Ny biografi om Jens Otto Krag: Statsmand og skørtejæger

Han var statsmand og skørtejæger, i besiddelse af en stringent analytisk begavelse og disponeret for kunsten. Han kunne føre sig frem med pondus på metropolernes bonede gulve, men gjorde sig også gældende på de hjemlige brædder i Randers-kredsen. Som bysbarnet Henrik Pontoppidans Lykke-Per forlod han fødebyen, men vendte den aldrig ryggen.

Nu foreligger den første af to sammenhængende biografier om afdøde statsminister Jens Otto Krag, skrevet af historikeren, dr. phil. Bo Lidegaard, der som den første videnskabsmand har fået adgang til den store socialdemokratiske politikers båndlagte dagbøger og andre private optegnelser.

Bo Lidegaards gennemgang begynder i 1914, da Jens Otto Krag kom til verden, og fortsætter til og med 1961, da han erhvervede fristedet Skiveren i Nordjylland. Bogen udsendes torsdag.

Det sidste bind, der udkommer til marts næste år, omhandler tiden fra 1962, da Krag satte sig i statsministerstolen, og slutter i 1978 med den afgåede toppolitikers død.

Bo Lidegaards konklusion efter at have gravet i arkivalierne i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv samt i et stort antal andre arkiver i ind -og udland er:

»Jeg betragter Krag som det 20. århundredes største statsmand i Danmark. Han var et meget søgende menneske, som havde andre succes-kriterier end dem, de fleste tillagde ham. Det er én af grundene til, at offentligheden finder ham så mystisk. Folk føler normalt, at en politikers højeste ambition i livet er at nå til tops. Det var det ikke for Krag. Han blev toppolitiker efter det andet eller tredje valg i tilværelsen. Han ønskede brændende at blive journalist og var en fremragende formidler. Han drømte også om at få et gennembrud som forfatter. Han blev hverken journalist eller forfatter og måtte så gøre karriere som politiker. Mange opfatter, at den succes, han fik som politiker, var identisk med hans livsstræben. Det er ikke rigtigt. Krag var i øvrigt en kapacitet ud over det sædvanlige. Utrolig flittig. Han forfattede indlæg, redigerede programmer og bøger og læste selv i de mest pressede politiske situationer. Han sugede til sig af dansk og udenlandsk skønlitteratur, var fortrolig med mange genrer, så man i dag kan spørge: Hvilke af dagens toppolitikere får læst en roman om ugen? Og så var Krag i øvrigt ikke en tørvetriller privat.«

Inspirationen

Bo Lidegaard fik idéen til det store Krag-projekt, mens han arbejdede med sin biografi om den danske ambassadør Henrik Kauffmann, der fra sin position i USA og på egen hånd under Besættelsen tillod amerikanerrne at benytte Grønland militært.

»Jeg tænkte, at Krag gav mig mulighed for at fortælle en historie om det moderne Danmarks tilblivelse. Han var med hele vejen fra 1930'erne, da Stauning lavede Kanslergade-forliget. Han begyndte at få indflydelse under de fem besættelsesår og blev en ledende politiker i de efterfølgende restriktive valuta-år efter Befrielsen og boomet i de glade 1960'ere med ungdomsoprør. Men ikke mindst spillede han en afgørende rolle ved Danmarks optagelse i EF (EU) og NATO. Jeg vægrede mig i første omgang, dels forekom opgaven mig uoverstigelig, dels vidste jeg, at der eksisterede personlige dagbøger, man ikke kunne få adgang til. Så i 1996 ringede direktør Stig Andersen, der nu er direktør for Gyldendal, og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at skrive om Krag. Stig Andersen fortalte, at forlaget også havde søgt adgang uden resultat, men tilføjede, at han troede, at jeg ville opnå tilladelse,« fortæller Bo Lidegaard.

Det skete. I 1998 lykkedes det at nå til enighed med de to nulevende eksekutorer af Krags bo, forhenværende udenrigsminister Kjeld Olesen og folketingsmedlem Søren Hansen, om at opnå adgang til Krags personlige arkiv. Forudsætningen var, at personfølsomme oplysninger ikke måtte viderebringes i en form, der krænkede nanvgivne personers privatliv og omdømme. Eksekutorerne forsikrede, at der ikke blev foretaget censur af det færdige resultat.

Dermed gik Bo Lidegaard i gang med det gigantiske arbejde. Han var 20 år, da Krag døde.

Indbegrebet

»I min barndom var statsministeren lig med Jens Otto Krag. Selve indbegrebet af landets regeringschef. Dagbøgerne udgjorde en guldgrube. Krag havde skrevet dem siden gymnasieårene og frem til sin død. De var bl.a. i vidt omfang brugt af ham som grundlag for hans to erindringsbøger. Desuden havde han udgivet dagbøger i 1973 om sine sidste statsministerår, inden han overlod roret til Anker Jørgensen efter EF-afstemningen. De personlige dagbøger var ikke skrevet med henblik på offentliggørelse, men som støtte for hans egen hukommelse og selvfremstilling. De gav tilsammen et samtidsbillede og besvarede spørgsmålet: Hvad spekulerede Krag på, da de forskellige begivenheder indtraf. Det er interessant for en historiker: At kravle ind i personen og politikeren og se episoderne igennem ham. Han er ikke selve historiens genstand, men man kan se historien gennem hans briller. Krags personlige dagbøger og personlige papirer er i sig selv fascinerende læsning, og de har været et værdifuldt arbejdsredskab for mig. Han nedfældede flittigt. Efter en kaotisk hverdag brugte han tid på at fastholde og fordøje begivenhederne. Han anvendte selv materialet. Det er en del af forklaringen på, at han overkom det hele. Dagbøgerne var nødvendige for ham. Krag stoppede ind imellem op efter længere komplicerede politiske forhandlinger og skrev analyser af dem i Skiveren, når han havde fred og ro. Disse analyser indeholdt ofte en imponerende skarphed, men var tillige farvet af, at han selv var aktør og tit hovedaktør. At få hans usminkede opfattelse fra den personlige dagbog, er vigtigt, men den repræsenterer naturligvis ikke hele sandheden.«

Bo Lidegaard påviser, at Krag allerede fra 1944 var træt af og ville ud af dansk politik.

»Han gik konstant med overvejelser om at slippe for den politiske byrde. I 1960 f.eks. stod det klart, at NATOs generalsekretær von Spaak ville træde tilbage. Krag skrev i julen en personligt brev til sin ven, ambassadør Eyvind Bartels, og bad ham i dybeste diskretion i Paris sondere muligheden for, at Krag, der på daværende tidpspunkt var udenrigsminister, kunne melde sig som kandiat for at blive Spaaks afløser,« fortsætter Bo Lidegaard. "Men svaret tilbage fra den drevne diplomat henviste til, at Danmark allerede - bl.a. ved Krags hjælp - havde fået en international toppost, nemlig Thorkild Kristensens placering som OECD-generaldirektør.«

Knusende dom

Jens Otto Krag fik flere afslag på artikler, især til Politiken, og han forsøgte sig som novellist og søsatte desuden et romanprojekt. I 1944 sendte han et udvalg af sine noveller til datidens store ånd, digteren Poul la Cour, og bad ham om en bedømmelse. Dommen var knusende. En straf uden tidsbestemmelse med en ledsagende og ydmygende følgeskrivelse, hvorefter digteren anmodede om 25 kr. for ulejligheden.

»Det gjorde så ondt, at Krag selv mange år efter, da han gengiver de sidste linier af la Cours bemærker i sin erindringsbog, ikke kan få sig selv til at fortælle, at de faldt som kommentar til hans egne litterære forsøg. Senere - i samme dagbogsoptegnelse - vender Jens Otto tilbage til den splittelse, der pinte ham, og som kom at at spøge resten af hans liv,« noterer Bo Lidegaard i bogen.

På det tidpsunkt var hans privatliv allerede omtumlet. Han var kvindekær. Kvinderne bankede på hans dør, og han tog selv initiativer. I biografien er identiteten af flere af kvinderne sløret ifølge den aftale, forfatteren gjorde med eksekutorerne, men Krags to giftermål med den svenske skuespillerinde og forfatterinde Birgit Tengroth og den danske Helle Virkner er behørigt behandlet, ligesom læserne får at vide, at han har en søn uden for ægteskab. Ham kerede han sig alvorligt om. Midt i det politiske var der rigeligt rum til elskovsstunder med den festlige revystjerne Sitter Horne-Rasmussen og hendes søster, der i perioder rivalisererede indbyrdes. Forførersken Lilian Gjersøe, senere Lilian Kaufmann, opsøgte Krag i Handelsministeriet til den ordinære torsdagsmodtagelse og tilbød ham et astronomisk beløb for at overtage direktør-stolen i Richs, som Lilian Gjersøe var arving til. Krag takkede nej, men modtagelsen blev indledningen til et tæt venskab.

Under en officiel middag hos FN-ambassadøren i New York med generalsekretær Dag Hammarskjöld og hans amerikanske stedfortræder, Ralph Bunche, ringede han til den fascinerende Gabrielle, som han tidligere havde udvekslet telefonnummer med.

Over stok og sten

»Alle havde faaet for meget at drikke. Snart gik Dag Hammarskjöld og Buncke. Jeg gik ovenpaa og ringede til Gabriella. Da mærker jeg, at jeg også havde faaet rigeligt. Men ellers var jeg næppe draget ud på eventyret,« hedder det i dagbogen.

Og så gik det ellers over stok og sten.

Før Birgit Tengroth kom ind i billedet, var det temmeligt kompliceret med den letantændelige fru G. - Sitters søster - og fra denne periode henviste Krag flere gange dulgt til en "sandemosesk" episode, hvor han syntes nær at have gjort noget, der ville have forfulgt ham resten af livet.

Krag mødte Birgit Tengroth i september 1949 til Nordisk Råds møde i Oslo. Det var kærlighed ved første blik. Den store. Amors pil ramte som et krydsermissil.

»Det var første gang, at Krag fik kam til sit hår i omgangen med kvinder. Birgit lod sig ikke løbe over ende. Problemet var, at forholdet på forhånd var dømt til at mislykkes. Hun var ude af stand til at blive en god husmor og en god ministerfrue. Men han kredsede om Birgit resten af sit liv. Det skal pointeres, at Krag blev meget forelsket i Helle Virkner, der besad alle de egenskaber, Birgit manglede.«

Udsvævende liv

Hvorfor levede Krag i store perioder et udsvævende liv?

»Ja, hvorfor gjorde han det? Det er bevidst, at jeg i biografien ikke forsøger mig med lommepsykologiske betragtninger. Jeg har været enorm forsigtig med at betræde dette område, men jeg medtager Krags privatliv for at forstå den samlede historie,« påpeger Bo Lidegaard. »Min fremstilling af denne side af hans tilværelse er hverken nyfigen eller bonert, men nøgtern. Skal der gives en forklaring på det umiddelbare plan, tror jeg, at han afreagerede på det betydelige pres, han pålagde sig selv i arbejdet, og det forventningskrav, der hvilede over ham fra omgivelsernes side. Det udløste et stærkt behov og et heftigt sexliv. Men han drømte om et liv i et ægteskab med trygge familiære rammer. Problemet var, at det var svært foreneligt med det politiske liv og med hans livsførelse i øvrigt. Jeg vil gerne afmystificere ham og give læserne et indtryk af, hvordan han selv oplevede disse ting, og hvor meget der er om snakken, når det kommer til stykket. Uden at lægge til eller trække fra.«

Bo Lidegaard beskæftiger sig med Jens Otto Krags forhold til sine forgængere på statsministerposten: Først og fremmest Hans Hedtoft og H. C. Hansen samt Viggo Kampmann.

Udadtil anså man Krag for at være Hedtofts yndling og protege, mens H. C. Hansens forhold til den unge Krag var mere end anstrengt.

»For mig er der ikke tvivl om, at Hedtoft bevidst brugte Krag til at afbalancere H. C. Hansens magt i partiet. Krag var væbner over for H.C. Jo hårdere H.C. pressede Hedtoft, desto større magt opnåede Krag. Der var tale om en højdramatisk trekant af shakespearske dimensioner. Det interessante er, at da Hedtoft døde, og H. C. Hansen overtog formandsposten og satte sig til rette i Statsministeriet, gjorde han Viggo Kampamnn til nummer to i rangfølgen, men kunne samtidigt ikke undvære Krag.«

På linje

Under Besættelsen lå Krag på linje med Hedtoft, H.C. og statsminister Vilhelm Buhl i synet på samarbejdspolitikken. De kalkulerede ikke med modstandsbevægelsen. Samarbejdspolitikken var for Krag, der både havde personlige bånd til nazistiske kredse og modstandsfolk, en velgennemtænkt overlevelsesstrategi, som kunne ruste Danmark til at klare en langvarig nazistisk besættelse uden at blive smittet af denne pest.«

Bo Lidegaard prøver i det næste bind at drage sammenligninger mellem Thorvald Stauning, Peter Munch, Erik Scavenius og Jens Otto Krag, som alle kandiderer til betegnelsen Danmarks største statsmand i det 20. århundrede. Forfatteren mener, at æren skal tilfalde Krag.

»Det er klart, at landsfaderen Stauning på den indre front måske tog et længere træk end Krag og skabte et socialdemokrati, der voksede sig ud af krigen og blev et velfærdsparti under Krags ferme ingeniørkunst. Men Krag tilførte ikke alene partiet indenrigspolitisk gevinst. Han brød Danmarks isolation i forhold til omverdenen. Krag var arkitekten bag Danmarks atlantiske og europæiske engagement. Fremsynet og analytisk. Peter Munch var måske den største politiske tænker, men opnåede aldrig en tilsvarende indflydelse som de socialdemokratiske topfigurer. Erik Scavenius bar Danmarks skæbne i afgørende situationer under Første og Anden Verdenskrig, men savnede i den grad indenrigspolitisk basis.«

Ultimativ?

Er biografien den ultimative om Krag?

»Den tror jeg ikke kan skrives. Men personligt har jeg fået fortalt den historie, jeg gerne ville fortælle. Vi er kommet et skridt videre med denne del af danmarkshistorien. Andre historikere vil bygge videre på mine resultater og finde nyt materiale og nye indfaldsvinkler. De vil se dette samme forløb i et andet lys og fortælle en anden historie. Sådan er betingelserne. Biografien er et enkelt menneske set af et andet. Perspektivet på historien præges af begge. Den er subjektiv i dobbelt potens.«

larsole.knippel@jp.dk