Fortællinger i kredsløb

Hvorfor skal alt være så nautisk? Hvorfor vender han ikke bare sin sprogligt overlæssede kajak og padler fra Påskeøen for at skabe en visionær fortælling? Den her kender vi jo til bevidstløshed - selv på TV har han fortalt den.

Landets måske bedst kendte, utvivlsomt mest solbrændte forfatteransigt nyder ingen immunitet i forhold til kritikernes penne. Ætsende morsomheder om Ib Michael og hans nye roman "Kejserens Atlas" fyldte et par store aviser i forrige uge, og selv om langt størstedelen af udklippene i forfatterens samlermappe rummer flotte og påskønnende udtalelser, har de negative fæstnet sig i et følsomt sind.

Kritikken angik en idé, der tog afsæt i sporet fra "Kejserfortællingen" fra 1981. I hele 20 år gik Ib Michael med ønsket om at skabe en science fiction- eller fremtidsroman, men dele af litteraturens tæskehold skulle kun bruge 20 minutter til at affærdige det stort anlagte projekt. De mente, at forfatterskabet har udviklet sig i gal retning, altså i det omfang, de har registreret en udvikling. Nu da han er kæntret i trivialoceanet, skulle han hellere skrive den favnende generationsroman, kulturredaktørerne altid efterlyser, var holdningen vist.

Hvis blege kontorfingre var mindre skrøbelige, kunne de lige så godt have knaldet ham en på tuden.

»Jamen, rent privat går det mig da på, og hvad skal jeg egentlig sige? Undskyld, at jeg er den, jeg er. Undskyld, at jeg har sejlet med Nordkaperen og er fascineret af at rejse. Folk må genlæse "Vanillepigen", hvis de godt kunne lide den. Jeg skriver den ikke igen. Og hvis folk bliver skuffede over "Kejserens Atlas", jamen, så må de læse en anden forfatter. Jeg kan ikke levere, hvad folk vil have, kun hvad jeg selv føler for. Men jeg synes faktisk, at jeg denne gang har lavet noget nyt,« svarer Ib Michael.

Etableret

»Sagen er nok, at jeg er blevet etableret, og folk tror efterhånden, at de kender mine bøger, før de udkommer. Det er berømmelsens pris. Jeg medvirkede jo i en række TV-udsendelser, som måske ikke var så dybe. Men hvorfor skal alting være det? I øjeblikket er det meget interessant for mig at læse anmeldelser af "Prins", der netop er udkommet i Tyskland. Der kender folk mig ikke på samme måde, og det giver altså en anderledes vurdering.«

Men de danske anmeldere kunne nu også godt lide "Prins". Problemet - for nogle - er "Kejserens Atlas", som globetrotteren har tumlet med så længe, og som blev skrevet uden ophold, da han omsatte sine tusinde hjerneknips til en historie.

Vi sidder i et mødelokale i Gyldendals marketingafdeling i Pilestræde, København. Der er en glasrude øverst i den lukkede dør, og forfatteren spejder jævnligt ud på gangen, hvor travle ansigter gungrer forbi. Kritikere, hvorfor skulle Ib Michael tage ved lære af en mindre gruppe kritikere. Denne del af samtalen irriterer ham. Han har 26 udgivelser bag sig, han har selv skaffet sig sit enorme publikum. Her i de velmeriterede gemakker er hans værdi da heller ikke til diskussion, og han vinker jævnligt til de loyale på den anden side af døren.

»Anmeldelser er en service for publikum, ikke for mig. Jeg vender front mod læseren, jeg tager hensyn til læserne. Hvis de vil med ind i mit rum, så er det fint, og så vil jeg bestræbe mig på, at de aldrig vågner af tekstens drøm, som Gabriel Garcia Marquez har sagt. Jeg er til stede for dem, der vil med ind i rummet, men jeg kan ikke hjælpe dem, der ikke vil med derind,« fastslår han.

Fortællerummet

»Jeg er ikke realist med udgangspunkt i det urbane rum. Jeg er en forfatter, der er dybt fascineret af havet som fortællerum. At anbringe mennesker i ensomhed på et skib, sådan som Herman Melville gjorde med Moby Dick, er en fundamentalt spændende psykologisk konstellation. Hvis folk ikke vil vide af fortryllelsen, eller hvis den ikke indfinder sig hos dem, så er det ok. Jeg læser selv mange bøger, og jeg forventer ikke, at de er lige gode alle sammen. Jeg har måske store armbevægelser, men sådan er min person, og jeg nægter at fjerne luftgyngerne fra mit cirkus.«

Med "Kejserens Atlas" arbejder Ib Michael i tre dimensioner, tre rum. Rummene er vidt forskellige i tid, men i dem alle foregår den samme historie, så de samlet danner en slags hologram.

I den ene dimension følger vi en samtidig kærlighedshistorie fra Hundested om Nina og de enæggede tvillingebrødre Toke og Kim. De to mænd ligner naturligvis hinanden, men vokser til hinandens modsætninger. Nina er gift med Kim, og da hun indleder en affære med Toke, bliver han pludselig hersker over broderens liv.

I en anden dimension udspiller sig en højteknologisk rejsethriller med Toke i centrum i et nært fremtidsunivers, hvor der er internetadgang over alt. Toke har bestilt et lejemord på sig selv, og han er på flugt i Japan og på verdenshavene. Her erobrer han for resten også magten i et mytteri.

Klassisk legendekomposition får læserne i den tredje dimension, da vi via brødrenes mor, Gunvor, får adgang til en krønike om shogunen Tokugawa og hans tvilling, gartneren Nakamura. Et blodigt, ødelæggende drama finder sted i en hemmelig have, optegnet i kejserens atlas.

Spidsrod

Undervejs springer læseren fremad i spidsrod fra dimension til dimension, mens historierne flettes tættere sammen. Langsomt forstår vi, hvorfor Toke har bestilt mordet, og hvilken mytologisk arv bodshandlingen trækker på.

Jo, det er en vældig mundfuld, og manden med det brede, hævede bryst i polo shirten har ikke selv svært ved at finde fornyelsen.

»Den er, at der ud fra summen af de tre rum, eller interaktionen mellem dem, opstår et fjerde. Det fjerde rum forklarer, at menneskene bevæger sig i faste mønstre, at historien gentager sig og altid har gentaget sig i fraktaler. Historierne kan principielt læses hver for sig, men isoleret set giver de ingen mening for mig. Så bliver de enstrengede. Bogen er også skrevet som du læser den, hvor man måske kunne forestille sig, at den var skrevet i tre dele for senere at blive klippet sammen,« siger Ib Michael.

Han rækker ud efter to Maarum-kapsler, der ligger på bordet. Så placerer han højre hånds pege- og langefinger på undersiden af hver sin og drejer dem rundt om et punkt på bordet.

»Jeg forsøger at få en særlig rumfornemmelse ind i romanen, at spille skak med planeterne ved at sende to historier i kredsløb om en mytologisk fortid. Om shogunen. Det illustrerer, hvordan den samme dæmoni er indfældet i os og afspejler nogle psykiske og historiske strukturer i det liv, vi lever. Et brud med mønstret er den eneste vej ud, og det kan heldigvis lade sig gøre, viser slutningen af romanen. Men ikke uden nåde og kærlighed,« siger Ib Michael.

Allegori

Som allegori for de komplementære historier skriver forfatteren, om det, han kalder etplanskronologien. Han sender Toke til Påskeøen, lysets navle, hvor der opstår et sammenfald af tidsdimensioner. Trækker man linjer fra øjnene på øens statuer, styrter de alle ned i samme punkt på en stensætning.

I fremtidsdelen, skrevet før 11. september, beskriver han terrorproblematikken. Efter et angreb på The Bionic Tower i Shanghaj spredes således »terrorens hvide pulver«, men løsningen anvises i myterne med budskabet om, at den vej, der en gang er druknet i blod, aldrig igen bliver værd at følge. En anden formulering af tilgivelsestesen er, at man drysser frøene yderligere omkring, hvis man hugger voldsomt i et tidselbed.

»Den forbitrede voldsspiral er i gang, og kun et brud på det hidtidige reaktionsmønster kan skabe en bedre verden. Problemet er, at vi har svært ved at se, hvor fundamentalistisk vores egen kultur er. Når man rejser så meget, som jeg har gjort, må man give afkald på sine fordomme for at klare sig. Og så opdager man, at der er mange forskellige hemmelige haver og værdigrundlag, hvorfra livet udgår. Men det er svært for magten at begribe, når den er invaderet af frygt.«

Frygt er siden terrorhandlingen i New York blevet en del af hverdagslivet for mange, og det er fristende selv for en verdensfarer som Ib Michael at flygte permanent.

»Mit Noahs Ark-instinkt kribler da ind i mellem. Vi leger i øjeblikket med tanken om at købe min elskede kone Hannes faders selvbyggede skib, og måske skulle jeg simpelthen leve på det. Jeg synes sgu også verden er ved at blive oversvømmet af elendighed.«

Modnet

Ib Michael, 56, er dog ikke mere desillusioneret, end at han føler sig grundlæggende moden og konsolideret som forfatter. Ellers havde han ikke turdet realisere sin drøm om at skrive en så vidtfavnende fortælling som "Kejserens Atlas".

»Idéen opstod første gang for 20 år siden og lå længe i skuffen med arbejdstitlen "Orbit". Midt i 1990'erne blev den dog for alvor vakt til live igen. Jeg var på Rødehavet med Nordkaperen, da en dykkermakker fortalte om en pensioneret organist, der til en rund fødselsdag fik sit gamle orgel, sit livsværk tilbage. Jeg synes, at det var en fantastisk historie. Jeg lavede ingen research på den, men fortæller den altså gennem tvillingernes mor, Gunvor. En så omfattende fortælling kræver, at man trækker meget på sin egen livserfaring. Derfor er bogen først skrevet nu.«

Ligner Ib Michael selv en person i romanen, er det netop den gamle virtuose kone, der åbner hemmelige haver med sine myter.

»Lige som Gunvor har jeg nået den alder, da jeg kan overskue flere facetter. Jeg har forladt glitterverdenen, og hvor hun har sin egen indre musik i tangenterne, har jeg den i mit tastatur. Jeg er lykkelig, når jeg skriver.«

michael.enggaard@jp.dk