Mia Lyhne fra "Krøniken": Selvgjort er velgjort

Mia Lyhne har altid lavet lister over sine mål og ønsker til livet, hverdagen og verden. Både stort og småt er blevet skrevet ned.

Som da hun var barn og drømte om at komme til at medvirke i en film eller stå på en scene. Som at bumserne skulle forsvinde fra teenagenæsen. Som at hendes elskede mormor skulle blive rask. Som at kærligheden ville lykkes. Som at der blev fred i verden.

Ikke alle målene bliver nået og alle ønskerne opfyldt. Endnu. Men hun fortsætter med at lave sine lister, gå efter sine mål.

For sådan er hun.

Hun er stædig. Hun bliver ved.

Det er grunden til, at tv-seerne atter i aften kan opleve Mia Lyhne som Eriks meget unge kone Lisbet i "Krøniken". Og at hun er med på holdet i Line Knutzons samfundsskarpe "Guitaristerne" på Mungo Park. Og at hun har en af hovedrollerne i serien "Klovn" på TV 2 Zulu.

Mia Lyhne har villet være skuespiller lige så længe, hun kan huske. Men hun kunne ikke komme ind på skuespillerskolen. Hun forberedte sig, læste hos skuespillere og tog det ene kursus efter det anden. Ingenting hjalp. I alt syv gange er hun blevet afvist. Men så måtte hun bare gå den svære vej. Lave undergrundsteater, uddanne sig selv og leve småt og på dagpenge det meste af tiden.

Det har været hårdt, rigtig hårdt. Først og fremmest fordi usikkerheden kom til at ligge udspændt i baghovedet hele tiden: Var hun nu god nok. Ville det lykkes.

I dag taler cv'et sit eget sprog, og det er blevet væsentlig lettere at være Mia Lyhne.

Masser af roser

Hun har fået masser af anmelderroser og spillet teater, lavet film og tv. I 2002 fik hun et ridderslag af branchen med Reumerts talentpris, og de seneste år har kalenderen været fyldt næsten hele tiden. Og som hun sidder her ved det afsyrede runde spisebord i sin lille lejlighed på toppen af Vesterbro og forklarer sig omhyggeligt og lidt genert, ønsker man for hende, at det vil fortsætte.

Der er ikke meget livsgrådig vamp a la Krøniken-Lisbet over Mia Lyhne.

Tværtimod er hun et tænksomt menneske, der er til kant, mening og et godt grin. En ung kvinde, der vil noget med sit liv, sig selv og sit fag.

»Nogle gange er det ikke så hensigtsmæssigt, at jeg, som den person jeg er, har valgt at blive skuespiller. Jeg kunne godt lære noget af Lisbet fra Krøniken. Ikke at være så genert. Jeg kan virkelig være hård ved mig selv. Jeg har fået meget mere selvtillid, men de mange afslag har da givetvis sat sine spor.

Det nemmeste havde været at give op og tage en anden uddannelse. Blive sygeplejerske eller skolelærer. Men jeg var bange for, at jeg ville ende med at sidde og bare ønske, at jeg var et helt andet sted henne. Den tanke kunne jeg ikke holde ud. Sådan vil jeg ikke leve mit liv,« forklarer hun og henter teen ind på bordet.

Her lugter af røgelse, og for endevæggen står et beskedent alter bygget i mursten. Mia Lyhne blev for fem år siden introduceret til den japanske Nichiren Daishonins buddhisme, og siden har buddhismen været et anker i hendes liv - og arbejdsliv.

Det indebærer f. eks. også, at hun chanter, hvilket er en slags meditation, hvor man gentager et bestemt mantra: "Nam-myoho-renge-kyo" mens man tænker på sine mål og ønsker, der ligger nedskrevne på en liste på alteret, der også er smykket med billeder og et kort med navnene på de mennesker, som man mediterer gode ønsker for.

Ved at chante øger man fokus på sine mål, skaber klarhed og påvirker sin egen indstilling, forklarer Mia Lyhne, der blandt andet chanter med veninden og Krøniken-kollegaen Anne Louise Hassing, der også er buddhist.

»I buddhismen handler det om at blive lykkelig og at andre bliver lykkelige. Samtidig er jeg vokset op med den holdning, at verden burde være lidt anderledes, og sådan har jeg det egentlig stadigvæk. Jeg synes, at vi burde være bedre mod hinanden. Det kan man gøre på mange måder, jeg prøver blandt andet at gøre det gennem mine roller.

Det lyder så helligt, men det er meget rart at have buddhismen med, så det hele ikke bliver ligegyldigt. Jeg vil nå folk. Jeg vil lave noget, som jeg tænder på. Det behøver ikke nødvendigvis være roller eller stykker med et klart budskab, men jeg vil kunne føle, hvad det vil, mærke at jeg kan gøre noget med min figur, som folk kan bruge til noget. Årh... det er svært at forklare, men jeg har sagt nej til flere ting, fordi det var for tyndt, for ligegyldigt.«

Mia Lyhne har til gengæld aldrig haft svært ved at optræde. Det har hun altid elsket, og der var masser af udfoldelsesmuligheder til også den lyst i det røde bofællesskab i Smørum, hvor hun voksede op med engagerede voksne, fællesspisning, børnemøder og døre, der aldrig blev låst.

Forældrene er skolelærere og blev skilt, da deres eneste barn var ganske lille, men de blev begge boende i bofællesskabet, og Mia fik snart to halvsøskende.

Det var en god opvækst og på mange måder et vidunderligt sted for børn. Men ikke uden knaster, for bofællesskabet lå som en sær lille by midt i en anderledes, borgerlig parcelhusby, og Mia Lyhne husker f. eks., hvordan hun kunne føle sig anderledes i forhold til klassekammeraterne.

»Jeg var flov over fredsplakaterne og at der hverken var bil i carporten eller video under fjernsynet.«

I dag er jeg nu glad for, at jeg har haft en mor der var rødstrømpe og aktiv i SF. Det præger min tilværelse i dag og den måde jeg lever på.«

Teenageren Mia Lyhne havde travlt med at komme ind til København. Hun hørte om sanggruppen på Vesterbro Ungdomsgård og satte sig ned og skrev en ansøgning. Og det var som at komme hjem.

»I Smørum passede jeg ikke helt ind. Der var for småt. Det var for meget drikke te. For mig skal der helst ske noget. Jeg har altid været sådan én, der var med i en masse ting: "Unge for Fred" og selvfølgelig i elevrådet. Derfor var det også fantastisk at komme ind på Vesterbro Ungdomsgård. Der skete et hav af ting, og det var ikke bare en ungdomsklub.

Man begyndte hver dag med at skulle fortælle hinanden, hvordan man havde det. Der blev lagt vægt på, at man var ærlig, og det betød, at man fik lov til at være sig selv. Man ville hinanden og skulle ikke prøve at gemme sig bag facader. Det var dejligt. Både teaterstykkerne og sangene handlede virkelig om noget og rørte noget i mig.«

Efter Vesterbro Ungdomsgård og med studentereksamen i baglommen rettede Mia Lyhne blikket mod de større, skrå brædder. Da det viste sig at være svært, måtte hun jo lave sit eget teater, og var således sammen med ligesindede med til at danne undergrundsteatret Grob, der med årene har fundet sin egen platform i det københavnske kulturliv.

Sådan er det også med Mia Lyhne.

jette.carlsen@jp.dk