Masser af blues i Odense

Bluesmusikken har også i Danmark et trofast publikum. Ikke af samme dimensioner som i vores nordiske nabolande, i Tyskland eller f.eks. Holland, men afviklingen - og opbakningen - af sjette ombæring af Internationale Bluesdage i Odense understregede, at der afgjort er et massivt behov for dens slags specialiserede festivaler.

Derfor er det af største vigtighed, at arrangørerne bag bluesfestivalerne holder deres sti så ren som mulig - og ikke forfalder til at blande lidt for meget rock ind i programmet. Omnibus-festivaler er der nok af. Dette gælder også festivalen i Odense, der f.eks. snildt kunne have undværet Eric Burdon og hans New Animals. Skal stilarterne blandes, så er det i denne sammenhæng mere relevant at skele til jazzen fremfor rocken.

Til gengæld var der masser at glæde sig over lørdag aften, da 82-årige T-Model Ford trængte dybt ind i publikums hjerter, med sin dybe, vaskeægte blues. Her var ingen distraherende udenomsværker. T-Model Ford krænger sin sjæl ud gennem sin musik, der er præget af et langt, omtumlet liv, der ikke ligefrem er levet på tilværelsens solside. Imponerende hvor meget den lille mand siddende på sin stol med guitaren spændt om halsen, fyldte. Kun støttet af en trommeslager og ind imellem af endnu en guitarist. En smuk, enkel koncert, der igen gav oplevelsen af, hvor stærkt et udtryksmiddel bluesmusikken er, når den er mest enkelt og inderligt.

Koko Taylor

Og så til festivalens - i hvert fald på papiret - hovednavn: Koko Taylor.

Der kan ikke anfægtes, at Koko Taylor har the blues. Alligevel var hendes koncert en skuffelse - i hvert fald sammenlignet med tidligere koncerter. Blandt disse hendes optræden på den første bluesfestival i Odense for seks år siden. Hendes band var fortræffeligt, men stemmemæssigt trængte hun ikke igennem. »Der er ikke længere så meget krudt i konen,« som en blueskender bemærkede, og deri har han ganske ret. Hendes stemme kan ikke længere klare de helt store udsving - eksplosioner - og det betød, at hun bevægede sig rundt på midten.

Forstemmende, men jo desværre ikke et ukendt begreb, når vi taler om sangere og sangerinder, der tidligere var synonyme med kraft. Alder kan ikke bremses, og derfor ret uforståeligt, at Koko Taylor - og hendes band - foregiver, at alt er ved det gamle, fremfor at hun søger at tilpasse sin stemmes formåen til de faktiske forhold. Hendes mangel på gennemslag var til sidst så direkte irriterende, at lidt for mange storsnakkende om alt muligt andet valgte at forlade koncertsalen og bevæge sig ud i foyeren.

Den sjette bluesfestival er overstået, og arrangørerne kan skue frem mod den syvende.

»Jeg ville sgu' godt have hørt Luther Allison,« bemærkede en trofast blueselsker.

Da vi jo ikke sådan lige kan vække den gode Luther fra de døde, var det, han mente, at man i år savnede et af de lidt større bluesnavne med gennemslagskraft. De er der faktisk, og i løbet af fem sekunder blev jeg omringet af en byge af gode forslag, som blandt mange andre talte Johnny Winter, Lil' Ed and The Blues Imperials og selv tilføjede jeg lige Ana Popovic -sidstnævnte var faktisk i Danmark i denne weekend og ville have klædt programmet i Odense.

Så lad dette været givet videre til arrangørerne i Odense: Hold stien helt ren og gå efter de store suppleret med to-tre danske navne. Her kunne man også godt søge lidt grundigere i stedet for at præsentere gengangere. Vi har en Troels Jensen og H.P. Lange, vi har Kenn Lending, Dan Klarskov, Young Comets, Børge Biceps etc. etc.