Kunstnerisk fejde i fjeldet

Oslo

Norge er kendt for sine fejder så stejle som landets fjelde.

I øjeblikket udkæmpes én om en spændende kulturel fusion, der samler Kunstindustrimuseet, Museet for Samtidskunst, Arkitektmuseet og Nationalgalleriet i én organisation. Sammen beskæftiger de 130 medarbejdere og besøges af 550.000 gæster hvert år.

Nationalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo er det nye officielle navn, der skal signalere nye udstillingskoncepter og kunstoplevelser. Fysisk har museet indtaget pladsen Tullinløkka, placeret i byens hjerte mellem Nationalmuseets hovedbygning og Historisk Museum, med udstillingen "Kys frøen! Forvandlingens kunst", hvor 20 internationale topfigurer boltrer sig.

Udforsker grænser

To ballon-pavilloner er opstillet og provokerer. Den ene er en spektakulær opblæst konstruktion på 1400 kvadratmeter og formet som en kæmpemæssig frø. Formålet er at udforske grænserne mellem arkitektur, design og billedkunst.

Den anden pavillon viser Tullinløkkas historie og en række planer for en udvidelse af Nationalgalleriet.

Navnet på pladsen stammer fra den sidste private ejer, købmanden Claus Tullin, søn af digteren Christian Braunmann Tullin, og anvendelsesmulighederne har været mange: Legeplads om sommeren, skøjtebane om vinteren, samlingssted for demonstrationer og ikke mindst parkeringsplads for travle bilister.

Postmoderne tsunami

Men museumssammenslutningen og ideen om basisudstillinger - udnyttelse af hinandens ressourcer - har fået flere nordmænd på barrikaderne. Men ikke tilstrækkeligt mange, mener forhenværende kulturminister Lars Roar Langslet, der slet og ret konstaterer, at det gamle nationalgalleri er forsvundet.

»Først blev det afskaffet i navnet gennem den store museumsfusion, som kulturbureaukraterne satte i værk. Så blev det sløjfet af gavn,« påpeger Lars Roar Langslet og kalder konceptet »en postmodernistisk kunst-ragout med moderigtige indslag af chok-kontraster mellem gammelt og nyt«.

»Det er underligt, at så få har slået alarm over den postmoderne tsunami, som skyller ind over vort billedkunstneriske museum. En basis-institution i norsk kunstliv er likvideret i al stilhed, og få har registreret ofre og ødelæggelser,« skriver den forhenværende kulturminister og samfundsdebattør i Aftenposten.

Dødsboet

Han konstaterer videre, at Norge ligesom andre kulturnationer har et statsmuseum for kunst. Helt fra 1842 til i dag med fremragende kunsthistorikere fra Lorenz Dietrichson til Knut Berg som ledere.

»I dag er det afskaffet, og dødsboet er sat under administration af en svensk udstillingsorganisator uden mærkbar kyndighed i norsk kunsthistorie,« skriver Lars Roar Langslet og hentyder til kunstneren Sune Nordgren, der er leder af Nationalmuseet for kunst, arkitektur og design.

Dansk genmæle

Den danske kunsthistoriker Vibeke Petersen, der i et år har været Nationalmuseets afdelingsdirektør for udstillinger og præsentation af samlinger, bakker Sune Nordgren op.

»Han er visionær og en livsnær leder. Det er en fornøjelse at arbejde sammen med ham,« siger Vibeke Petersen, som har taget til genmæle mod Lars Roar Langslets udfald.

Hun afviser, at Nationalgalleriet er jævnet med jorden. Tværtimod. Både samlingen og bygningerne eksisterer i bedste velgående, men der hersker et behov for fornyelse.

Vibeke Petersen skriver:

»At drive et levende kunstmuseum er en dynamisk proces, hvor man skal trække på tidens nye erkendelser og erfaringer, så museet hele tiden for publikum fremstår som en relevant og nærværende institution. I en verden, hvor nytænkning og vovemod efterspørges, er det også ventet, at disse kvaliteter findes i Nationalmuseet for kunst, arkitektur og design.«

Publikum i møde

Til Lars Roar Langslets kritik af at flytte rundt på samlingerne svarer Vibeke Petersen:

»Når vi derfor flytter rundt på samlingerne, sætter nogle værker i magasinerne og trækker andre frem, så er det et udtyrk for, at vi ikke udelukkende mener, at kunsten er synonym med en svunden tid, men at den også kan benyttes til at forstå vores egen.

Kunsten skal ikke blot hænge på væggene, men konstant eksistere i en aktiv proces med sit publikum. Museumsinstitutionen kan ikke læne sig tilbage og være ophøjet og selvtilstrækkelig. Den skal komme sit publikum i møde og sætte sig selv og kunsten til diskussion,« mener Vibeke Petersen og understreger ved samme lejlighed, at samspillet mellem Museet for Samtidskunst og Nationalgalleriet er vigtig og giver mulighed for større frihed i nyophængninger.

»At sætte den klassiske kunst op med nutidskunsten har givet stærke reaktioner, men er med til at skærpe interessen for kunst. Postmodernisme eller ej. Enhver tid har brug for at revurdere tidligere værdsatte kriterier.

Der er to ord, som bør karakterisere ethvert museums virke, nemlig refleksion og bevægelighed.«

Barske nordmænd

Den fremtrædende norske billedkunstner, Marianne Heske, tilslutter sig Vibeke Petersens udlægning.

»Det er godt, at Nationalgalleriet er blevet kontinental,« lyder det fra hende.

Trods de verbale skærmydsler føler Vibeke Petersen sig godt tilpas i sit job i den norske hovedstad.

»Jeg kan lide nordmændene for deres barskhed. Den er fair i modsætning til den luskede danske udgave. Nordmændene gider debatten, og den er væsentlig for dem. Vi skal være utroligt præcise i vores omgang med ord og planer.

Diskussionen og det modspil, den medfører, skærper argumentationen. En tilsvarende debat savner vi hjemme i Danmark med Nationalmuseets direktør, Carsten U. Larsen, som en klar undtagelse.«

Stærke regioner

Det er gået op for Vibeke Petersen, at i Norge står regionerne stærkt, og at befolkningen er bange for centralisering.

»Det er også logisk som følge af landets uvejsomme udformning og længde. Befolkningen på 4,5 millioner bor og lever spredt. Derfor skal folk have et tilbud, og Norges geografiske struktur har tvunget politikerne til at opføre universiteter, mange kulturhuse, teatre og koncertsale rundt i det store land.

Pengene til kulturen er hidtil givet til regionerne og har skabt kvalificerede kulturcentre. Denne udvikling har Oslo lidt under, men der er ved at ske noget. En ny opera ser dagens lys i 2008. Og til virkeliggørelse af museumsplanerne midt i Oslo er nedsat en arkitekturkomité. Den skal definere og præcisere krav til en nybygning på den lukrative plads.

Udstillingen "Kys frøen! Forvandlingens kunst" slutter 18. september. Derefter opstilles en række skulpturer. Alt sammen for at slå på tromme for det nye projekt.

larsole.knippel@jp.dk