Gamle cirkusheste lugter savsmuld

Lige så magnetisk tiltrækkende det virker for et stjernefrø at komme på scenen, bade sig i spotlight og få publikums gunst.

Lige så rædselsvækkende kan tanken være, når karrieren er overstået og man har slået sig til ro som pensioneret balletdanser. Når den eneste motion er traveture med et par labradorhunde og ballet måske stadig er i blodet men ikke i fødderne.

Derfor var Kirsten Bundgaards første reaktion da også et stort NEJ, det kan der slet ikke være tale om, da hun blev ringet op og spurgt, om hun ville være med til "Stjernestund", hvor tre generationer sammen går på scenen i Stærekassen og i et stort balletshow danser udvalgte stykker af gamle forestillinger.

»Jeg har det da godt, som jeg har det - uden at stå på en scene,« svarede Kirsten Bundgaard, der blev aspirant i 1952 og solodanser i 1957. I 1971 gik hun på pension som danser.

Kirsten Bundgaard står nu i balletprøvesalen med det flotte navn Galeotti på Det Kongelige Teater og fortæller om sin første samtale med formanden for Den Danske Ballets Private Pensionskasse.

Uformel

Kirsten Bundgaard er uformelt klædt i cowboybukser og gul stikket bluse. Hun har tabt sig siden Poul Bundgaard døde, er en lille spinkel kvinde med den ranke ryg, der ofte bliver hængende ved tidligere balletdansere. Rundt om hende dukker stadig flere ældre og yngre dansere op til de i alt er de otte par ( en mangler), der skal til for at danse Menuetten fra Elverhøj. Flemming Ryberg instruerer og samler tropperne.

Imens fortæller Kirsten Bundgaard videre.

»Jeg bliver 67 år i marts og har ikke stået på en scene i 32 år. Jeg er da rystende nervøs og har det forfærdeligt lige nu. Jeg ved slet ikke, om jeg kan flytte fødderne. Jeg kunne bare have sagt nej, men Lise bondefangede mig. Hun sagde, at jeg måtte yde før jeg kunne nyde. Og det havde hun jo ret i, og så sagde jeg ja.«

Indsamling

Hele arrangementet er Lise la Cours idé. Og formålet er at samle penge ind til pensionerede dansere. I efteråret blev hun valgt som formand for Den danske Ballets Private Pensionskasse, der én gang om året i januar giver et lille beløb til alle pensionerede dansere. For ti år siden fik hver danser cmkring 6000 kr. Et beløb der kunne forsøde tilværelsen med en rejse eller lukke huller fra julen. »Men i dag er beløbet faldet til en tredjedel. Det skyldes dels den faldende rente, men også mange flere pensionerede dansere. Pensionsalderen er faldet fra 48 år til 40 år, og samtidig lever mange længere end før,« forklarer Lise la Cour.

Pensionskassen er formentlig verdens ældste af slagsen. Den er skabt af August Bournonville i 1869, fordi han ikke ønskede at se sine dansere ende på fattiggården, og det var en reel risiko dengang. Bournonville fik kongens ceremonimester kammerherre Løvenskiold til at være formand. Og pengene blev samlet ind ved karnevaler, årlige forestillinger på Det Kongelige Teater, optræden i Tivoli med mere. Senere blev særforestillinger erstattet af tvproduktioner, hvor et engangsbeløb hver gang gik til pensionskassen. Nu har DR nedlagt egen produktion af balletoptagelser til TV, noget Lise la Cour ærgrer sig frygteligt over. Og ikke kun på grund af pengene.

»Det er forfærdelig synd. Der er så mange fantastiske dansere og roller, der ikke bliver foreviget på TV for eftertiden. Og den store offentlighed ser slet ikke det, vi laver. Store stjerner går tabt, fordi de aldrig bliver filmet. Det er virkelig en skam. DR svigter sin public service forpligtigelse på dette felt,« siger Lise la Cour.

Ærgrer sig

Hun sidder i Californien i San José med ni timers tidsforskel og fortæller. Da hun satte gang i en "Stjernestund" havde hun forestillet sig, hun skulle instruere. Det har hun måttet overlade til Flemming Ryberg og Kenneth Greve, der begge er ansat på teatret. Og ligeledes må hun opgive at komme til de to forestillinger den 16. februar, da hun er alt for optaget som direktør for San José Balletskole med 400 elever fra 4-18 år. Til gengæld er hun grøn af ærgrelse over at blive væk.

»Jeg er virkelig ked af ikke at være der. Men der er glødende telefonlinjer hele tiden, for jeg ved lige hvordan det hele skulle se ud. Det handler jo ikke kun om penge. Det er også fantastisk at samle unge og ældre dansere, der ikke har set hinanden i årevis eller som slet ikke kender hinanden. Det er ikke sket i mindst 30 år,« siger Lise la Cour.

Uden musik

I prøvesalen er dansen i gang. Først uden musik. Det er svært. Elverhøj har ikke været sat op på teatret siden slutningen af 60´erne. Kirsten Bundgaard var med. Men hun var højgravid med sin yngste søn og var placeret aller bagerst. Dengang havde man værsgo' at være på scenen til sidste sekund, men ses med stor mave på skulle man ikke.

Nu danser Kirsten Bundgaard med Arne Bech, 60 år. Selvom fødderne er søgende, så finder de deres plads på gulvet og langsomt bliver trinene mere sikre.

»Jeg troede, jeg havde glemt meget mere,« siger Arne Bech, der har fået en hektisk rødlig farve i ansigtet selv om han virker helt rolig. Før prøven var inde i kostumeafdelingen for at prøve tøj. Han blev overrasket og glad, da han helt tilfældigt fik fat i en hat med AB for Arne Bech skrevet ind i stoffet. Og så fik han fat i en af sine gamle handsker og fandt hurtigt den anden. Måske fra en jubilæumsforestilling for Dr. Margrethe i 1995 i Tivoli, men han husker det ikke.

Arne Bech blev solodanser i 1984 og har danset mange betydningsfulde hovedpartier i sin karriere. De sidste år var han en effektiv regissør i balletafdelingen og for ti år siden forlod han Det Kongelige Teater for en stilling på Pantomimeteatret i Tivoli, hvor han har været regissør i 10 år. Nu har hans liv imidlertid taget en ny drejning. I sidste uge tog han sin eksamen som kordegn, og efter et par vikariater leder han efter fast stilling som, hvad han med et smil kalder »regissør i en kirke«.

»Jeg begyndte herinde ni år gammel og arbejdede til jeg var 48 år. Det er et langt arbejdsliv på 41 år, og jeg ville gøre det hele om igen, selv om jeg også er kørt hjem med tårer i øjnene indimellem. Det er en hård branche, hvor der altid står en afløser i kulissen.«

KramperErling Eliasson, der sluttede på teatret i 1997 40 år gammel står ved siden af og nikker.

»Jeg kan huske engang, jeg kravlede ud af scenen fordi jeg fik kramper i begge ben. De eksede simpelthen under mig. Det var i "Sacre du Primtemps", hvor jeg dansede et solistparti. Og straks sprang en anden danser ind og overtog mit parti.«

Arne Bech:

»Du skal lige tilføje, at du faktisk tidligere på aftenen var sprunget ind for en anden danser, der var blevet syg. Og så havde du prøvet hele dagen. Du var overanstrengt.«

Erling Eliasson:

»Og så kørte du mig hjem. Det glemmer jeg aldrig. Mange ting herinde ville ikke blive accepteret af Arbejdstilsynet.«

»It´s a way of life,« siger Arne Bech

»Ja, det er det. Og selv om der har været mange skuffelser, og jeg ikke kommer herinde særligt ofte, så har jeg den her dybe kærlighed til stedet og til alle dem jeg har kendt herinde. Jeg kan mærke det, når jeg kommer herind som i dag og genser gamle kolleger. Jeg ved godt, det kan lyde patetisk, men det er vel en slags familiefølelse,« siger Erling Eliasson. I dag håber han på en karriere som skuespiller. Der har været et par gode roller siden han holdt op på Det Kongelige Teater, men lige nu har han ikke noget at lave.

Med musik

På dansegulvet dirigerer Flemming Ryberg rundt. I stedet for bam, bam, bam er der nu kommet musik på, og det hele glider bedre:

»Det er meget, meget sjovt at få de gamle dansere ind på teatret igen. Og det går fint, de kan allerede trinnene. Men der skal nok komme nerver på, sådan er det. Selvom det er ganske banale renæssance danse, så går det hurtigt galt, når der kommer lidt ekstra trin på.« Flemming Ryberg er med sine 62 år den ældste af herrerne og han kender alle danserne. Han er fortsat aktiv karakterdanser og har ikke planer om at stoppe.

»Det er fortsat dejligt. Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg har danset alle de roller, jeg instruerer.«

Skæg og ballade

Efter en times prøvelser på gulvet foreslår "the grand old lady" og stadig aktive karakterdanser Kirsten Simone på 68 år, at der bliver lavet lidt skæg og ballade før de danser den 16. februar:

»Skal vi ikke alle sammen komme ind fra forskellige sider? Én kommer i kørestol, én anden med rulator, én med sjal og én med stok og når vi skal være klar på 16, så står vi parat til at danse?«

»Ja, god idé«, »Det lyder sjovt,« lyder det hist og pist. Men intet bliver afklaret i dag. Til gengæld lyder der et enstemming JA, da Flemming Ryberg spørger, om de vil have en prøve mere.

Kirsten Bundgaard har overlevet prøven. Hun ser glad og opløftet ud:

»Selvfølgelig er det da meget sjovt, når jeg først kommer i gang. Min nervøsitet har dæmpet sig, men jeg måtte have suffli af Kirsten Simone. Hun skulle bare sige firkant, så ved jeg jo med det samme, hvor vi er. Der er jo stadig noget cirkushest tilbage i mig.«

Linda.bang@jp.dk