Hausgaard med halvanden skrue

Lige nu er Niels Hausgaard på 30-års-jubilæumsturne til 57 byer. Og der har lang tid i forvejen været udsolgt overalt.

Hjemme på ejendommen øst for Løkken har han sin kone ("som har taget hånd om det derhjemme, fordi det var det, hun ville"). Og sammen har de en datter. Familien har gennem årene flyttet sig noget rundt. Men aldrig længere væk end at naboerne stort set bliver ved at være de samme.
For selvom noget er godt, så kunne det måske blive lidt bedre: Derhjemme og på turne.
En høj grad af rastløshed og dertil en motiverende nysgerrighed har altid være fremherskende i den i dag 58-årige Niels Hausgaards liv. Også længe før han gjorde det til et hit at snuppe sig en lur på en halv time på hver side.
Han siger selv, at hans stræben aldrig har været målrettet. At ting altid er kommet bag på ham.
»Jeg søger ikke et bestemt sted hen, ligesom jeg f.eks. ikke søger en bestemt forfatter. Jeg finder en bog, og den viser sig at ville mig noget fantastisk.«

På anstalt

Hans drenge- og tidlige ungdomsår var præget både af oprør.
Til sidst blev den utilpassede side af ham så udpræget, at hans far, der var fisker i Hirtshals, og mor følte det nødvendigt at sende ham på opdrag?elsesanstalten Himmelbjerggården.
»Jeg ville hverken det ene eller andet, og gå i skole ville jeg da slet ikke. Derfor var Himmelbjerggården en straf, som jeg godt kunne forstå.«
Og årene på Himmelbjerggården frem til konfirmationen gav den unge Niels en god oplevelse.

»Men jeg havde også en fin ballast med hjemmefra. Var nok vildere end mine søskende, men dog elsket af far og mor - og bl.a. derfor bestemt ikke svag.«
Efter konfirmationen kom han "på landet", som man sagde. Han blev landbrugsmedhjælper. Senere kom han i lære som isenkræmmer.
»Men det holdt ikke en meter. En dag kaldte isenkræmmeren mig til sig og spurgte: Hvordan synes du selv det går? Jeg sagde, at jeg synes det gik forfærdeligt. Han sagde så, at det syntes han også.«
Kort efter kom Niels Hausgaard ud at fiske med sin far. Men gik så i land igen, denne gang for at komme i lære som smed på havnen i Hirtshals.
»Det stod jeg så igennem, selvom jeg hele tiden vidste, at det ikke var smed, jeg ville være. Så bagefter tog jeg ud at sejle i maskinrummet - på langfart.«
Hjemme igen forsøgte han at få en maskinmesteruddannelse.
»Men det var bare så kedeligt. Og jeg manglede en hel del elementære skolekundskaber. På et tidspunkt kaldte rektor mig ind på sit kontor og gav mig en opvisning i pædagogisk påvirkning. Prøv nu at forestille dig, sagde han, at du måske bliver gift og måske får en omgangskreds, og så sidder i en dag og spiller kort sammen, og pludselig viser det sig, at du er den eneste af jer, der ikke har en ordentlig uddannelse!«
»Og i den situation manglede jeg altså ord. Men jeg kan huske, at jeg lige på stedet besluttede mig til, at det her det gad jeg ganske simpelt ikke, og at sådan en omgangskreds ville jeg overhovedet ikke ha', hvor man sad og spillede kort. Så ville jeg hellere dø!«
Niels Hausgaard tog ud at sejle igen.
Så blev han soldat.
Og så blev han gift - med den kone han har i dag.
Derefter søgte han - og kom - ind på kunstakademiet i Århus. Det holdt i tre semestre.
»Der lærte jeg det, jeg skulle lære, nemlig at jeg ikke havde noget at gøre der.«
Siden blev han lærervikar i Farsø Kommune.
Undervejs havde han også gået til boksni - og lært sig selv at spille guitar.
Mens boksningen ingen betydning fik ("jeg var alt for langsom - og blev derfor ramt alt for tit"), så skulle der vise sig at blive mere fremtid i guitarspillet.
Han havde ingen egentlige idoler, men lyttede meget til amerikanske Pete Seeger (som for et par år siden pludselig stod og bad om Niels Hausgaards autograf efter at de havde spillet sammen) og skotske Alex Campbell - som Hausgaard også siden kom til at spille med.

En halv time

»Jeg skrev dengang omkring 1970 lejlighedssange og underholdt dem, der gad lytte. En dag var de der fra Nordjyllands Radio med en mikrofon for at få mig med i et program. Bagefter spurgte de, om jeg ikke nu og da ville skrive sange, der var aktuelle kommentarer til stort og småt omkring os. Og det gjorde jeg så.«
Det var på baggrund af disse indslag i Nordjyllands Radio, at Palle Juul, alias "Country Palle, derefter ad flere omgange foreslog Niels Hausgaard at lave en plade.
»Men det ville jeg ikke. Hverken første eller anden gang han spurgte. Men i 1973 sagde jeg så ja, hvilket blev til LP'en "Et Portræt". Fra den valgtes det kommende år et nummer ud til en singleplade. Det blev til "En halv time.", hvilket jeg var godt utilfreds med. Dels synes jeg ikke, at det var typisk for LP'ens indhold i øvrigt, dels synes jeg langtfra at det var pladens bedste nummer.«
»Men i det hele taget gik jeg ikke så højt op i det. Jeg tog hele pladeprojektet i almindelighed og mig i rollen som underholder i særdeleshed som noget aldeles midlertidigt. Og da slet ikke som noget jeg kunne leve af.«
"Men der, hvor det skulle ændre sig, var da jeg efterfølgende opdagede, at jeg havde fået et publikum, der var interesseret i at høre mere fra mig og mit univers. Det kom helt bag på mig, men naturligvis var det glædeligt. Men også forpligtende - på den interessante facon."
Og tiden skulle hurtigt vise at singlepladen var god nok til at skrive plade-historie og til at sætte kursen for en karrierer, der nu har varet i 30 år, og hvis popularitetskurve aldrig tidligere har været så kåd som netop under den igangværende turne.

Halvanden skrue

Lige nu og her har Niels Hausgaard overnattet i Århus, og vi lister rundt nede bag byens badeanstalt for at lave nogle friske fotos.
Der synes netop nu at være mange udspringere i afdelingen for danske komikere. Mens de fleste nøjes med at springer fra bassinkanten, og en lille gruppe forsøger sig fra tremeter-vippen, er der ikke mange, der har mod på at forsøge sig med underholderens tårnspring. At komme alene ind på en scene blot med en mikrofon og en guitar spændt op til grin er stadig forbeholdt de få. For der skal betydelige mængder af talent og kunnen til - og dertil mod.
Har man grinet sig gennem en aften med en Hausgaard med halvanden skrue, og set hvordan han lige nu klemmer på og optræder alle ugens hverdage og ind over weekenderne næste uden pauser, så er der et bestemt spørgsmål, der trænger sig på: Hvorfor et så voldsomt non-stop-udbud? Hvorfor ikke holde pauser undervejs? Hvorfor ikke ind imellem tage hjem til konen og hestestutteriet øst for Løkken og slappe lidt af?
»Det er altså ikke krukkeri, når jeg siger, at dybest set så betragter jeg stadig min karriere som noget, der kan holde op, når som helst. Og det er kun godt, for ellers kunne jeg ikke holde det ud. Hvis jeg var ansat til at gøre det her, så var jeg lusket af for længe siden. Det er jo fordi, jeg synes det er fantastisk, at jeg sådan kan få lov at lave det her på mine egne betingelser, og at så mange derefter er glade, at det gennem de 30 år er blevet stadig mere spændende.«
»Spændende, fordi det går mere og mere op for mig, hvor svært det egentlig er, og hvor meget jeg mangler at lære. Du bliver aldrig udlært i det her fag. Ktakten til publikum kan hele tiden gøres endnu bede. Hvis jeg har et endegyldigt mål er det vel noget i retning af, at vi kan sige alting til hinanden og blive ved at være lige gode venner. Hvad det angår er jeg stadig på vej mod det helt rene udtryk. På samme måde som en billedkunstner kan være det.«
»Men når jeg har gang i en turne som lige nu, så er jeg altså nødt til at holde fast i de energier, jeg får bygget op fra aften til aften. Det bliver ganske enkelt bedst, når jeg arbejder i lange stræk uden at tage hjem ind imellem. Sådan bliver det mest intenst. Hvis vi tænkte os, at jeg ind imellem nogle gange sad hjemme i en to til tre dage, så skulle jeg bagefter til at samle det hele op igen.«
»Det er den ene side af det. Den anden side er, at jeg selvfølgelig holder rigtigt meget af min familie og alt det derhjemme, men ingen skal have ondt af mine lange ture på landevejen ? med et utal af ove
rnatninger på hotelværelser, for en af sandhederne om mig er, at jeg elsker at være alene. Ja vel faktisk ind imellem har behov for at være det.«

Provokatøren

Har du et bud på, hvordan det kan være, at du fra scenen slipper helskindet fra at provokere så meget til højre og venstre - og et langt stykke ad vejen har held til at få os til at grine af os selv?
»Nej, for jeg har aldrig forsøgt at dykke ned i det der "hvorfor?". Og jeg vil heller ikke. For man kan ikke udelukke, at min styrke netop er, at det er jeg ikke bevidst om. Og hvorfor skulle jeg så prøve at blive det? Hvis der først begynder at gå taktik i det, så taber jeg. Hvis jeg forsøger at regne den ud: Det kunne de godt lide sidste år, så det må have noget mere af, så ville det i løbet af meget kort tid begynde at kede mig voldsomt.«
Selvom man nok kan placere dig sådan cirka i det politiske landskab, så har du alligevel nogle mærkesager, hvor du vil have lov at bestemme selv. Man kunne godt forestille sig, at forskellige politiske smagsretninger undervejs er blevet skuffet over dig hvad det angår?
»Jamen det er bestemt også sket. Og somme tider kan det være lidt ubehageligt, men det er altså en nødvendighed at skubbe sine egne lidt væk. Også for at undgå omklamring. Der findes jo - når sandheden skal frem - ikke et bestemt politisk parti, jeg kan gå ind for. Det primære for mig er af alt magt at forsøge at være demokrat - og det vil bl.a. sige at bevare en høj grad af engagement. Og for mig betyder det tillige i en så høj grad som muligt at føle et ansvar for helheden. De politiske farver på vej mod målet interesserer mig ikke så meget.«
Hvor får han sit nye stof fra? Hvor kommer inspirationen fra til den small-talk, der gennem årene er kommet til at fylde mere og mere i et Niels Hausgaard-show?
»Der er mig på scenen og publikum i salen. Og hvis der er en god kontakt den ene og den anden vej, så opstår der en tredje faktor - en magi - nemlig det der, som vi har sammen. Jeg ved ikke, hvad det er. Måske en fælles bevidsthed. Men under alle omstændigheder er det derinde at alt det gode materiale ligger. Derfor har jeg heller ingen adgang til det, når jeg er alene.«
Er der inden i dig sider af Niels Hausgaard som vi ikke kender fra scenen. Eller er du deroppe dig selv - alt inklusive?
»Deroppe er der én side af mig. Privat rummer jeg vel sådan cirka alle de andre sider. Herunder alle de svage. Hvad det angår er jeg vistnok som folk er flest.«

poul.blak@jp.dk