Jackson-brødre tager til fanfestival
Boet efter Michael Jackson hylder den afdøde popkonge ved en 11 dage lang fanfestival i næste måned.
Marlon, Jackie og Tito Jackson har bebudet, at de kaster glans over arrangementet, der finder sted i Las Vegas under navnet Michael Jackson Fan Fest.
Begivenheden byder blandt andet på en udstilling af minder fra Jacksons karriere, og sangerens søskende er med fra starten.
Festivalen åbner den 3. december, og dagen efter svarer brødrene på spørgsmål fra fansene. Jacksons fjerde bror Jermaine glimrer ved sit fravær.
Fire dage efter dom
Fanfestivalen åbner fire dage efter, at Jacksons livlæge Conrad Murray er endeligt dømt for uagtsomt manddrab.
Lægen blev mandag kendt skyldig i at have forvoldt popstjernens død, og den 29. november udmåler sagens dommer straffen.
Murray sidder varetægtsfængslet, men vækker alligevel voldsom vrede.
Den britiske tv-station Channel 4 sendte fredag som den første en dokumentar, der følger lægen under forberedelserne til straffesagen, og programmet har på forhånd udløst stærkt fordømmende reaktioner fra Jacksons familie, hans fans og bestyrerne af hans bo.
Den amerikanske nyhedskanal MSNBC har også sendt dokumentaren.