Sproget er en virus

Vi befinder os midt i en prisoverrækkelsestid og et af de mest aktive orkestre, når det handler om at modtage statuetter og beviser på musikalsk styrke i 2002, er en trio, det kan være svært at blive klog på.

Alle kan forstå Saybias efterskolesmerte, Jons TV-tække og synge med på en Outlandish-sang som ''Guantanamo'', men Malk De Koijn er sådan noget, de fleste ryster på hovedet af.

Alligevel er trioen den hårdeste udfordrer til popsucceserne i kampen om musikpriserne. Fire nomineringer til Danish Music Awards og seks nomineringer til den nye kritikerpris, Årets Steppeulv, er i en klasse for sig og endnu et bevis på, at Malk De Koijn ville være stærkt overvægtige, hvis de kunne leve af ros og gode anmeldelser.

En Malk De Koijn-plade bliver knapt spillet i radioen, men galskaben når alligevel ud til 10.000 fans, der også sidste år gjorde gruppens koncerter til hyldester og holdt liv i en autentisk kultsucces.

Det er koncerter, hvor Malk De Koijn lejlighedsvis optræder sammen med tryllekunstneren Mystiske Mr. Mox. Bornholms svar på David Copperfield har bl.a. tryllet rappere frem på scenen i Vega, og det er en praktisk hjælper for en gruppe, der egentlig ikke er en del af denne verden.

Tue Track, Geolo G og Blæs Bukki stammer fra et sted, de kalder Langestrand. Det er et parallelt univers, hvor fantasien sætter dagsordenen, og personer skifter identitet uden varsel. Netop som man tror, man har fået styr på den sproglige geografi, forskyder landkortet sig, og frem myldrer Karateklanen, Jim Daggerthuggert og kæmpesneglen, Sneglzilla.

Musikken er flippet, funky og alt andet end firkantet. Det er hiphop, men det er også en masse andet. Malk De Koijn er blevet sammenlignet med både hippierne i Steppeulvene og Frank Zappas syrede rablerier.

Er de svære?

Når man tænker på, hvordan dagens danske plademarked ser ud, er det utroligt, at Malk De Koijn får lov til at udgive plader. Det er sker endda på et multinationalt pladeselskab af den type, man har mistænkt for hellere at ville udgive TV-annoncerede opsamlingsplader end sætte penge i absurd dansksproget hiphop.

BMG's direktør, Henrik Daldorph, forklarer:

»Det kan godt være, vi burde koncentrere os mere om at tjene penge på den måde, men vi tror, det er vigtigt at udgive plader, som betyder noget. Jeg kan lytte til en Malk De Koijn-plade i et år og stadig være fascineret.«

Kan du forstå Malk De Koijn?

»Ja, på min egen måde. Om det er samme måde, som gruppen forstår musikken på, kan jeg ikke sige.«

Er de svære at arbejde sammen med?

»Det er svært at lave god musik. De er anderledes, men det er ikke rimeligt at sammenligne dem med andre kunstnere. De laver musik på deres helt egen facon. Det er en svær proces for dem, en meget langsom og skrøbelig proces, og vores opgave er primært at sørge for at fjerne bekymringer, så de kan bruge al deres energi på musikken.«

Henrik Daldorph siger, at Malk De Koijns to plader sælger støt og roligt.

»Vi sætter f.eks. ikke Malk De Koijn på udsalg. Det er til alle tider fuldprisplader. En kvalitetsvare. Det har kostet så meget blod, sved og tårer at lave denne musik, at den ikke kan sælges billigt.«

Er Malk De Koijn farlige?

»Deres farlighed ligger i tilgangen til det danske sprog. De ophæver reglerne og arbejder med deres egen grammatik, fonetik og tillader sig at være helt frie i deres associationsrækker. De har deres egen logik. Det er anarki, og det kan være farligt.«

Er det poesi?

Vi har altså at gøre med et orkester, der kan noget med ord.

Som de synger: "Det for vildt, ikke nogen tricks, det er flydende. Snegle spiser kiks."

Der er dem, der mener, at Malk De Koijn ikke kun skriver rap, men ægte poesi. Spørger man f.eks. lyrikanmelder Lars Bukdahl fra Weekendavisen, hvordan Malk De Koijn lyder gennem digterører, siger han:

»Når man vader rundt i sin egen verden, som er den pæne, ordentlige og redelige litteratur og poesi, som kan være en trist affære, så er det forfriskende at opleve noget og nogen, der behandler sproget på en måde, som man uden videre må sige er poetisk. De leger med lydene og betydningerne, og gør det fuldkommen vildt og galt.«

Giver teksterne mening på skrift, eller skal der lyd på?

»Jeg mener, de lader sig læse. Men det er klart, at i forhold til den almindelige poesi er det primært en mundtlig oplevelse.«

Du tøver altså ikke med at kalde Malk De Koijn poesi?

»I svagere stunder, når jeg ikke er ude med propagandamaskinen for rappen og forskrækker universitetslærere og højskolefolk ved at skrue op for CD-anlægget, så kan jeg være bange for, at det er en eksotistisk interesse, jeg har. At jeg kan lide dem, fordi de er fine og primitive og anderledes og alitterære. Men jeg føler mig rimelig sikker på, at de er genuint gode i en fuldstændig sand traditionel poetisk forstand.«

Lars Bukdahl fremhæver rollespillet og legen med ordene som gruppens stærke sider og sammenligner dem med en vild digter som Simon Grotrian.

»Man kan ikke altid finde ud af, om det er vrøvl, eller om det betyder noget, og det giver en særlig kildrende læsning.«

Er Malk De Koijn farlige?

»De burde være farlige for litteraturen. Malk De Koijns metoder burde være øjeåbnende for digtere og kritikere. Men også farlige. Pludselig kan man ikke stole på, hvordan tekster ser ud og opfører sig.«

Er det hiphop?

Malk De Koijn er altså nået uden for hiphopkulten. Topgode anmeldelser og hyldester fra litterater har gjort et andet publikum opmærksom på gruppens eksistens.

Engang var det anderledes. Malk De Koijn blev båret frem af hiphopscenens ultimative kærlighed. ''Smash Hit In Aberdeen'' er af mange anset for at være det bedste danske hiphopalbum nogensinde.

I hiphopmiljøet ved man ikke rigtig, hvad man skal stille op med Malk De Koijns nye venner.

Hiphopaktivisten Michael C.U.P. Rasmussen fortæller om en udsolgt koncert sidste år i Amager Bio:

»Der var få hiphoppere i salen, men mange gymnasieelever og en del lidt ældre folk af den slags, jeg normalt ikke ville give en flyveseddel, når jeg er ude og lave reklame for koncerter.«

Hvad er der sket?

»Det er blevet lidt trendsmart og fisefornemt at kunne lide Malk De Koijn. Det swinger godt med salat med pinjekerner. Det er blevet mode, og jeg tror, mange hører det uden at vide hvorfor.«

Mener du, at Malk De Koijn er blevet popsmarte?

»Nej, slet ikke. Det er ikke et publikum, de søger, men de har fået ros af anmelderne og priser for at forny det danske sprog. Det forstår jeg egentlig ikke. De burde have en bøde for at forværre det. Nu havde jeg lige fået styr på diktaten, og så kom det her band og lavede volapyk. Der er jo ''Diggi-loo Diggi-ley'' i rapversion. Ordene giver ingen mening.«

Er de opløst?

Den gamle kreds er altså blevet mindre, mens musikken har bredt sig som en farlig sproglig virus, der nu også kan lamme officielle prisuddelinger.

Bandet selv er p.t. underdrejet. Der er faktisk ingen, der kan svare på, om Malk De Koijn overhovedet eksisterer i netop dette sekund.

Vi ved, at Tue Track er i New York, at Blæs Bukki findes et ukendt sted på Vesterbro, og at Geolo G vist er blevet både far og færdiguddannet som arkitekt.

Det siges dog, at nogle af dem materialiserer sig, når Årets Steppeulv deles ud på fredag.

Og det er mere, end da de blev tildelt Københavnerprisen for et par uger siden.

Da havde de overvejet at sende en hund som substitut, men det endte med, at produceren Saqib Hassan modtog prisen med ordene:

»Jeg er her egentlig bare som gæst. Jeg aner ikke, hvor Malk De Koijn befinder sig, men jeg er sikker på, at de er glade.«

niels.pedersen@jp.dk