Natteravn skriver om livet
Bag ethvert teaterstykke, bag enhver film, ligger et manuskript. Peter Asmussen har skrevet mange af sådan nogle, men han har i princippet aldrig indflydelse på, hvordan hans materiale bliver fortolket. Det går ikke altid som ventet
Peter Asmussen kommer direkte fra Husets Teater, hvor instruktør og skuespillere er i gang med prøverne på "Alle hans gerninger", som han har skrevet manuskriptet til.
Historien er skabt i nattetimerne i lejligheden på Frederiksborggade. Faderen, der var professor i iransk filogi, læste og skrev altid, når solen var væk. Nu gør sønnen det samme: Står op ved 15-tiden og går først i seng, når masserne buldrer på arbejde.
Der er kommet meget godt ud af at vende tiden om. Peter Asmussens stykker har hidtil været spillet på scener i både Sverige, Norge, Letland, Italien, Frankrig og England.
»Pianisten Glenn Gould arbejdede også om natten, og han omskrev "bag enhver sky gemmer der sig en sol" til "bag enhver sol gemmer der sig en sky". Jeg kan sagtens følge ham,« griner Peter Asmussen.
»Ingen trafik, ingen naboer, der larmer. Ingen forstyrrelser, ingen spildtid.«
Lige nu er klokken 22.35, den stille stund nærmer sig. Lysene slukker langsomt på regnvåde Vesterbro, og silhuetter børster tænder i vinduerne omkring Halmtorvet. På Café Carlton over for Husets Teater har Peter Asmussen bestilt espresso og tændt en cigar.
Det har været en god aften. Manuskriptet har fået en fin behandling af Madeleine Røn Juul, der instruerer blandt andre Jens Jørn Spottag, Charlotte Fich og Preben Harris i stykket. I princippet kunne hun have misbrugt materialet med en skæv fortolkning, uden at forfatteren ville kunne gøre noget. Manuskriptforfatterens arbejde er forbi, i det øjeblik han afleverer papirerne.
»Jeg har været udsat for, at nogle karakterer er blevet opfattet helt anderledes, end jeg havde regnet med. Det er ærgerligt, når man bliver negativt overrasket, men generelt er det en stor befrielse for mig at give materialet videre. Det at se, at der bliver arbejdet med det. At det bliver omsat.«
46-årige Peter Asmussen er bedst kendt for sine manuskripter til teatret, men den tidligere filosofi- og teologistuderende har også skrevet filmmanuskripter (bl. a. "Breaking the waves"), lavet radiospil, romaner og noveller. I 2000 modtog han Kjeld Abell Prisen og samme år fik han Danske Dramatikeres hæderspris.
Man sidder vel ikke oppe om natten og skriver, hvis det ikke er vigtigt for én. Er det så ikke ubehageligt at tænke på, at manuskriptet kan blive misforstået?
»Man må lære at acceptere, at man en gang i mellem bliver skuffet. Ellers skal man finde noget andet at lave. Når jeg skriver stykket, er jeg så at sige inde i det. Jeg har alle kortene på hånden. Jeg skaber historien. I aften har jeg set historien udefra, fra en helt anden synsvinkel. For mig er det en spændende oplevelse.
I fjor instruerede jeg i øvrigt selv for første gang. Det var et radiospil, jeg selv har skrevet. Idéen var at udvide min viden om teatret, men hvad jeg kan bruge det til konkret frem over, ved jeg ikke. Jeg er bare glad for at have den erfaring.«
Når du sidder dér og skriver, hvad er det så, du håber, du rammer?
»Det kommer til at lyde højtideligt, men jeg forsøger vel at kratte op i tingene. Man søger vel de former, det indhold, som er ens blod. Jeg kan ikke tage hensyn til teatrenes økonomi, og hvor mange skuespillere, der er råd til at ansætte. Jeg skriver, de stykker, jeg kan mærke, at jeg skal skrive. Jeg kan godt lave bestillingsarbejde, men ikke på handlingen eller moralen eller den slags. Jeg kan skrive et stykke til fire skuespillere, endda fire på forhånd udpegede skuespillere, men man kan ikke bestille et bestemt budskab hos mig. I det tilfælde er der behov for en aviskronik, ikke et teaterstykke.«
Det kan godt være, at det er tarveligt at spørge sådan, men hvis der ikke er noget budskab i det du skriver, hvorfor skriver du så?
»Det er ikke spor tarveligt, men jeg kan ikke svare på anden måde, end ved at citere Ludvig Wittgenstein, filosoffen. Han sagde: "Alle spørger: Hvorfor noget? Hvorfor spørger de ikke snarere: Hvorfor ingenting?" Pointen er, at hvis man spørger folk "hvorfor", ebber svarene hurtigt ud.
På en vis måde er mit håb, at folk vil lade sig nøje med det, der er. Nemlig liv. For det er det, der er. Liv. Folk kæmper utroligt tappert gennem hele livet. Først er man alene, så bringer man børn op, og så er man alene igen. Samfundet jagter fremskridtet konstant, og man opfinder psykoanalysen og mobiltelefonen, men jeg er ikke sikker på, at noget at det, ændrer noget. Det, der er tilbage, er liv.
Jeg forsøger, at skabe et skuespil som folk kan gå rundt i, et univers de kan tage stilling til. Selvfølgelig har jeg min egen fortolkning, men den er privat, og jeg taler aldrig om den.
Det er ligesom en værktøjsmager, der omhyggeligt fremstiller en skruetrækker og sætter den til salg i sin butik. Køberen kan brække en bil op med den, ordne en stol eller klø sig i røven med den. Værktøjsmageren kan ikke vide det. Jeg ved heller ikke, hvad publikum bruger mine manuskripter til, men jeg håber, at folk bliver bragt på sporet af et eller andet.