Forbrydelsen: Vagn var den forkerte

Fra Nanna Birk Larsen første gang løb nøgen gennem skoven og hen over danskernes tv-skærme, har diskussionen om, hvem morderen var, verseret flittigt over aftenkaffen og kantinebordene. Og søndag aften kunne godt 2,1 mio. seere så drage et vishedens suk, da husvennen og flyttemanden Vagn Skærbæk sprang ud som koldblodig morder.

Men selv om forbrydelsen nu er opklaret, er ikke alle spørgsmål uddebatteret. For hvordan hang mordgåden sammen med historierne fra politigården og rådhuset, og hvorfor måtte Vagn - ud af adskillige mistænkte - trække det korte strå?

Produceren Piv Bernth er ikke i tvivl.

»Det er den psykologiske konsekvens af en mand, som søger kærlighed og accept, og som hele tiden føler sig som tredje hjul i en familie. Han har nok været forelsket i Nanna og syntes samtidig, at hun ville ødelægge familielivet ved rejse.«

Piv Bernth tror ikke, at man kunne have gættet morderens identitet fra begyndelsen.

Vagns fortrængning
Holdet bag "Forbrydelsen" valgte nemlig bevidst at udlægge meget få konkrete spor, der rettede sig mod Vagn. Et af de få var i første afsnit - dagen efter mordet - hvor Vagn har et par plastre i hovedet, og hvor han opfører sig temmelig kolerisk. Ellers har mysteriet været skjult, også for skuespilleren Nicolaj Kopernikus i rollen som Vagn.

»Vagn er ude i meget dyb fortrængning, som ikke kunne spilles på samme måde, hvis skuespilleren vidste, at han var morderen. Sporene ligger i Vagns psykologi,« forklarer Piv Bernth.

Men ifølge Jørn Beckmann, chefpsykolog på Odense Universitetshospital og ekspert i profilering af mordere, er karakteren Vagn ikke troværdig som morder:

»Intet tyder på, at han kunne slå pigen ihjel. Han er varmhjertet over for familien og ikke særlig voldelig. Jeg savnede, at man i glimt havde set en psykopatisk adfærd, f.eks. aggression og uvederhæftighed. Der skal være overensstemmelse i det, som karaktererne gør.«

Jørn Beckmann påpeger, at en dårlig barndom og et manglende familieliv ikke automatisk gør en person til morder:

»Så skulle der gå mange flere mordere rundt, end der gør. Hvis producenterne skal roses for noget, er det det psykologiske spil til sidst. At høre ens bedste ven fortælle, hvordan han har slået ens datter ihjel, er hård kost, og mange ville trykke på aftrækkeren.«

Spor i mange retninger
For Gunhild Agger, professor i dansk mediehistorie ved Aalborg Universitet, giver netop det sidste afsnit ridser i lakken til en ellers veldrejet tv-føljeton. Hun har analyseret "Forbrydelsen" fra første afsnit og talt sig frem til 15 mistænkte:

»Føljetonen har lagt spor ud i forskellige retninger, og det er hele tiden lykkedes at tviste mistanken i en ny retning. Dramaturgien virker og har fået os til at følge med over 20 afsnit.«

Gunhild Agger kalder det elegant, at man kun har indlagt fire mord undervejs for at bevare spændingen.

»Men jeg synes, at Vagn var for oplagt som morder. Opmærksomheden blev tidligt drejet mod ham, og det virkede for nemt at tage den, der var tættest på familien. Samtidig blafrer nogle væsentlige spørgsmål stadig i vinden.«

Det samme mener flere seere øjensynligt, for Piv Bernth har modtaget flere uafklarede spørgsmål efter søndagens finale.

»Det er en kompleks historie, så det var vi forberedte på. Men alle svarene ligger i serien, og jeg vil varmt anbefale at se den igen, hvor man ikke er så fokuseret på, hvem morderen er,« siger hun.