Thomas Eje forlader Las Vegas
Komikeren Thomas Eje fik ikke den succes, som han havde håbet på i Las Vegas, og vender derfor tilbage til Europa.
Under kunsternavnet Tom Dane nåede Thomas Eje ellers at optræde to gange i sit eget show i Las Vegas i 2006, men siden blev der stille omkring komikeren.
Ifølge Fyens Stiftstidende var stilheden ellers blevet brudt af showet "Vegas Baby!" med hjælp fra Jan Glæsel på The Steve Wyrick Theater, men nu har Thomas Eje altså besluttet at stoppe showet.
"Grunden er først og fremmest, at de arbejdsbetingelser, jeg blev budt som lejer af teatret, viste sig at være langt fra optimale, og dernæst må jeg konstatere, at det er en dyr "fornøjelse" at markedsføre sig selv i Las Vegas uden assistance fra teatret," skriver Eje i en pressemeddelelse.
Danmark eller Europa?
De sidste fire år har komikeren forsøgt at få et gennembrud i casinobyen, men nu er det slut. Om Thomas Eje vender tilbage til Danmark, eller om England nu får besøg af "Tom Dane", melder han dog ikke noget om.
"Mit hus bliver sat til salg, og det er med stor glæde og mange spændende oplevelser rigere, at jeg vender tilbage til Europa i løbet af 2008," lyder det i pressemeddelelsen.