Fortsæt til indhold
Kultur

Drømmen om New York

Efter at have holdt radioen i førergreb med den Kim Larsen-samplede ''City of Dreams", har The Loft udgivet et debutalbum, der stritter i mange retninger. Og stilblandingen er helt bevidst, siger Jakob Weise Hellum og Martin Bøge Pedersen.

Af NIELS PEDERSEN

Man tager rytmen fra Kim Larsens ''Midt om natten'', giver den en moderne overhaling og tilføjer en rap om New York, og så står man med et af årets største danske hits på hånden.

De seneste måneder har det været umuligt at undgå denne overraskende popcocktail, som den er blevet rystet af duoen The Loft. Sangen ''City of Dreams'' har været konstant gæst i radioen og har fundet masser af venner. Den har samtidig fungeret som effektiv reklamesøjle for The Lofts debutalbum, ''No Ordinary Man'', som netop er udkommet.

The Loft består af Jakob Weise Hellum og Martin Bøge Pedersen, og da de støbte hitsangen, var de ikke sikre på, at den nogensinde ville komme på plade. Ingen havde tidligere formået at få Kim Larsens velsignelse til et musikalsk lån fra hans sangskat, og folk omkring The Loft var skeptiske.

»Vi hørte ''Midt om natten'' i radioen, og den havde et fedt beat, som vi straks forsøgte at kombinere med rap. Alle, vi spillede sangen for, var begejstrede, men ingen troede på, at vi kunne få lov til at bruge samplingen,« fortæller Martin Bøge Pedersen.

Men der blev skabt kontakt til Kim Larsens ven og rådgiver Peter Ingemann, som var positiv, og da han serverede projektet for ''nationalskjalden'', kom godkendelsen prompte.

»Vi er ikke klar over, om Kim Larsen selv lyttede til sangen, eller om han stolede på Peter Ingemann. Vi ved, at han siden har hørt den i radioen, men vist ikke er helt klar over, hvad han skal mene. Det er jo musik, der er anderledes end den, han selv laver,« siger Jakob Weise Hellum.

Den store by

De to musikere og producere i The Loft sidder i et mødelokale hos pladeselskabet Universal i København. Begge i T-shirts og med synlige tatoveringer på armene.

På væggene i lokalet hænger platinplader og minder om Aquas store år. Uden for vinduet kan man se udbygningen af A.P. Møllers hovedsæde tage form.

Det burde være New York, der lå derude. Den amerikanske metropol spøger mange steder på ''No Ordinary Man'', og byen spiller med som skjult makker i ''City of Dreams'', hvor det bl.a. beskrives, hvordan man har lyst til at skrige, »New York City, I love you,« selv om trafikken bryder sammen.

New York er drømmenes by for de to musikere fra Køge.

»Musiklivet er altid inspirerende og i gang. Når der kommer en ny plade med en stor kunstner, fylder det meget, og folk står i kø ved pladebutikkerne. Der er ganske enkelt musik i luften,« mener Martin Bøge Pedersen.

The Loft har ofte besøgt New York, og albummet er mikset i byen, hvor der også blev lavet musikvideo og taget fotos til pladeomslaget.

»Det er fedt at komme på besøg i New York, men jeg tror ikke, jeg har lyst til at bo der permanent,« supplerer Jakob Weise Hellum.

Mange retninger

At der nu findes et helt album med The Loft, er resultatet af fem års studiearbejde. Martin og Jakob mødtes på en musikskole i Køge og begyndte at eksperimentere. Martin Bøge Pedersen kom fra et elektronisk univers, mens Jakob Weise Hellum smed sin sangstemme og mere rockede elementer i gryden.

På den måde er ''No Ordinary Man'' ikke et album med en entydig sound. Man får ikke 14 kloner af ''City of Dreams'', men en cd med rock, rap, dance og masser af moderne pop.

»Vi holder meget af at være i studiet og producere. Pladen skal vise, hvad vi kan, og vi er ude af stand til at begrænse os og kun arbejde med én genre,« siger Martin Bøge Pedersen.

På vejen mod pladekontrakt og hitsingle har duoen fået assistance fra rockveteranen Henrik Lund. Han var i en årrække indehaver af Easy Sound Studiet på Trianglen i København og fast makker med Kasper Winding m.fl.

Han var også med til at lave Caroline Hendersons ''Cinemataztic'', som The Loft var vilde med.

Duoen kontaktede Henrik Lund, da de havde brug for en sparringspartner i studiet, og han er i dag en slags ''hemmeligt'' medlem af gruppen og hjælper med både produktion og det forretningsmæssige.

Vil producere

Der er mange andre gæster på ''No Ordinary Man''. The Loft er i høj grad producere - to studierotter, der har det bedst med at være i baggrunden.

Blandt gæsterne er den svenske rapper ADL og den lokale Jokeren, som man for en gangs skyld kan høre på engelsk!

»Der er nogle, der har sagt, at det er sjovt, at man kan høre hans accent. Jokeren selv fandt det meget morsomt at rappe på engelsk,« forklarer Jakob Weise Hellum.

De mange gæster er med til at gøre debutpladen afvekslende, og den kan på mange måder opfattes som et visitkort fra de to producere.

De vil gerne producere mere for andre kunstnere i fremtiden, men først skal der forhandles færdig om udgivelse af ''City of Dreams'' i udlandet - også i lande, hvor man ikke kender Kim Larsens ''Midt om natten''.

niels.pedersen@jp.dk

''No Ordinary Man''

med The Loft

er udgivet

af Universal.