Den magiske mose
Grauballemanden udstilles i ny skikkelse og i nye omgivelser på Moesgård Museum.
Han er over 2000 år gammel, men i fin stand.
Grauballemanden - Moesgård Museums kronjuvel og ét af de bedst bevarede moselig i verden - har det seneste år været indlagt og underkastet en masse undersøgelser.
Århus Kommunehospital og Skejby Sygehus husede en overgang den prominente patient, uden at indlæggelsen skabte ravage på ventelisterne.
Og den verdensberømte jernaldermand er blevet forsynet med et ansigt, rekonstrueret i overensstemmelse med de opdagelser, videnskabsmænd og forskere fra nær og fjern hidtil er nået til. Det "nye" ansigt vises i en montre ved siden af selve moseliget.
Ikke færre end 23 specialister har i et imponerende tværfagligt team gået Grauballemanden efter fra top til tå.
Resultatet kan publikum opleve fra i morgen, når udstillingen af Grauballemanden og den nyetablerede magiske mose åbner.
Værdifuldt vidnesbyrd
Det var netop i en mose nordøst for Silkeborg, at Grauballemanden under tørvearbejde dukkede op 16. april i 1952 to år efter fremkomsten af Tollundmanden, der er Silkeborg Museums klenodie, og som led den skæbne at blive hængt.
Arbejderne troede, at den lokale drukkenbolt, "Røde Kristian", var gået i mosen i Grauballe og omkommet. Politiet blev alarmeret, og en stedlig læge tog kontakt til den legendariske arkæolog P. V. Glob, der konstaterede, at det i stedet var et moselig, der fik navnet Grauballemanden efter lokaliteten. Arkæologen overbeviste endvidere omgivelserne om, at det ikke var uetisk og uværdigt at opbevare et moselig som en konserveret museumseffekt. Hans holdning og indsats medførte, at man i dag står med et værdifuldt vidnesbyrd om fortiden.
Glob mente bl.a., at Grauballemanden var ofret til en kærlighedsgudinde.
Skikken i Jernalderen var, at man normalt brændte de døde. Det kunne indicere, at moseligene ikke var udsat for tilfældige forbrydelser, men at der lå et logisk mønster bag. Men den definitive forklaring er endnu ikke leveret.
Tæt på Jernalderen
Obduktionen i 1952 afslørede, at Grauballemanden med en højde på 1,70 meter var 34 år, og han blev dræbt af et snit gennem halspulsåren. Han pådrog sig desuden kraniebrud og brud på det ene skinneben.
Hans sidste måltid var stort.
Det bestod af vælling, kogt på byg og hvede samt frø af pileurt og blød hejre. Dertil kom et stort antal af ukrudtsfrø i måltidet.
Mødet med Grauballemanden bringer museumsgæsterne tæt på Jernalderen og giver et realistisk bud på mosens kultur- og naturhistorie i denne epoke.
Søer og moser fungerede som rituelle samlingssteder for gudedyrkelse.
Der blev ofret mennesker og dyr, våben, smykker, vogne, lerkar og mad. Det viser fundene, der på grund af mosernes specielle kemi er velbevarede og derfor udgør en guldgrube for arkæologer og andre forskere.
Udstillingens tilrettelægger er museumsinspektør Pauline Asingh.
Særarrangementer
I præsentationen indgår et billeddigt om Grauballemanden af billedkunstneren John Olsen. Der er planlagt en række særarrangementer, som ud fra forskellige aspekter kaster lys over den spændende historie. Der holdes foredrag af Pauline Asingh og museumsdirektør Christian Fischer, Silkeborg Museum. Sidstnævnte taler bl.a. om de sælsomme træfigurer, der også lå i moserne. Fis-cher har studeret Jernalderens religiøse offerskikke gennem mange år og giver et bud på guders og religionens betydning i perioden.
Der etableres tillige fortælleværksteder og afvikles arrangementer for børn. Søren Ryge Petersens TV-film om de forskellige undersøgelsesstadier i Grauballemandens medicinske odyssé vises. Film om grønlandske mumier, en udgravning i Vedbæk af et lig for 7000 år siden og en canadisk TV-udsendelse om Grauballemanden er blandt de mange initiativer, som skal belyse det spændende fund og sætte det i perspektiv.