Elvis var en revolution

Till Elvis came, everything let me cold!« skal John Lennon engang have sagt.

»Elvis Presley ripped off Ike Eisenhower«, skrev hippie-høvdingen Jerry Rubin i sit manifest fra 1970: "Do it!"

Og sandt er det: Elvis var en revolution! Og som den eneste af alle revolutioner var den, han skabte, en lykkelig befrielse! Et vulkanudbrud i de stilfærdige og forknytte halvtredsere. På overfladen var 1950erne ro og fred og lad borgerlighed, men lige under overfladen boblede og sydede der en konstant uro, et latent drama af undertrykkelse og utilfredsstillede længsler og drifter: I can't get no satisfaction, som en af Elvis' mest dynamiske disciple og arvtagere, Mick Jagger sang en halv snes år senere.

Midt i halvtredserne, da han brød igennem, brød også anderumperne igennem herhjemme og slog sig løs i jitterbug på asfaltballer i Enghaveparken. Tiden var inde til en rå, animalsk rock 'n' roll.

Elvis slap uanede kræfter og en sanseløs vildskab løs - i hvert fald i USA, men hurtigt også i hele vestlige verden. Han satte fut i knægtene fra Liverpool, der blev til The Beatles.

»Far kiggede på sit hus og sin bil og sin manicurerede græsplæne, og han var stolt. Hele hans materielle ejendom retfærdiggjorde hans liv. Og han prøvede at belære sine børn: Han gav os besked om ikke at foretage os noget, som kunne lede os bort fra succésens vej, vi blev trænet i selvfornægtelse, så vi blev helt rundt på gulvet. Vi fattede ikke, hvorfor vi absolut skulle anskaffe os større huse, større biler, større manicurerede græsplæner. Vi blev tossede, og i længden kunne vi ikke ikke holde galskaben tilbage«, skriver Jerry Rubin.

Heartbreak Hotel

Man blev, som titlen lyder på en af halvtredsernes mest karakteristiske film: Rebel Without a Cause (1955), (dansk titel: Vildt Blod) med Elvis' åndelige broder, et andet halvtredser-ikon i hovedrollen: James Dean - med det smukke, melankolske ansigt og det fortabte, længselsfulde blik. Som om han boede fast på Heartbreak Hotel:

Tell ya something brother

found a new place to dwell

down on the end of Lonely Street

It's Heartbreak Hotel

sang Elvis og blev det usminkede symbol på ungdom og vildskab, sex og sanselighed. Han slap kræfterne løs og rokkede i obskøne hoftevridninger, en utilsløret, frivol, forslugen seksualitet, en ligefrem og lige på appel til instinkterne, men samtidig en afvæbnende uskyld.

»Elvis flåede Ike Eisenhower væk, da han fik vores nervøse, unge, vågnende kroppe til at rotere. Hård, dyrisk rock-energi bankede og sydede igennem os, mens den drønende rytme vakte undertrykte lidenskaber til live. Musik, der befriede ånden; musik der rystede os sammen«, hoverer Jerry Rubin og remser dem så op, rock 'n' roll-kongerækken: Buddy Holly, Chuck Berry, Jerry Lee Lewis, Fats Domino, Little Richard, Ray Charles, Bill Haley og mange flere: »De gav os liv/ beat og satte os i frihed. Men over dem alle: The King: Elvis! For Elvis lærte os: Let go! let go! Let go! Let go! Let go!«

En overflodskultur, der producerede en bil og en bilradio til hvert eneste middelklassehjem, blev den optimale rekruterings-base for Elvis. Mens bilradioen på forsædet rokkede løs med »I Want You; I Need You; I Love You!«, slog teenagere sig løs på bagsædet; mange nætter blev tilbragt på mørke, ensomme veje, hvor vi rullede og snoede os på bilernes bagsæder til dunkende rock-rytmer. Fortæller mange andre end Jerry Rubin.

Sørgelig nedtur

Tiden gik, men Elvis forblev på toppen lige til sin sidste, sørgelige nedtur, det forfald, han ikke kunne rejse sig fra, men sank ned i, indtil han blev fundet død eller døende den 16. august 1977, ikke engang 43 år gammel.

Jeg hørte det i radioen, og troede hjertet skulle briste og kunne ikke holde tårerne tilbage; kun èn gang før og én gang siden har jeg haft det på samme måde:

Den 3. januar 1960, da meddelelsen om Albert Camus' død ramte mig som kølle i nakken, og den oktober morgen i 84, da jeg intetanende samlede avisen op og læste, at Francois Truffaut var død, og tårerne bare løb.

De unge døde, der er mange af dem, rocken har krævet sine ofre. Ordet er valgt helt bevidst: For er rock-musikken en kult, så er den også en ekstase, en dionysisk offerkult: John Lennon, Brian Jones, Jannis Joplin, Jimmi Hendrix og mange flere - Erik Skaløe, for at nævne en hjemlig.

Den norske forfatter, Nordahl Grieg skrev i 1932 en smuk bog med titlen: "De unge døde", hvoraf han havde to generationer med ca. 100 års mellemrum: Den engelske romantiks digtere: Keats, Byron og Shelly; og derpå de faldne engelske digtere i den første verdenskrig: Wilfred Owen og Rupert Brooke, ham med "The Old Vicarage at Grandchester" - et digt der på sin egen løsslupne, fanden-i-voldske facon kan siges at foregribe beat-tekster og rap. Havde Nordahl Grieg levet længe nok, kunne han have føjet en tredie generation og nogle flere kapitler til sin bog: Rockens unge døde.

Men inden døden levede Elvis og sang - for fuldt udtræk. Den ru og rå rock blev afløst eller i hvert fald suppleret med blidere toner og en smægtende, velsmurt stemme, men intensiteten forblev den samme. Stadig hård og sensuel rock, men samtidig blev hans kostume, performance og sang glat og blank som et nyt spil kort. En hjerter knægt uden fedtede fingre. Når han galant kysser pigerne til tonerne af "Love Me Tender", er det prinsens kys - snarere end elskerens. Men stadig var han i stand til at bryde igennem al glimmer og staffage og simili med manifestationer af umiddelbar, overrumplende og medrivende livskraft, hvad enhver kan forvisse sig om ved at se koncert-filmen: "That's the Way It Is", hvor han synger "Bridge Over Troubled Water", så at Simon og Garfunkels originalversion herefter lyder som en duet med Brødrene Olsen!

Filmen skildrer forberedelserne til og gennemførelsen af en koncert i Las Vegas i 1969 og viser Elvis på toppen, den blide, sprøde Elvis, der forlokkende synger publikum ind i sin verden, men også en effektfuld, voldsom Elvis, der kaster sig ud i knaldhårde rock-nummre, som efterlader ham stønnende og svedende og med sveden drivende ned af det virilt blottede bryst - men det er en laber sved, nektar, ingen armsved pletter på noget tidspunkt det hvide bryst.

Karakteristisk for Elvis Presley og hans karriere er det, at han blev i Memphis Tennesse; her havde han rod, herfra hans verden gik. Her døde han. Han var måske nok sin mors dreng, men især en knægt enhver amerikansk mum kunne være stolt af. Selv er jeg helt vild med "Mamma Loved The Roses", som han synger til sidst på og - som der står - on request - på min plade med hans julesange. Sentimentaliteten i både tekst og melodi forvandler han i sin formidable stemme-modulation til ægte smuk, nostalgi og sanselig erindringsfylde.

Ingen kosmopolit

Elvis blev ikke - som så mange andre af rockens prinser - nogen kosmopolit; han stak ikke af; han pjækkede ikke.

Han behøvede ikke nogen eksotisk, alternativ åndelighed. Derfor rejste han ikke - som The Beatles - til Indien for at onduleres sjæleligt af en eller anden starut af en forloren guru. En rod som Bill Clinton, en fars dengsedreng som George W. Busch kunne snyde sig fra militærtjeneste; Elvis aftjente sin værnepligt - ved de amerikanske tropper i Tyskland og i ulastelig uniform med barberblads skarpe pressefolder og pomadiseret hår. I det antræk indspillede han filmen "GI Blues" og scorede et af sine fedeste hits, den sødladne og dog så troskyldige "Muss ich denn, Muss ich denn".

Hans film? De ville ikke få mange stjerner i dagens avis. Alligevel elsker jeg dem, labber dem i mig. Hvorfor? Jeg ved det ikke - eller, jo: På grund af mandens renhed. Der er en drenget renfærdighed, noget ubesmittet, en uantastelig uskyld i hele hans udstråling, en naiv livsglæde, en hjertevindende åbenhed i hele hans udtryk og adfærd. Han skaber miljø og fællesskab omkring sig, når han griber guitaren i "Blue Hawai" eller "Sjov i Acapulco".

Overraskelsen

På forunderlig og uforklarlig måde kunne han synge, så at han bestandigt havde en overraskelse i baghånden. Når man tror, at nu giver han, hvad han har, så overrumpler han med et udtræk ekstra, endnu større kraft i stemmen, endnu et register, der lutrer og gennemgløder følelsen. Selv har jeg, dengang forelskelser - især de ulykkelige - hørte til hverdagens forbandelser, vellystigt spejlet følelsen af spleen og narcissistisk melankoli i "Love Me Tender", "I can't help Falling In Love" og især "Are You Lonesome Tonight".

For når han synger om ulykke og tab, er han ikke protestsanger, men gør selve ulykken til genstand for beskuelse: Det handler om at se sig selv som ulykkelig. At lytte til sangen bliver et rollespil: Is your heart filled with pain?/ Shall I come back again? - You know, someone said the world is a stage and you must play a part

Så bygges sangen op som en forlist kærlighedshistorie - i akter, som på scenen : Now the stage is bare,/ and I am standing there,/ with emptyness all around/ and if you are not coming back to me/ they can bring the curtain down .

Tæppefald

Tæppefald - den 16. august 1977.

Men Elvis bliver stående, scenen er hans, han er den største: Elvis in excelsis - Elvis i det højeste! Han er og forbliver The King.

I levende live solgte han 600 millioner plader. Så mange millioner og atter millioner af mennesker kan ikke tage fejl! Det er godt at vide, man hører til dem. Allerbedst at have hans stemme i øret: "You Aint Nothing But a Hound Dog", "Jailhouse Rock", "If Every Day was Like Christmas", "You've Lost That Feeling", " Wooden Heart".

Dem alle sammen - ikke en eneste af dem ville jeg undvære.