Årets Kunstner: Maleriet er mit liv

Området på Holmen ligner en livagtig kulisse til en film om Olsen-banden. Et ramponeret dollargrin slikker asfalten. Rockmusikere og stuntmen gør deres flittige entré. I et af de gamle bade- og omklædningsrum for B & W-arbejdere har billedkunstneren Nina Sten-Knudsen masser af plads til sine monumentale malerier.

Ingen forstyrrende mobiltelefoner med smalltalk og udveksling af banaliteter. Stilheden i behørig afstand fra hovedstadens jag er med til at skærpe hendes koncentration og bane vej for hendes livsprojekt, der handler om at udstyre beskueren med en frihed til at iagttage billedet og komme i dialog med kunstneren. For hendes billeder er først færdige, når beskueren gør sig observationer og efterfølgende refleksioner.

Nina Sten-Knudsen, der i dag modtager Morgenavisen Jyllands-Postens Kunstpris, et studierejselegat på 50.000 kr., er forudbestemt til et liv som maler. Moderen er den svenske malerinde Nan-Marie Græbe, uddannet på Kunstakademiet hos William Scharff og med et dybt afsæt i de franske malere. Faderen, professor, dr. med. Ove Sten-Knudsen, er ivrigt optaget af især italiensk renæssancekunst.

Maletradition er en del af Nina Sten-Knudsens opdragelse. Hun lærte navnene på farverne før den lille tabel, og kunstspørgsmål indgik i konversationen, uden at det havde karakter af tvang.

I barndomshjemmet husker hun, at der stod monografier af van Gogh og Paul Cezanne til rådighed, og at de hyppigt blev konsulteret.

»Det var en naturlig ting for mig at male, og jeg mødte ikke modstand i miljøet. Tværtimod. Siden mit 16. år har jeg arbejdet professionelt med maleriet, og allerede som 15-årig forlod jeg skolen og flyttede hjemmefra. Jeg vidste, at jeg ikke ville studere. Jeg arbejdede som keramiker og serigraf et års tid og fandt ud, at jeg ville være maler. Jeg tegnede på Glyptoteket og havde i Egon Bjerg Nielsen en fantastisk lærer, der hjalp med at vælge de værker ud, jeg skulle indsende for at blive optaget på Kunstakademiet. Her var Sven Dalsgaard gæsteprofessor, og han stillede konstant spørgsmål til maleriet. Det lå i tiden, og det var også meget sundt at få vendt problematikken.«

Nina Sten-Knudsen tilhører årgangen af De Unge Vilde: Claus Carstensen, Peter Bonde, Kehnet Nielsen, Jan Sivertsen, Annette Abrahamsson, Dorte Dahlin, Berit Jensen, Morten Stræde og Elisabeth Toubro. Et kuld, der bragte sig i frontlinien og foretog fælles manifestationer, og hvis indbyrdes forhold var tæt. Man diskuterede på livet løs og lavede værker sammen.

Markante præstationer

Nina Sten-Knudsen debuterede i 1979 med Peter Bonde og Claus Carstensen i Galleri St. Petri i Lund, men efterhånden indså hun, at hendes projekt lå et andet sted, og hun gik sine egne veje.

De kendteste udstillinger var "Kniven på hovedet" på Tranegården i 1982 og "Uden titel" på Aarhus Kunstmuseum 1983.

»De Unge Vildes eksistens varede i tre år og repræsenterede en betydelig energiudladning.«

Nina Sten-Knudsen vedkender sig sin gæld til de store kolleger: Turner, Claude Monet, Goya, Rembrandt, Leonardo da Vinci og Vermeer.

Nina Sten-Knudsens to kæmpemalerier "Museum" og "The Wave" er solgt til Statens Museum for Kunst. De blev udstillet på DCA Gallery i New York. De senere år er det tillige blevet til markante præsentationer på Ny Carlsberg Glyptotek og Randers Kunstmuseum. Til sommer rykker hun ind på Sophienholm og viser separatudstillingen, der dækker en produktion fra 1979 til 2004. Men kun et værk fra hver periode udstilles. Senere sendes værkerne til Holstebro Kunstmuseum.

Spændt på facit

»Maleriet er hele mit liv. Det kan skildre et rum, ikke forstået fysisk, men som et mærkeligt labyrintisk lag af erfaring og erindring. Jeg ønsker ikke at skabe et fysisk rum, men derimod at inddrage den viden, som er akkumuleret de seneste 200 år som en enorm informationsmængde. Jeg prøver med mine malerier at give billeder, beskueren kan tolke med udgangspunkt i egne erfaringer. Der eksisterer en kvalitet i maleriet, som ikke findes i andre medier. Maleriet kan fortolke et rum på en anden måde end fotografiet, videoer, computere og alle de elektroniske medier. Maleriet indeholder et nærvær, andre medier savner. Jeg opererer ikke med et fast defineret rum. Picasso og Cezanne brød med centralperspektivet. Jeg vender det om som et omvendt centralperspektiv. Et nyt rum med andre ord. Jeg fascineres af den sanselighed, der opstår i farvernes spil med hinanden,« påpeger Nina Sten-Knudsen, der forklarer om sin arbejdsproces:

»Jeg lægger lærredet ud på gulvet og begynder at male. Jeg er meget spændt på, hvad der vil ske, og forventningen holder mig i gang. Det er et ukendt rum, jeg lukker mig ind i, og jeg aner ikke, hvilke figurer der skal med. Efterhånden opstår farverne og fejltagelserne, som løbende korrigeres, og på et tidspunkt går hændelsen op. Så maler jeg situationen. Det lyder nemt, ikke sandt? Men det er svært. Processen tager fem-seks måneder, og jeg arbejder med to malerier på én gang. Nogle figurer springer fra det ene maleri over på det andet som en flok vilde køer, der hopper ud af en indhegning. Det er spændende og overraskende.«

Nina Sten-Knudsen udformer titler, når hun er færdig med at male.

»Man kan jo ikke betegne alle malerier med "Uden titel", for det er også en titel. Et tal, som gør det ud for en titel, vil give betydning fra sig. Så vil jeg hellere selv styre processen ved at udfærdige titler, som kan opsummere billedets intention. Et koncentrat af anstrengelserne. Men en titel må ikke få indflydelse på billedet. Derfor udformes den til sidst.«

Europæisk folkekunst

Nina Sten-Knudsen har studeret etnografi og gjort feltarbejde, men hun føler, at hun er blevet misforstået, når man har ment, at hun kun har været optaget af indiansk og afrikansk kultur.

»Slet ikke. Jeg er interesseret i europæisk primitivisme. De Unge Vilde - som i Tyskland og Italien - fjernede sig fra 1970'ernes amerikanske kunst og påvirkning og beskæftigede sig med egen kultur og egne rødder. Jeg er optaget af europæisk folkekunst. Da jeg skabte den norske stol - primitivt udhugget - var kritikernes reaktion: Hvorfor en afrikansk stol til Norge? Folk troede, den udgjorde en længsel og en utopi, men den var i virkeligheden en del af europæisk kultur. Da jeg malede ulve, ørne og andre dyr var det ikke en henvisning til en anden kultur, men til den europæiske primitivisme.«

Nina Sten-Knudsen siger, at hun forsøger at lave et politisk billede støvsuget for partipolitik og paroler.

»Det skal være et billede, der siger til beskueren: Du er også en del af maleriet. Derved opstår en virkelighed, som fotografiet ikke magter.«

Nina Sten-Knudsen drømmer om at flytte til Italiens lys og varme, når hendes to børn snart er flyvefærdige.

»Jeg bliver deprimeret af det nordiske mørke, der i lange perioder lammer mig.«

larsole.knippel@jp.dk