Den hemmelige krig

Peer Henrik Hansen: FIRMAETS STØRSTE BEDRIFT
Den hemmelige krig mod de danske kommunister
397 sider, 349 kr.
Høst & Søn Da Den Kolde Krig afløste den varme Anden Verdenskrig og den tyske besættelse, ønskede nogle aktive deltagere i modstandskampen at bidrage til, at Danmark ikke igen skulle blive besat af en fremmed magt - denne gang af Sovjetunionen med bistand af Danmarks Kommunistiske Parti.

En af de meget energiske var Arne Sejr, som i 1948 - under indtryk af det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet og det sovjetiske pres på Finland samt rygter om, at Danmark og Norge stod for tur - fik kontakt til ledende socialdemokrater, den militære efterretningstjeneste og erhvervsfolk.

Sejr havde forfattet et utrykt værk om psykologisk krigsførelse, som egentlig var tænkt som en specialeopgave eller doktordisputats i historie.

Men værket gjorde tilsyneladende et så stort indtryk på H.C. Hansen, at han opfordrede den unge studerende til at opgive en akademisk karriere og i stedet påtage sig opbygningen af en hemmelig, men til dels statsfinansieret organisation til bekæmpelse af de danske kommunister og deres propaganda.

Munden for fuld

Denne organisation blev på de indre linier kaldt "Firmaet", og dets største bedrift var ifølge historikeren Peer H. Hansen sprængningen af DKP i 1958, da den hidtidige, mangeårige formand Aksel Larsen blev afskediget og derpå skabte sig et nyt marxistisk parti, Socialistisk Folkeparti.

Spørgsmålet er dog, om det ikke er at tage munden for fuld. Via desinformation og måske ikke mindst den hemmelige og årelange aflytning af to ledende kommunisters lejlighed bidrog "Firmaet" givetvis til at øge forvirringen og den gensidige mistro i DKP's ledelse på et kritisk tidspunkt.

Men de personlige og ideologiske modsætninger var blevet så store, at bruddet efter alt at dømme var kommet under alle omstændigheder.

Peer H. Hansen skrev for nogle år siden sammen med kollegaen Jakob Sørensen en glimrende og veldokumenteret bog om Påskekrisen i 1948. Den her foreliggende bog er ikke af nær samme standard. Kildematerialet er alt for tyndt til at bære en bog på små 400 sider.

Kjeld Olesens rolle

Hovedkilderne til "Firmaets" bedrifter er fortsat Arne Sejr og dennes medarbejdere. Tilsyneladende har de været dygtige til at slette sporene efter sig, hvilket jo taler for, at de har været professionelle efterretningsfolk. Deres kontakter til ledende politikere, fagforeningsledere, erhvervsfolk og Forsvarets Efterretningstjeneste synes ikke at have efterladt sig synlige spor.

I stedet gennemgår forfatteren de mange, mange avisartikler, der gennem årenes løb er blevet skrevet om emnet, der i 1976 blev varmt, da tidligere statsminister Jens Otto Krag i beruset tilstand talte over sig, og en journalist ved Danmarks Radio sendte de nye oplysninger ud i æteren.

Den hemmelige danske organisation havde også haft et tæt samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste CIA, hvilket efter dansk lov var ulovligt. Et yderligt pikant aspekt ved sagen var, at daværende næstformand for Socialdemokratiet og partiets politiske ordfører i Folketinget, Kjeld Olesen, som ungt menneske havde taget aktivt del i de ulovlige operationer.

Det lykkedes dog Olesen uden direkte at lyve at sno sig ud af affæren i første omgang. Senere indrømmede han.

For mange gætterier

Aviser kan være særdeles vigtige historiske kilder, men det afhænger helt af, til hvad og hvordan de bliver brugt. Her refereres og citeres der i alt for rigelige mængder fra artikler, der indeholder store elementer af gætterier. Det er ærgerligt, for emnet er vigtigt, og forfatter og forlaget burde have begrænset sig til en langt mere stram udgivelse.

For nogle oplysningers vedkommende er det uklart, om der er tale om mundtlige udtalelser, baseret på erindringer, eller om det er citater fra afskrifter af hemmelige aflytninger. Historien om Arne Sejrs specialeafhandling om psykologisk krigsførelse, for slet ikke at tale om disputats, virker ikke ganske troværdig, når man betænker, hvordan historiestudiet var dengang.

Peer H. Hansen var en af de mange yngre forskere, som har arbejdet med på den udredning, som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) udsendte i sommer.

Han retter i bogens indledning en alvorlig kritik mod DIIS for ikke som forventet at have givet det indblik i Den Kolde Krigs hemmelige aktiviteter, som både kommissorium og adgang til efterretningstjenesternes arkiver ellers gav mulighed for.

I bogens allersidste linier udtrykker han håbet om, at PET-kommissionen til sin tid (hvor længe mon vi skal vente endnu?) vil kaste lys over den hemmelige krig under Den Kolde Krig.

Gid han ikke må blive skuffet endnu engang.

kultur@jp.dk