Gnags: SKØNHEDSPLETTER
Gnags er tilbage med et album, der ikke kan betegnes som andet end ypperligt. Væk er tristessen, der prægede forgængeren, og der er atter blevet plads til den legendariske begejstring
Gnags: SKØNHEDSPLETTER
44 minutter
Rec Art
UDKOMMER I DAG
Man ser det for sig:
Hovedrysten i Safri Duo-takt over kombinationen Gnags og ovenstående seks stjerner.
Men hør nu her - som en kær kollega ynder at udtrykke sig - når han vil trænge igennem med sit budskab: Kunne vi ikke snart få bugt med den rystende monumentale misforståelse, at fordi noget er af ældre dato, så skal det - her i disse overfladiske, grund- og bundløse tider - per automatik piftes lige lukt i skammekrogen. Som noget antikvarisk, som man kun må have et overbærende skuldertræk til overs for.
Medierne har i de seneste dage fokuseret voldsomt på Gnags' alder. Har fundet det ustyrligt spøjst at bandets nye guitarist Mika Vandborg kun var 2 år, da Gnags udsendte deres debut-LP "På vej" i 1973.
Alt dette og meget andet sludder er kun at fjerne fokus fra det væsentligste - det altoverskyggende som ethvert album alene bør bedømmes ud fra:
Musikken!
Langt lysere i tonen
Og her kan der ikke sættes så meget som yderste spids af en bebrejdende prikkende pegefingernegl på det nyeste udspil fra Gnags: "Skønhedspletter" - der trods titlen ikke har sådan nogle. Det er et album, der er langt lysere i tonen end gruppens comeback efter en lang pause - "Ridser Revner Buler", der udkom i 2000. Et nyt album der i tone og grundholdning understreger, at Gnags atter har fundet plads og overskud til den legendariske begejstring.
Helstøbt
Musikalsk er det længe siden - om nogensinde - at Gnags har leveret et så helstøbt album. At Gnags er oplevet så sprudlende. De fire veteraner Peter AG., Jacob Riis-Olsen, Ivan Sørensen og Mads Michelsen har genfundet den musikalske nysgerrighed, og de to nye på holdet - bassisten Bastian Sjelborg og guitaristen Mika Vandborg - gør sig for alvor gældende i helheden, der har fået et overbevisende løft. Samspillet er rystende tæt, homogent og opfindsomt. Nyd lige "Mesterfotografen". Igen og igen. Perfekt! Og så må vi ikke glemme "Sådan en helt almindelig dag". En tyk groovy sag. Og "Ulykkesfugle". Gnags møder John Lennon og Gary Brooker... Og så er der... så er det... Nyd hele baduljen!
Herligheden åbnes med "Moonlight" - en kontant rocker af klassisk Gnags-snit. Et ny liveklassiker er født, og siden vi nu er i den ende: Bare vent til du i fuldt live-setup første gang hører "Som Vinden Blæser"! Det samme gælder "Udbrændt Fakkel i En Rendesten". De sange går rent hjem - ligesom resten af de i alt 13 nye sange, der er indeholdt på bandets nu 19. studie-albums.
Nye kombinationer
Bandet har lånt det bedste af det bedste fra deres bagkatalog, har fundet nye veje og kombinationer og - måske væsentligst af alt: Gnags har uden at give køb på bandets umiskendelige særpræg på særdeles effektiv vis opdateret det musikalske udtryk, så der er masser af musikalske bud til det musikelskende kontigent af befolkningen her i 2002.
Med ørene vendt mod Gnags's imponerende bagkatalog - og med dyb respekt for Per Chr. Frost, der forlod bandet i 1996 - skal her nøgternt konstateres af guitardelen af lydbilledet har fået nye og anderledes dimensioner i det fornemme samspil mellem Jakob Riis-Olsen og Mika Vandborg. Peter AGs finurlige tekster og særprægede ordspil har i alle årene været en væsentlig del af bandets sjæl, og på det felt yder han denne gang intet mindre end en pragtindsats. Mund- og ørevenlige tekster med både tyngde og forstand. Ikke de store indviklede dybsindigheder, men små kontante udsagn pakket ind i hans sædvanlige metaforer. Udsagn, der gang på gang sender ens tankerækker i slyng. Og siden vi nu er ved Peter AG, så synger han bedre end nogensinde. Der er fuld på hans vokal, der er perfekt afstemt i forhold til de stadig rytmelevende arrangementer.
Beslægtede
At knytte tråde til tidligere udgivelser, er ingen let sag, men skal det være, så kan konstateres, at "Skønhedspletter" ved første af mange gennemlytninger gjorde præcis samme voldsomme indtryk på mig som "X", gjorde det i 1983. De to plader er beslægtede. Og så er der "Den Blå Hund" fra 1984. Mixer man de to gamle plader og tilsætter tiden - skulle vi kalde det erfaring - så er vi tæt på "Skønhedspletter". Husker man "De Vilde Kaniner"? De der hoppende pelsdyr med de lange, lange ører? De gør nu comeback i sangen "Selvopfyldte profetier", der indledes således: Jeg fortalte om de vilde kaniner/ de har mailet mig lige siden/ om det ikke er på tide/ at fortælle lidt videre?/ tiden går hele tiden.
Og det gør han så.
Ukuelige Peter AG.
Ligesom han fortæller så mange andre historie, som kun et langt liv fuld af ridser, revner og buler kan afføde.
"Skønhedspletter" er ypperligt album.
Klassisk dansk rock i absolut særklasse.
Hverken mere eller mindre.
Og på den kommende turné kan Gnags for min skyld pensionere både Rytmehans, Burhøns og alle de andre kære gamle skabninger, og alene spille de 13 nye sange.