruktionens upålidelighed havde været kendt blandt involverede eksperter i en årrække, uden at det havde medført seriøse forsøg på udbedringer.
Se Bob Karmans video her.