Livet i abeburet

»Alt. Alt. Alt. Vi vil have alt!«

Ordene kommer lige efter hinanden. Snublende utålmodige. Og giver en klar fornemmelse af, hvor grådig man er, når man vil have alt. Nu og her. Som personerne i Naja Marie Aidts novellesamling Bavian vil.

Forfatteren siger det med et insisterende blik og knyttede hænder for at understrege sin pointe om en tid, der er rig på egoisme og overflod og fattig på generøsitet.

»Det handler om mig og mine behov, mine lyster. Nu. Nu. Nu. Jeg er min egen lykkes smed, og jeg vil ikke dele med nogen. Jeg skal fanme frem, jeg skal fanme ha noget. Det er sådan en abementalitet, som er her nu. I Danmark.

Jeg oplever en sindssyg grænseløshed, en materiel grænseløshed, som er fuldstændig overdrevet. Vi har aldrig været rigere. Og haft et større forbrug. Og vi har aldrig været mindre generøse. Og med det sindssyge forbrug kommer følelsen af, at vi skal have alt. Vi søger ekstremt komfortable liv, hvor intet ondt skal kunne ramme os, men selvfølgelig kan det dét,« siger Naja Marie Aidt.

Og det gør det i Bavian, som består af 15 noveller, hvor mænd og kvinder i alle aldre, eksistenser fra velfærdssamfundets overflod, oplever livet skride i løbet af en sætning eller et sekund på grund af et myggestik eller fire ord.

Fandt tonen

Bogen åbner med fortællingen Bulbjerg om et par, der farer vild på en klaustrofobisk cykeltur i det nordjyske, hvor deres barn falder og bliver slået bevidstløs. Midt i elendigheden og den kvælende skov fortæller manden kvinden, at han har en affære. Med hendes søster. Meget detaljeret. Slutningen skal ikke afsløres, men den forsmåede kvinde har også en overraskelse i ærmet.

Historierne i Bavian er skrevet i et tempo og med en intensitet, der har givet mangt en læser blå mærker. Novellen Bulbjerg var afgørende for, at Naja Marie Aidt fandt den tone, som præger hele bogen.

»Jeg har skrevet på den i flere år, og den har været udslagsgivende for stilen, som er meget stakåndet, og den lidt gyseragtige stemning som i denne novelle med den kvælende hede.

Det sker jo, at en historie går sine egne veje og bang, så går det pludselig amok. Så tænkte jeg, nu går jeg planken ud med alting. Den satte det i gang. Her var en måde at fortælle på, som adskilte sig fra mine tidligere ting. De bar præg af en mere sentimental, indfølt og emotionel måde at skildre på, hvor jeg gik fuldstændigt ind for og ind i mine personer,« siger hun.

Filmisk fremdrift

Hvordan fandt du den nye tone?

»Ved at have denne meget fysiske og filmiske fremdrift, skubbe historierne frem, hele tiden være i nuet, for at skabe en intensitet, som ikke er emotionel, men mere fysisk. Den måde personerne oplever den fysiske verden på. Helt fremme og direkte i det, de sanser og oplever.

Det skal have et højt gear, der skal være fart over feltet. Her er man ikke ret meget inde i folk og deres tanker, men man ser, hvad de gør. Og det blev min redningsplanke. Hvad gør de? Hvad sker der? Hvordan sker det? Og hvor hurtigt går det?«

Sex og krop alle vegne

Det går stærkt. Det hele skrider og går i opløsning på et øjeblik.

»Ja, det er dét, der er så ondt ved livet! At tingene bare går så stærkt. Et trafikuheld. Bang, så er du død. Hvis én siger: Jeg har været dig utro med din søster i 10 år, så er det sagt på under et minut. Det går hurtigt. Også når du får et barn. Hov, så er der et barn.

Det er sjældent, at livet er meget opbyggeligt og langsomt, de store ting, de væmmelige ting, de fantastiske ting, forelskelse. Det sker sådan her. Bang.«

Der er tårer, snot og sekreter i bogen. Og meget fysisk lyst. Hvorfor det?

»Fordi det fysiske er meget til stede alle vegne. Der er sindssygt meget sex og krop i samfundet. Der hænger jo kæmpebryster på gaden, hvis man skal købe noget vodka. Og kroppen er templet. Man skal ned i fitnesscenteret, spise den rigtige mad og have kosmetiske operationer.

Vi dyrker vores krop og vores lyst, som noget ubønhørligt. Vi vil have tilfredsstillet vores lyst nu. Og man ser grænseløsheden på nettet med pædofili, som er gået fuldstændig amok. Der er muligheder nu i udbyttelsen af de fattige lande seksuelt. Der bliver solgt børn og kroppe som aldrig før.

Jeg så en udsendelse, hvor politiet sagde, at de billeder, der kommer på nettet, skal være værre og værre, fordi du kan ikke få noget, hvis du ikke har noget særligt at bytte med, og det betyder, at det skal være rigtig fucking klamt. Så udbyttelsen og brutaliteten er blevet større, i hvert fald indenfor sexindustrien. Sådan ser det i hvert fald ud. Alt kommer op i lyset.«

Totalt abebur

Er det drifterne, der bare er sluppet løs i abeburet?

»Vi er mennesker, og vi har alt i os. Også den vildeste grusomhed. Vi er skabt til at overleve, og hvis vi ikke passer på, går driften til at overleve og smadre de andre af med sejren. Og så bliver det totalt abebur med en eller anden hanbavian, der render rundt og slår os, hvis vi ikke opfører os ordentligt.

Hvis vi ikke passer på og værner om vores mere forfinede menneskelige sider, åndelighed, filosofiske anlæg, demokrati, tolerance og generøsitet, så bliver vi bare til et abebur. Og vi er rimeligt godt på vej. Det ser man mange steder i verden.

Her har vi brugt lang tid og store resurser på at opbygge velfærd til alle. Og når vi så har den, afliver vi den. Der kommer altid en spreder efter en samler. Alle folk flygter fra Irak. Der er mindst to millioner flygtninge, og Syrien og Jordan har taget næsten dem alle sammen.

Sidste år tog vi 13 irakere ind i landet. 13 irakere! Det gør mig virkelig ophidset. Det er det mest ugenerøse. Når man tænker på, hvordan vi stadig snakker om, hvor rare svenskerne var, fordi de tog imod os under krigen.

Det er så skammeligt. Det er, som om alting bare får lov at passere. Vi resignerer.«

Bare skønlitteratur

Hvordan har folk reageret på Bavian?

»De synes, den er voldsom, og på en måde undrer det mig, for det er jo trods alt bare skønlitteratur. Der sker så mange voldsomme ting, så jeg kan ikke helt forstå, at folk kommer og siger, de er rystede og slet ikke kan komme sig over, hvor voldsom den er.

Hold nu op og kig dig omkring, tænker jeg. Hvor slemt er det lige?

Vi sidder her i vores lille honningkube og lukker øjnene for alt det, der sker omkring os. Folk dør da i Irak. Og mange andre steder. Og så ved jeg jo godt, at det også er et kompliment, at det betyder, at bogen berører folk, når de er så rystede over den.«

Men det er jo heller ikke almindelig kost i dansk prosa. Der sker meget, og det er meget fysisk pågående.

»Min første novelle i min første samling handler blandt andet om snuff-film. Så det er ikke noget nyt, der har altid været dramatik og meget handling i mine ting. Der skal ske noget.

Men det er også et greb at sætte tingene på spidsen. Og i Bavian er jeg gået efter chokeffekten. Det er sjovt, når det lykkes at sætte tingene på spidsen, så de samtidig har en hemmelighed, en overraskelse indbygget.

Jeg kan godt se, at bogen vrænger, råber og går bersærk på mange måder, men samtidig tror jeg, at grunden til, at man oplever den så voldsom, er, at det er så fysisk, det er simpelthen klamt, det kommer så tæt på, der er sekreter, der er for eksempel en thaikvinde, der kradser og bider en ung mand, det virker meget stærkt på folk.«

Positiv udgang

Den sidste novelle Myggestik handler om en mand, som bliver stukket af en myg og går gradvist i opløsning på grund af sygdom. Og alligevel er der håb til slut. Hvor ser du det i vores liv?

»Det er en positiv udgang, for den fantastiske egenskab ved mennesket er jo også netop overlevelsesdriften, at vi er i stand til at forvandle os. Hvis du blev sendt ned til Indien og skulle sidde et eller andet sted og ikke fik andet end et stykke brød om dagen, så ville du nok også komme i sving med at forsøge at skabe dig et liv på de præmisser.

På samme måde med ham med myggestikket. Han skal nok komme op igen. Nogen gange er det sådan, at man ryger helt ned, og tror alt er slut. Og så pludselig sker der et eller andet alligevel. Og man siger til sig selv: Hey! Vær glad for dit liv!

Vi har denne enestående evne til at tilpasse os, forvandle os og starte på en frisk. Forhåbentlig er dét det samme med samfundet, så det er helt anderledes om 10 år, og det her bare viser sig at være en kort, trist periode.

Det håber jeg.«

jesper.stein@jp.dk