Eskapismen sejrede over krigen

Krigstid er musicaltid. Filmen "Chicago" blev den første musical siden 1944, som vandt Oscar for årets bedste film - og dansk kortfilm tog atter verdens fineste filmpris

Hollywood
Med seks statuetter ud af 13 nomineringer blev musicalen "Chicago", som forudset i Jyllands-Posten søndag, årets store Oscar-sluger. Om det skyldes en særlig magtudøvelse med diskret pression, smædekampagner og aggressive PR-metoder kan ikke bevises - og årets TV-vært Steve Martin ironiserede da også over pressens skepsis overfor en Oscar-uddeling, som syntes iscenesat på forhånd.

"Det er helt korrekt, at Miramax har brugt usædvanlige metoder for at få "Chicago" valgt: Selskabet har være frække nok til at lave en god film," sagde den ellers ganske frække TV-vært Steve Martin.

Alligevel var aftenen stort set orkestret som en hyldest til "Chicago" med optræden af Catherine Zeta-Jones og rap-matronen Queen Latifah, som instruktøren Rob Marshal kun ansatte på filmen efter pres fra producenten. Til gengæld fik Marshal forhindret producentens idé med at presse popstjernen Britney Spears ind for at skabe et yngre publikumsmarked for filmen.

Alt det er fortid nu

"Chicago" blev natten til mandag den første musical, som har vundet en Oscar siden 1944, under Anden Verdenskrig. Måske er det trøst og eskapisme, som har fået det amerikanske filmakademi til at sætte flest stemmekryds på Rob Marshals rappe musical om, hvad berømthed kan betyde for at showbiz-karriere.

Filmen vandt priser for bedste film, birolle, klip, lyd, scenografi og bedste birolle til walisiske Catherine Zeta-Jones, som er i niende måned. Hun har nu modtaget to nomineringer, siden hun for nogle år siden flyttede sammen med Michael Douglas i det fashionable Bel Air-område i et hus med flere soveværelser, end der er nuller på parrets bankkonto.

Hendes egen mand samt svigerfaderen Kirk Douglas, som selv har en æres-Oscar på kaminhylden, åbnede her på Oscars 75. års fødselsdag kuverten med årets bedste film og udråbte "Chicago" til vinder. "Chicago" - en musical, som er den eneste særegne kultur, som amerikanerne selv har skabt. Det var som et manuskript, som kun filmbyen selv kunne have konstrueret det.

Alligevel blev pludselig slæbt en uventet sild på tværs af den velturnerede fortælling .

Den polskfødte jøde Roman Polanskis film om Wladislav Szpilman, en af kun en snes overlevende fra nazisternes udslettelse af jødekvarteret i Warszawa, modtog to Oscars. Det overraskende var Polanskis egen, fordi han i 1978 flygtede fra USA fra en anklage for voldtægt af en mindreårig pige.

Måske har det hjulpet, at hun i interviews bragt i bl.a. Los Angeles Times har tilgivet Polanski. Alligevel var han ikke til stede i det imposante Kodak Theatre, hvor stjernerne havde udskiftet pailletter med primært sorte modefaconer for at markere en forståelse for krigen i Irak.

Et andet oplagt valgt fra akademiets 6500 medlemmer ville have været at hylde instruktøren Martin Scorseses ikke helt perfekte episke drama om New Yorks fødsels i vold og bandeopgør, "Gangs of New York". Det kunne være sket i perfekt post 11. september ånd at prise den irske rockgruppe U2's sang til filmen, "The hands that build America", som kan tolkes som en hyldest til alle, der ønsker at give sit bidrag til et bedre, multietnisk Amerika - men overraskende og forfriskende gik prisen til den ofte provokerende rapstjerne Eminem for hans "Loose yourself".

Scorseses film fik intet

Mens TV-stationen ABC i forbindelse med reklameblokkene rapporterede, at ni amerikanske marinesoldater var dræbt og 12 var taget til fange af Saddam Hussein, gik den fremragende Chris Cooper på podiet og hentede sin pris for bedste birolleskuespiller i "Orkidé-Tyven".

Han hyldede sin medspiller Meryl Streep. "At spille med dig, er som god jazz", sagde han og mente bagefter til pressemødet, at krigen i Irak meget vel kan udvikle sig, så folks holdninger til den kan ændres. Mere ville han ikke sige om den sag.

Nicole Kidman, uden falsk næse, erklærede sig lykkelig over, at hun nu havde gjort både sin mor og sin datter stolt, og advokerede for, at festen skulle holdes på trods af krig.

"Jeg elsker mit job. Kunst er vigtigt at have i verden, ikke mindst i en krigstid," sagde hun bagefter.

På det tidspunkt var den danske instruktør Martin Strange-Hansen allerede godt i gang med champagne-glassene efter et par forrygende minutter i verdens søgelys. Som tidligere nævnt anså han sig for en for lille myre i det store spil til at ville andet end nyde sin oplevelse som nomineret.

Men pludselig blev novellefilmen "Der er en yndig mand" udråbt som vinder i sin kategori. Sammen med producent Mie Andreasen, selskabsdirektør Kim Magnusson og manuskriptforfatter Flemming Klem gik han på scenen og åbnede med en vits, som hentydede til, at Oscar-værtern Steve Martin indledningsvist havde sagt, at han personligt havde slikket på samtlige statuetter, inden showet begyndte.

"Næste gang, Steve Martin, så holdt dig fra løgene," sagde Martin Strange-Hansen og høstede ellers klapsalver for at hylde sin manuskriptforfatter.

"Jeg var lortenervøs. Dernede sad Nicole og Jack (Kidman og Nicholson, red.). Jeg havde egentlig skrevet noget ned, men jeg droppede det. Det var helt uvirkeligt. Og nu er der en masse, der kommer og trykker min i hånd og siger, at de stemte på min film. Jeg vil nyde hvert øjeblik. Hele natten," sagde instruktøren til Jylland-Posten, før han sammen med kammeraterne satte retning mod den efterfølgende fest Governor's Ball for alle deltagere.

Det er Martin Strange-Hansens anden Oscar. Han modtog en baby-Oscar for årets bedste afgangsfilm i 2001. Det er producent Kim Magnussons anden Oscar og fjerde nominering i kortfilmskategorien.

M&M Productions har gjort en dyd af at sætte sine kortfilm op i Los Angeles-biografer før jul, så de kan komme i betragtning til Oscar-festen.

"Først skal man selvfølgelig lave et godt produkt. Men derefter gælder det om at snakke sig tilrette med biograferne herovre og få dem til at spille filmen. Og så har vi også sat reklamer i filmbladene herovre," fortæller Kim Magnusson.

I alt 340 kortfilm har været til udtagelse.
Specielt kortfilminteresserede medlemmer af Oscar-akademiet udvælger de 10 film, som hele akademiet kan stemme om. Det sker ved visninger af filmene i San Francisco, New York og Los Angeles.
Filmens to hovedrolleindehavere, Camilla Bendix og Martin Buch, sad med i salen og tog en på opleveren.

"Måske oplever man aldrig dette igen. Så jeg skal have det optimale ud af det. Er du klar over, at vi bor på hotel med Robbie Williams og Pedro Almodovar. Det er helt vildt," siger Camilla Bendix.

Martin Buch ærgrede sig i al lystighed: "Nu har jeg chancen for at blive berømt. Og så viser det et klip, hvor jeg er maskeret som indvandrer. Så kan ingen jo genkende mig, så jeg kan slå igennem herovre," siger han med skæmptsomt smil.

At bedste fotografering gik til "Vejen til Perdition" var ventet af rent nostalgiske grunde. Filmens fotograf, Conrad A. Hall, døde i 2002 kort efter filmen var færdig. Han regnes blandt Hollywoods ypperste. Hans søn modtog på hans vegne med ordene: "Får du er væk, men nu har sat et mindre, der vil stå for evigt."

Aftenens mest skuffede mand, foruden Martin Scorsese, må være den britiske instruktør Stephen Daldry, som ellers har høstet mange priser for sin film "The Hours". Kun Nicole Kidmans hovedrolle blev forvandlet til en Oscar. Han blev overgået af både "Pianisten", "Ringenes Herre - De to tårne" (som fik to tekniske priser) og spanske Pedro Almodovars "Tal til hende", som blev den første udenlandske film i 37 år, som tog en Oscar for bedste manuskript.

Men Daldry har tidligere forsikret Jyllands-Posten: "Jeg tænker ikke på Oscar, når jeg laver film. Men jeg er godt klar over, at amerikanere begynder at forberede deres takketale, så snart de forlader deres moders skød."

anders.lange@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.