Mew: FRENGERS.
Der mangler lige det magiske øjeblik i skikkelse af et par deciderede ørehængere for, at Mew bevæger sig fra det gode til det rigtigt gode
Mew:
FRENGERS.
48 minutter.
Evil Office/Playground
Selv om danske Mew med albummet "Frengers" leverer et helstøbt album, udebliver suset i maven på bandets første CD til det internationale marked.
Der mangler lige det magiske øjeblik i skikkelse af et par deciderede ørehængere for, at kvartetten bevæger sig fra det gode til det rigtigt gode.
Første tredjedel af "Frengers" efterlader et stærkt indtryk og understreger, at Mew har bevæget sig fra en mere løst defineret, let poppet tilgang til sin musik og til et meget stramt arrangeret og produceret udtryk, der serveres lige i fjæset som hård rock.
Det mærker man straks med "Am I Wry? No", der er et af et halvt dusin numre fra forgængeren "Half The World Is Watching Me", der bliver relanceret med Rich Costey (Rage Against The Machine og Audioslave) som meget synlig hovedproducer.
I forhold til 2000-versionen indledes albummets første nummer i et tempo og med en timing, som om vi var i selskab med et amerikansk heavyrockband. Trommeslager Silas Graae ruller fornemt af sted i godt rytmisk selskab med bassist Johan Wohlert og med ganske beskidt guitar af Bo Madsen.
Tryllekunsten er så, at selv om der er fuld fart på, ændrer sangen hele tiden karakter, mens Jonas Bjerres lyse, meget karakteristiske vokal uanset spillerum står knivskarp i lydbilledet.
At Mew overhovedet ikke har berøringsangst med storladen amerikansk rockmusik understreges med "156" og "Snow Brigade". Heller ikke her skal man lede efter lag i musikken. Man får sang og instrumenter serveret lige foran næsetippen.
Efter denne trio vælger Mew på godt og ondt at trække lidt af tempoet ud af albummet for dog stadig at holde fast i, at det skal være tight.
Den nye blide version af "Symmetry", produceret af Joshua, med Becky Jarrett som Jonas Bjerres vokale medspiller er god, og tilsvarende fungerer "She Came Home For Christmas" bedre i 2003-udgaven end den oprindelige version. Men den nye "Eight Flew Over, One Was Destroyed" er bedst, og det tætteste Mew kommer på det magiske øjeblik. Det er en ambitiøs og meget flot ballade, mens der med "She Spider" bliver skruet intelligent op for tempoet og skabes et godt rum for Bo Madsens elektriske guitar.
Albummets øvrige numre bidrager ikke yderligere til en god oplevelse af et band, der godt nok har forvandlet sig fra drenge til mænd, men stadig følger en helt egen musikalsk vej.
Det er både modigt og det bedste at gøre, hvis den internationale succes skulle udeblive.