Opera på plejehjemmet

Der sidder tre gamle operastjerner på et alderdomshjem. Så enkelt kan en opera begynde.

"Af alle mine værker, er det, der står mig nærmest, det hjem, jeg byggede til gamle kunstnere, der ikke var formuende og var frataget deres drivkraft. Stakkels alle mit livs kære kolleger," skrev komponisten Verdi som 87-årig i et brev til en ven.

Da dansk TV foromtalte et program om "Casa Verdi", alderdomshjemmet for udtjente dirigenter, musikere og operasangere, slog det den danske komponist Niels Marthinsen, at det var et godt emne for en ny opera. Og i morgen er der urpremiere på hans og Flemming Weiss Andersens "Maestro" på Den Anden Opera i København.

Handlingen udspilles på alderdomshjemmet, hvor tre gamle stjerner har svært ved at tilpasse sig livet efter det sidste tæppefald. Engang var de tiljublede for deres fortolkninger af Verdi-skurke med vanskelige sind, der ikke selv myrdede, men foranstaltede udryddelsen af deres fjender. Og de tre gamle sangeres begær og jalousi er sygeligt sammenflettet med de Verdi-karakterer, som de stadig identificerer sig med, imens de venter på en mystisk maestro, som har været deres eksitensgrundlag. På samme måde som hundeejere med årene kommer til at ligne deres hunde, er sangerne blevet ét med deres glansroller.

Ordene er hentet fra Lady Macbeths søvngængerscene, hvor hun er tæt på et sammenbrud på grund af de mord, hun har på samvittigheden. Fra Jagos "Credo", hvor hans ondskab og kynisme blotlægges. Og fra Rigolettos blodige slut-duet, hvor han erkender sin skyld i den dødeligt sårede Gildas snarlige død.

En absurd verden

»Sangerne er ikke mennesker, der kunne begå sig på gaden eller i Irma. De foretrækker at leve i deres gamle roller og intriger. Livet på alderdomshjemmet præges af beboernes senilitet og indbyrdes uoversensstemmelser, og kombineret med opera-klichéerne oprulles en absurd verden. Men operaen er først og fremmest en hyldest til fantasien,« siger Flemming Weiss Andersen, der også har instrueret.

De gamle sangere planlægger at myrde den nye sygeshjælper.

Dels synger han for godt, dels "bager" han løs på deres elskede sygeplejerske med Hertugen af Mantuvas pragtfuldt flabede arie fra "Rigoletto" - "Jordbær med fløde på".

Et flot trekløver

Tre af vor egen tids internationalt berømmede sangere synger hovedrollerne. Lone Koppel er Stara, alias Lady Macbeth, den svenske kammersanger Bjön Asker er Schönfeld, alias Rigoletto, og Bent Norup synger Kusak, alias Iago.

Tenoren Thomas Peter Koppel er sygehjælperen, der planlægger at "lege vilde dyr" med den pornolæsende sygeplejerske, Susanne Elmark.

Vejen fra de store operascener til den lille ditto på Den Anden Opera i hjertet af København har været lang for Lone Koppel, Björn Asker og Bent Norup. De har haft deres gang på bl.a. Operaen i Sidney, Covent Garden i London, Bayreuth og de kongelige opearer i Stockholm og København, hvor de har dækket en lang række Wagner- og Verdi-partier. Den Anden Opera betragter det derfor som et scoop, at trioen har sagt ja til "Maestro".

Musikken er skræddersyet til drømmecastet. Komponisten Niels Marthinsen har tidligere skrever "Kærlighed og Foræderi" til Den Jyske Opera.

Godt samarbejde

Han understreger, at musikken i "Maestro" er bevidst teatralsk. En spændstig blanding af Verdis symbolladede, rytmiske Grand Scale-opera og hans egen ny musik:

»Det er blevet en slags fusionsmusik, hvor de to udtryksmåder tager farve af hinanden. Det har været hyggeligt at arbejde med sangerne, som har foreslået ændringer undervejs. Jeg har lært meget om, hvad man kan med operastemmer, og resultatet er ret forfriskende. Jeg har aldrig hørt noget lignende.«

Avantgartner på podiet

Dirigenten Tamas Vetö har været på banen lige så længe som de tre ældre sangere, og parallelt med sin egen karriere har han fulgt deres på tæt hold gennem alle årene.

På Den Anden Opera dirigerer han statsemsemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen tilsat en horn-gruppe.

»Det har været et tricky arbejde, for musikken er bestemt ikke noget kompromis. Marthinsen har fundet nye toner i sin egen skabelesproces,« siger Vetö, som er født og uddannet i Budapest.

En vittig sjæl kaldte ham engang "Den gamle avantgartner", men først nu føler han sig moden til den betegnelse efter at han i mange år har været drivkraften bag opførelser af ny musik i Danmark.

Som operadirigent har han blandt andet taget hånd om Wagners "Ringen" på Den Jyske Opera og været mangeårig kapelmester ved Det Kgl. Teater. Og i denne sæson får han sit opera-some back med "Carmen" i Mannheim og Marseille.

Fuld koncentration

I modsætning til traditionelle operaer kommer sangerne i "Maestro" ikke ind fra højre for at aflevere deres egne arier. Samtlige sangere befinder sig konstant på scenen i to timer under fuld koncentration.

»Det er ikke vanlig opera med skønsang for fuld stemme, men vi kommer med mangeårige erfaring i et inspirerende kammerspil,« siger Bent Norup, som siden debut'en på Det Kgl. Teater i 1967 har sunget samtlige Wagners baryton-partier i ind- og udland.

Fleming Weiss Andersen understreger, at operaens gamle sangere ikke bliver udleveret:

»Vi prøver at sætte os ind i ældre mennesker, der lever på reflekser og ikke kan lære af nuet - sådan som jeg selv har det klokken syv om morgenen.«

Han har tidligere indstrueret på teatrene i Århus, Ålborg og Odense samt Det Kgl. Teater. Hans libretto til "Maestro" er for en stor del en fri sammenskrivning af Verdis "Rigoletto", "Otello" og "Macbeth". Svenske Björn Asker siger:

»Vi gestalter alderdomssymptomerne med megen ømhed og har arbejdet med at finde en bestemt logik i vores samspil. Efter at have øvet i et halvt år, ser det nemt ud, men det utaknemmelige er, at det faktisk har været svært. For uden Verdi-melodier eller gamle fraser at falde tilbage på må vi bruge stemmen som psykologisk værktøj.

Lone Koppel tager over:

»Gamle menneskers tankegang springer og flakker ofte, men vi lader kun personerne fremstå som latterlige, når de er det.«

Lone Koppel underviser på Opera-Akademiet og har instrueret "Drot og Marsk" på Det Kgl. Teater, hvor hun i foråret 2002 atter går på scenen som sanger. Bl.a. når hun fejrer sit 40 årsjubilæum som Grevinden i "Spader Dame".

Vi lader "Maestros" egen ungarske maestro får det sidste ord:

»Vi frygter vel alle sammen at ende vores dage på et sted, hvor ingen kender os eller forestår vores sindelag. Et sted, hvor alle reaktioner er ukendte.«

Lars Juhl har skabt de visuelle rammer om den komisk morderiske opera, hvis slutning ikke skal røbes her. Opera skal opleves i operahuset!

elisabeth.saugmann@jp.dk