Kierkegaard og spidsborgeren

Hvad mente de egentlig om dannelse i dannelsesbegrebets barndom? Vi skal tilbage til København i første halvdel af 1800-tallet, hvor alle i den lille købstad kendte alle, der var værd at kende. Perioden er levende beskrevet af forskningslektor Joakim Garff i den prisbelønnede bog "SAK", en biografi om Søren Aabye Kierkegaard. Derfor har vi bedt ham om at være guide på rejsen tilbage til byen bag mure og volde. Joakim Garff præsenterer os først for tidens kulturelle hovedperson, Johan Ludvig Heiberg, dramatiker, kritiker, teaterchef:

»Heiberg var tidens æstetiske Højesteret. Vi har slet ingen pendant til ham i dag. Han var det hele, sad på alle tidsskrifter og kontrollerede nærmest mafiøst hele det intellektuelle miljø. Derfor var alle forhippede på at komme i kridthuset hos denne Heiberg. Det gjaldt også den unge Søren Kierkegaard, som beundrede ham, og derfor aldrig forvandt, at Heiberg i 1843 anmeldte hans første roman "Enten-Eller" temmelig maliciøst.«

Spidsborgeren

Søren Kierkegaards skuffelse er den biografiske indledning til hans livslange opgør med den dannelseskultur, som Heiberg var eksponent for:

»Heiberg foreskriver, at man bliver dannet ved at opføre sig som andre dannede mennesker. Man er blandt de dannede, ser hvordan de opfører sig, hører hvad de læser. Og når man gentager dét, er man på vej til selv at blive et dannet væsen.«

Men netop dét var for Kierkegaard indbegrebet af spidsborgeren, den store permanente skurk i Kierkegaards forfatterskab fra "Gjentagelsen" og fremefter:

»Kierkegaard ønsker ikke, at tilfældige historiske normsæt kommer til at determinere subjektet. Så bliver subjektet blot et ekko af en given tids normsæt eller en given tids forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er afgørende for ham, at man ikke bare gror til i et system af kulturelle eller moralske koder, men at man hele tiden har mulighed for at forholde sig dialektisk, reflekteret og selvstændigt til den form, som er gældende i tiden.«

Håndbog i artig adfærd

Så Kierkegaard siger nej til, at det enkelt menneske skal opfylde et sæt borgerlige normer, som allerede ligger på bordet?

»Ja, hvis man begynder at opfylde dem uden at spørge kritisk til dem. Så bliver dannelseskulturen bare konventionalisme eller formalisme.«

»Hertil kommer, at den borgerlige kultur så at sige blander blod og blæk med kristendommen, så kristendommen bliver en håndbog i artig adfærd. Derfor bliver der i hele Kierkegaards forfatterskab en modstilling mellem dannelseskulturen og den borgerliggjorte kristendom på den ene side, og det sande, autentiske gudsforhold på den anden side.«

Kierkegaard er en af de første, som begynder at sabotere dannelsestanken. Men Joakim Garff mener, at han ville blive forfærdet over at se, hvad der i dag er kommet ud af den sabotage:

»Kierkegaard mente ikke, at man kan leve helt uden form. Form er undertiden med til at hjælpe os gennem de ubærlige hændelser i livet. Det kan være et meningsløst dødsfald, et ungt menneske for eksempel. Det er og bliver meningsløst, men den omstændighed, at man kan gå ind i kirken, at der er en ramme, en form, en præst, der siger nogle bestemte ting - det er et eksempel på, hvilken styrke der kan ligge i formen.«

»Det gælder naturligvis om at finde et balancepunkt, så formen ikke bliver for dominerende eller en tom skal. Og det var netop den slags misforhold mellem form og indhold, som Kierkegaard var eminent til at få øje på.«

Så man skal med jævne mellemrum smide stivnede og tomme former ud, men bevare dannelsestanken som sådan?

»Ja. Jeg mener dannelse er kommet for at blive. Den får forskellige definitioner langs afsted, og den kan blive trængt så meget i defensiven, at den forpupper sig i en periode, som den har gjort indtil for nylig.«

Det skyldes, mener Joakim Garff, at de fleste har forbundet begrebet dannelse med at holde rigtigt på kniv og gaffel, vide lidt om alting, kende nogle bestemte forfattere, gå i teatret, høre opera. Men det er den karikerede dannelsestanke, som man siden ungdomsoprøret er gået i en stor bue udenom.

Den nødvendige omvej

»Man bliver ikke dannet af at sluge et leksikon. Bag begrebet dannelse ligger en helt konkret forestilling om, at et menneske ikke allerede og på forhånd er, hvad det skal være. Det bliver det først gennem en proces, hvor det bliver påvirket og formet, ligesom når pottemageren arbejder med sin lerklump.«

»Man ser det i dannelsesromanens komposition med de tre led: hjemme-hjemløs-hjem. Hovedpersonen forlader hjemmet, rejser ud, støder på modstand, forvilder sig, prøver nogle muligheder af, for så til sidst at ankomme til sig selv.«

»Men i vor tid skal man jo helst kunne komme fra punkt A til punkt B i løbet af ganske få sekunder. Jeg vil være mig selv og jeg vil være det nu! Det strider imod Goethe, som mente, at man kun kan blive sig selv ad omveje.«

Er der andet i nutidens forhold til dannelse, som ville forfærde selv den oprørske Kierkegaard?

»Man kommer jo ikke udenom at dannelse har noget at gøre med viden og tilegnelse, og det er jo ikke helt ligegyldigt hvad man tilegner sig, og hvordan man gør det. For eksempel hænger dannelse sammen med at have et historisk perspektiv bagud. Mange af de yngre, jeg taler med i dag, bliver meget usikre, når man bevæger sig ned i forrige århundrede. De mener, at verden bliver til med deres egen fødsel og derfor på det nærmeste også slutter, når de dør.«

»Der er en mærkelig ansvarsløshed forbundet med slet ikke at være bevidst om sin egen dødelighed. I dannelsestanken indgår, at vi er her kun for en stund. Så er det forbi, så tager andre over. Ligesom der før os har været mennesker, som har levet og kæmpet og elsket og stridt. Vi er en del af en stor kontinuerlig proces, og hvor trist det end kan være at vi dør, så er der altså fortilfælde i så henseende.«

Joakim Garff mener i øvrigt, at der er ved siden af den meget snævre egoisme og superindividualisme er tegn på en vis besindelse. En forståelse for, at vi har behov for et eller andet, der regulerer os i forhold til hinanden.

Filosofi i Folketinget

»Der er kommet mere fordomsfri og seriøs diskussion af eksistentielle, religiøse og filosofiske emner, end der var for 15-20 år siden. Personligt synes jeg det er fremragende, og jeg så gerne, at man gjorde langt mere ud af det. Vi har jo økonomiske vismænd. Tænk, hvis vi også havde et par filosofiske vismænd. Tænk, hvis man engang imellem rejste nogle af livets basale, eksistentielle spørgsmål i Folketinget. Det ville få mig til at lytte mere efter, hvad der bliver sagt derinde i det hele taget.«

»Det er bare en strøtanke, men lad os se om ikke det engang bliver til virkelighed. Når jeg holder foredrag rundt omkring, så bliver der i hvert fald stillet nogle spørgsmål, som viser, at befolkningen er stærkt undervurderet af de danske TV-stationer. Den måde TV infantiliserer sin henvendelse på er helt ude af trit med de mennesker, jeg møder ved foredrag i Holstebro eller Herning. Den anti-intellektualisme, som har hersket i flere årtier her i landet, har trukket viden ned i værdi, og det synes jeg er ulyksaligt.«

marianne.juhl@jp.dk