Mig og mine mænd

Kunne det ikke være dejligt at få en stor lejlighed? Kunne det ikke, Kiiiim, kig lige her hen. Kiiimm«.

Kvindestemmen er bedende og på kanten af det klynkende. Modvilligt vender manden sig om og kigger tvært ind i det hoppende kamera:

»Det er dog utroligt. Hvis ikke du får din vilje, så laver du bare en film om det.«

Og ja, sådan er det.

Filminstruktøren Kathrine Windfeld er trådt over sin private dørtærskel og har lavet en film om sin mand, sin søn og sin far. En film om sig selv og sit eget besværlige forhold til mænd. Eller måske snarere en film om det moderne menneske og generationen midt i trediverne.

Den forkælede generation. Som er vokset op med blikket rettet mod navlen og i sikker forventning om, at de kan få det hele.

Som udfordrer grænsen til privatlivets fred og altid er blevet spurgt: »Hvad har du selv lyst til.«

Og Kathrine Windfeld havde lyst til at lave en film om sin forhold til mænd, da hun blev bedt om at bidrage til dokumentarserien "Min...". , som i øjeblikket sendes om torsdagen på DR2.

Det er Filminstituttet, der har bedt seks unge kvindelige filminstruktører om at tegne et portræt af en eller flere personer, som står dem nær. Og tiden tro er udsendelserne i høj grad blevet et intimt selvportræt af kvinderne bag videokameraet. Mere eller mindre. Og meget i tilfældet Kathrine Windfelds "Min søn, min mand, min far".

Modvillig kæreste

Filmen tager os med ind i hverdagen i en lille pertroleums-opvarmet lejlighed på Vesterbro, hvor den 35-årige filminstruktør bor med sin kæreste og deres lille søn på godt et år - men drømmer om at flytte til en større lejlighed. Vi møder hendes kæreste, som kun modvilligt medvirker i filmen, hører deres diskussioner og ser kærlighedens hårde vilkår, der siden endevendes med veninder og psykologen, der hurtigt konstaterer, at hun har valgt den samme type mand som sin far - der er journalist og verdensmand, sprang ud som bøsse og forlod familien, da hun var syv år gammel

Det er første parket til intimsfæren - og en konfliktfyldt rollefordeling mellem Kathrine Windfeld og hende kæreste. Hun er optimisten, og han er svær at trække op. Hun vil nærhed, en stor (dyr) lejlighed og til dødens os skiller. Han vil bare være kærester, nøjes med den petroleums-opvarmede lejlighed og ikke bindes alt for meget.

Med sit kamera på skulderen følger hun ham rundt i lejligheden - bedende »Kiiiim.... Kiiim....« for at få kontakt, mens han nægter at spille rollen som flink fyr, god far og den perfekte "Alt-for-Damerne-mand«.

Som klipperen hovedrystende sagde, da filmen lå færdig:

»Jeg gad nok se de folk, der nu tør give dig lov til at lave en spillefilm.«

Kathrine Windfeld smiler. Højt og med hele ansigtet.

Sådan er hun.

En af tidens markante unge filminstruktører.

Fyldt med medvind og drevet af store forventninger til livet.

Halvt færdig film

Hun vil det hele, tør selvkritikken og tror på sig selv og sin drøm om at lave den spillefilm, der ligger halvt færdig på tegnebrættet inde i hovedet.

Filminstruktøren, der er uddannet i mesteren Kislowskis fodspor i Polen. Som med sin afgangsfilm om sammenstødet mellem det fattige Østeuropa og det forkælede Danmark fik roser og en platform i det danske filmmiljø. Som de seneste år har lavet adskillige dokumentarfilm, to novellefilm og desuden været instruktørens højre hånd på flere store produktioner, blandt andet TV-serien "Edderkoppen".

Navnet er Kathrine Windfeld og vejen hedder Store Ambitioner.

Hun ved godt, at hun tegner et ikke særlig flatterende billede af hverken sig selv eller sit parforhold i "Min søn, min mand, min far."

Det er okay.

Sådan er det jo.

Eller rettere sagt - sådan var det.

For da filmen lå som et tidsbillede, nådesløs og afslørende lå i kassen var det umuligt længere at fortrænge. Hun blev nødt til at se sig selv mere kritisk i øjnene.

Del ansvaret

»Jeg går ikke længere rundt og klynker "Kiiim... Kiiiiim...". Jeg har lært sindssygt meget om mig selv. Når der tidligere skete noget, som jeg ikke brød mig om, har jeg lukket øjnene, fortrængt og glemt. Men det er umuligt, når det ligger på en film. Jeg har måtte indse, at selv jeg kan være for meget - for manipulerende. Det har været utrolig grænseoverskridende at lave den film. Ren terapi. Jeg tror, at mange moderne kvinder har det sådan, at ude i verden kan og skal de alting, mens de derhjemme vil bekræftes og nødigt tage ansvaret for de store og vigtige ting. De bliver til små piger. Men det holder jo ikke. For hverken manden eller kvinden. Vi bliver nødt til at dele ansvaret begge steder.«

Dagen er ung, og vi befinder os i et anonymt mødelokale i et smukt gult baghus nær Kongens Have midt i København. Hos produktionsselskabet EasyFilm, der har haft en finger med i serien om "Min..."

Hjemme i Kathrine Windfelds lejlighed - som nu er større, for hun endte med at få sin vilje - kan vi ikke være, for sønnen er syg og kæresten ikke vild med yderligere medieeksponering. Men Kathrine Windfeld snakker, som om hun var hjemme.

Meget og åbenhjertigt.

Hverdagsproblemer

»Folk har spurgt, hvorfor jeg udstiller mig selv på den måde. Men jeg vil gerne være med til at pille ved myten om, at alle de andres liv altid er federe. Jeg må da have et skønt liv, mand og barn og karriere som filminstruktør - men selvfølgelig har jeg ligeså mange problemer som alle andre.«

Til gengæld har hun et redskab til at blive klogere med. Sit kamera.

Samt et oplagt emne: Mænd.

»Jeg kunne se, hvordan jeg har valgt en mand, der på mange måder er ligesom min far. En mand, som ikke vil nærhed. Så får jeg en søn, hvor jeg som det naturligste i verden forventer at få en pige - og hvad skal jeg stille op med alle de mænd i mit liv. Hvordan skal opdrage min søn, så han ikke bliver som sin far.

Men måske skal vi kvinder lade være med at tage patent på det rigtige, og måske skal jeg lade min søn bliver som sin far. Måske kan det ikke være anderledes, og måske er det godt nok. Dybest set tror jeg, at vi skal lade mændene komme til.

Jeg kommer selv fra en skilsmissefamilie, og derfor bærer jeg med mig angsten for at blive forladt. En opfattelse af at mænd er sådan nogen, der ikke vil nærhed og ender med at forlade en. Men risikoen for at blive forladt er et grundvilkår for alle mennesker, og det er lige præcis det, som vi skal forlige os med, som jeg skal forlige mig med. Det er en uhyre vigtig indsigt, som jeg har gjort i forbindelse med filmen.«

Og det er også det professionelle mål for Kathrine Windfeld.

Indsigt - serveret med et skævt filmblik a la Woody Allen, der er hendes professionelle helt.

Sats på dig selv

»Man skal grine, når man sidder i biografen og tænke, når man går hjem,« forklarer kvinden, der voksede op med skæve tænder i et småflippet bofællesskab i en stor gammel villa i Vanløse, hvor moderen lærte sine to børn at sætte pris på rejser og fest - samt rådede sin datter, der 10 år gammel erklærede, at hun gerne ville være rig, til at satse på sig selv frem for en mand. For så var hun sikker på, at hun forblev rig.

Den lære havde moderen nemlig selv måtte gøre. Kathrine Windfelds forældre blev skilt, da hun var syv år, og derefter bestod tilværelsen af to verdener. Hverdagen - og hver anden weekend kultur og fine middage hos faderen, der skulle vise sine børn frem.

»Jeg følte mig anderledes. Dels på grund af skilsmissen, det var ikke særlig almindeligt dengang - og dels på grund af normerne hos min mor. Vanløse er ret småborgerlig, og det var vi slet ikke hjemme hos os.«

Skilsmissen og faderens homoseksualitet skabte desuden en vis forvirring inde i det hurtige mørkhårede hoved. Kernefamilien kunne jo ikke være idealet, og hvad er en rigtig mand, når ens egen far pludselig er til mænd og i øvrigt aldrig har levet op til den i dag så moderne handymands-maskulinitet.

Tankerne tog hun med sig, da hun kastede sig ud i sine egne erfaringer - og drog til Polen.

Rejsen til Polen

For hun ville gerne til udlandet og også læse film, og da adgangskravet på det tidspunkt var 26 år til den danske filmskole, rejste hun til Polen, hvor hun tilbragte det første år med at lære polsk, og efterfølgende fire med at blive en dygtig filmhåndværker.

»Det var en "eye-opener" og den bedste tjeneste, jeg nogensinde har gjort mig selv. Fordi det gav en indsigt, jeg ellers ikke ville have fået. Vi aner ikke, hvor overdrevent forkælede og priviligerede vi er her i Danmark. Vi tror, at verden er Danmark og ikke omvendt. Efterhånden har jeg været hjemme i seks år og kan mærke, at jeg er ved at blive en del af det igen - så måske er det på tide jeg kommer lidt ud.

Samtidig er den polske filmskole langt mere gammeldags og optaget af håndværket. Min generation er opvokset med, at vi kan det hele, og selvfølgelig kun skal gøre det vi har lyst til - og pludselig var der nogen, som sagde: Frk. Windfeld, hvad laver De egentlig her. Udgangspunktet er, at man skal lære at blive en dygtig håndværker og så er man heldig, hvis man om 50-60 år bliver en stor kunstner. Den respekt for håndværket kan jeg godt lide - og jeg tror, at det er sundt for sådan nogen som mig, der er vokset op med tonsvis af ros,« understreger hun og føler sig snart rustet til at føre drømmen om en spillefilm ud i livet.

Men tale den ud af hovedet tør hun endnu ikke.

Til gengæld vedstår hun sig sine ambitioner, som heldigvis er alene om førertrøjen i familien Windfeld. Ellers var det næppe gået. For eventyret om den lykkelig familie og to turbokarrierer tror hun ikke på.

»Det moderne menneske er utrolig egoistisk. Vi er mest optagede af os selv og vores egen lyst. Hvis man spørger; »hvorfor« lyder svaret - fordi jeg har lyst, og jeg vil have lov til at være mig. Ingen vil være os og tage hensyn til fællesskabet og helheden. Vi er vokset op med den forestilling, at vi kan få det hele uden at skulle "betale" for det. Men valg koster - ikke mindst, når man får parforhold og børn, og skal kernefamilien overleve må man acceptere, at man i bedste fald får 50 procent af sine ønsker opfyldt, i værste fald kun 10 procent.

Det er det svært for mig - og min generation. Og et spørgsmål om man overhovedet gider - orker kampen og det hårde arbejde,« fastslår hun og mener, at det først og fremmest kræver at man står ved sine valg.

Hun griner. Hun vil jo det hele. Familie og børn og krævende filmprojekter.

»For nogle år siden havde jeg lavet film i Sverige. Bagefter spiste vi middag, hvor jeg fortalte en af de lokale filmmedarbejdere om mine forventninger til fremtiden. Med børn og familie og store filmprojekter. Han stirrede vantro på mig og erklærede overbærende, at jeg vist havde store forventninger til livet. Og det er rigtigt. Det har jeg.«

"Min søn, min mand, min far" sendes klokken 22 torsdag den 25. april på DR2

jette.carlsen@jp.dk

Hvad kan gøre dig vred?

Uærlighed.

Hvilken menneskelig egenskab sætter du højest?

Ærlighed og humor.

Er du religiøs?

Ja.

Hvordan slapper du bedst af?

I et sommerhus med min familie - åh hvor banalt.

Hvordan vil du beskrive dit temperament?

Jeg er bedre til at tøjle det end jeg har været.

Hvad er din livret?

Jeg spiser alting, især hvis andre har lavet det til mig.

Hvor rejser du helst hen på ferie?

Østeuropa.

Din yndlingsfilm?

Mit liv som hund af svenskeren Lasse Hallström.

Har du økonomisk sans?

Ja.

Din største svaghed?

Jeg er ikke tålmodig og perfektionistisk nok.