Wig Wam Tour: Til kamp mod hapsdog'en

Når Wig Wam Tour slår teltdørene op i Tusindårsskoven i Odense på fredag, vil Thomas Helmig og D-A-D være spændte på en anden måde, end de plejer at være før en stor turné.

Dansk rocks p.t. største trækplastre har kastet sig ud i en musikalsk satsning, der er deres bud på, hvordan man laver en musikfestival, men forsøget vil give økonomiske øretæver, hvis det går galt.

Musikerne har tænkt ambitiøst og opfundet Wig Wam Tour som en rejsende festival, der gør holdt i Odense, Aalborg, Århus og København i løbet af august.

I hver by vil der være musik både fredag og lørdag i et telt, man kalder verdens største (i fuld version er det lidt større end Roskilde Festivals Grøn Scene). Man håber at se op mod 10.000 tilskuere pr. aften i Odense og Aalborg, mens kapaciteten bliver udvidet i Århus og København, så der bliver plads til et publikum på 20.000 pr. aften.

Thomas Helmig og D-A-D er ikke bare den nye festivals hovednavne, men også medarrangører og har del i den økonomiske side af Wig Wam Tour.

»Røven i dén grad på komedie,« som Jesper Binzer siger, og det er kun halvt i spøg, at han påstår, at han må flytte i campingvogn, hvis teltturen bliver en fiasko.

Thomas Helmig indrømmer, at han i denne tid nyder udsigten fra sin villa - så længe han har den.

Når musikerne alligevel tager det usædvanlige skridt og laver deres egen festival, skyldes det, at de tror, at festivaloplevelsen kan gøres bedre.

På deres mange rejser rundt i landet til festivaler og udendørskoncerter har de registreret, at fokus alt for ofte ikke er på musikken. Det handler mere om gynger, karruseller, sjove hatte og gøgl. Det er fint nok med hygge og øl i det grønne, men det er sjældent de ideelle rammer for gode koncerter.

Jesper Binzer:

»I D-A-D har vi altid været optaget af hele pakken. Lige fra dengang vi spillede i Saltlagret og selv sørgede for spande med komøg og halmballer på scenen. I dag ser vi, at koncertoplevelsen bliver forfladiget. Vi har da spillet til Grøn Koncert og har kunnet se en mening med at være en del af bredden. Men bredden kan - især når man har rødder i punken - også have en slagside.«

»Jeg synes, bredden har bredt sig,« indskyder Thomas Helmig.

»Da vi kom til Midtfyn i år, var jeg rystet. Der var et område, der var større end musikområdet, som lignede Palles Tivoli. Dét var Midtfyns Festival. Jeg troede, det var noget ved siden af. Jeg var i chok,« fortæller den århusianske sanger.

»Under planlægningen af Wig Wam Tour har vi talt meget om, at vi vil have selvrespekten tilbage. Præsentere musik, som vi synes, den skal præsenteres. Vi er godt klar over, at vi er del af en branche, der har savet i sin egen gren og slækket på kvalitetskravene. Det vil vi ændre på. I vores version af en festival kan man ikke springe bungy jump. Man kan høre noget fed musik og få noget ordentligt at spise i pauserne.«

Mad efter egen smag

Og netop maden er et område, de musikalske arrangører personligt går op i.

Der vil absolut ikke blive serveret hapsdogs eller de frikadelle-pitaer, som Jesper Binzer bliver ved med at fremhæve som bunden af bunden.

De vil servere mad, de selv kan lide, så forplejningen kommer til at bestå af forskellige slags kyllinger, Louisiana-burgere plus en drinksbar.

»Guderne skal vide, at det ikke er billigt, og jeg kan godt forstå, at mange arrangører bare vælger hapsdog'en,« griner Thomas Helmig.

Jesper Binzer:

»Jeg har tit tænkt på, at der må være en smule masochisme i os, når vi har lyst til at stå på en knold med en doven fadøl i regnvejr og høre et ligegyldigt band, mens vi venter på det band, vi gerne vil høre. Frikadelle-pitaerne smager ikke godt, der er stadigvæk kinakål i, og den franske hotdog vil jeg bare ikke røre.«

Selvtillid

Vi sidder i et mødelokale hos koncertarrangøren Rock On, der også har del i Wig Wam Tour. Omkring os står indrammede plakater fra tidligere koncerter og turnéer, bl.a. de store koncerter Thomas Helmig og D-A-D de seneste år har givet i Forum i København.

Som de første danske musikere i nyere tid kunne de fylde den store betonarena med 10.000 tilskuere. Folk var glade, og det var der, at idéen om noget større opstod.

»Vi oplevede, at det kunne lade sig gøre. Det gav selvtillid,« siger Jesper Binzer.

Thomas Helmig:

»Der var blandt publikum og musikerne en positiv stemning, hvor alle var begejstrede for, at koncerterne overhovedet fandt sted. Den glæde skal ikke kun være forbeholdt folk i hovedstaden. Vi har talt om Wig Wam Tour i lang tid og diskuteret, om vi turde lave sådan et sats. Vi er nogle af dem, der kan flytte hegnspælene, fordi vi har bevist, at vi kan trække folk til.«

Men ét er at have et godt koncertnavn, noget andet er de økonomiske muligheder, og Thomas Helmig, D-A-D og Rock On har som alle andre arrangører måttet allieret sig med en stribe sponsorer for at få budgettet til at balancere.

Mest tydelig i markedsføringen af Wig Wam Tour har Telia været. Teleselskabet har ligefrem stået bag en række TV-reklamer, hvor hovedbudskabet har været salget af telekort, mens det med musikken er blevet sagt i en bisætning.

Hvordan hænger det sammen med at få fokus på musikken?

Thomas Helmig og Jesper Binzer har ikke noget klart svar på, hvor grænsen går, når det handler om forholdet mellem musikere og sponsorer.

»I denne omgang har vi aftalt, at målet helliget midlet. Da Telia lagde penge til teltet og til TV-reklamer, blev Wig Wam Tour en realitet. Vi har fået boksen, og vi har en aftale, så må de selv om, hvad de vil bruge sponsoratet til,« siger Jesper Binzer.

»Man kan ikke lave et stort musikarrangement i dag uden at samarbejde med sponsorer.«

En god koncert?

Det mål, som Telia, det store telt, thaikyllingerne og musikerne i fællesskab prøver at nå, er sådan set ret enkelt: Det handler om at skabe rammerne for en række gode koncerter, også selv om Jesper Binzer og Thomas Helmig som musikere ved, at den slags perfekte øjeblikke egentlig ikke kan planlægges.

Jesper Binzer:

»Jeg kan fortælle, hvordan en god koncert er, men jeg kan aldrig forudse, hvornår den er der. Den gode koncert opstår, når man glemmer sig selv, og man kan mærke en accept fra publikum, så selv ens dårlige rejehop bliver oplevet som et følelsesudbrud mere end et show. Det er, når man kan lægge overjeget,« siger D-A-D-sangeren, der helt i det showglade bands ånd gerne vil have plads til store armbevægelser.

»Der skal spilles højt og gerne foran så mange mennesker som muligt. Små koncerter kan være gode, men når jeg har spillet en god lille koncert, ønsker jeg altid, at det havde været i større omgivelser.«

Thomas Helmig siger, at man på scenen hurtigt fornemmer, om en koncert bliver god.

»Der er nogle gange, man mærker, at det klikker i første nummer. Så er den der, og det er bare at skøjte resten af vejen. Selv fejlene er fede. En anden dag kan de slå én helt ud. Publikum er en stor del af det. Man løfter sig sammen. Når jeg selv er ude at høre musik, kan jeg mærke, når det sker.«

Hvornår har du sidst set en god koncert, Thomas?

»Det er lang tid siden. Jo, Isaac Hayes på Midtfyn var fedt på sin måde. Det var en opvisning af noget, jeg troede var forsvundet for 25 år siden. Ellers vil jeg sige Van Morrisons sidste koncert i Århus. Jeg havde set ham året inden, hvor det var dårligt, men sidst var det utroligt.«

Jesper, en god koncertoplevelse?

»Dylan i Hannover. Det var godt i Forum, men endnu bedre i Tyskland. Ellers må jeg indrømme, at de gode koncerter er sjældne.

Hvornår har du og D-A-D sidst givet en god koncert? Altså en af de store?

(Thomas Helmig griner:»Uh, vi skal helt tilbage til.....«)

»Der var fuldstændig dejligt gang i den til Skive Beach Party i juni, og det bringer mig videre til den situation, man møder på festivaler i dag. Det var en rigtig god koncert, men det var kun en lille del af publikum, der havde fokus på musikken.«

Den store finale

På Wig Wam Tour er Jesper Binzers D-A-D hovednavn om fredagen, mens Thomas Helmig topper plakaten på det mere poppede lørdagsprogram.

Ved siden af det økonomiske ansvar har de også ansvaret for, at koncerterne peaker. Det er en udfordring, Thomas Helmig er klar til.

»Jeg skal trumfe det, der bliver bygget op til om lørdagen. Jeg er den store finale, og det bliver det også.«

Har du selv valgt de andre bands, så det er nogen, du kan tæve?

»Jeg har været med til at udvælge dem, og det har været lærerigt. Jeg ville gerne have haft Sheryl Crow, men det ku' jeg ikke få. Jeg har ikke valgt efter, hvem jeg kan banke. Det handler om hvem, der kan og er ledige. Det var ikke nemt, og under arbejdet fik jeg mere respekt for festivalarrangører og en større forståelse for, hvorfor programmerne nogle gange ser besynderlige ud. Det er altså svært at sætte den slags sammen.«

niels.pedersen@jp.dk