''Die Gitte'' med Ib Glindemann

Man har vænnet sig til at være reporter også i kulissen. Det er årsagen til, at nyheden om Gitte Hænning med Ib Glindemann And His Orchestra i utide slap ud af altsaxofonisten Jens Søndergaards horn foran en bus, ved en container og i et afrejse virvar. Han fortalte om det samarbejde, der nu resulterer i seks koncerter med start i Århus.

Gitte Hænning, der er 54 år, blev sangstjerne for 46 år siden. Akkompagneret af og i duet med sin far, Otto, sang den lille pige sig ind i dansk underholdningshistorie med det fromme ønske ''Giftes med farmand''. Efterfølgende plagede hun landet f. eks. med ''Ta' med ud og fisk''.

Hun fik sit danske gennembrud i en tid, da vi var fælles om døgnets melodier. De blev nynnet i sporvognen, fløjtet fra stilladser og sunget i brusebadet. Gitte Hænning kunne mere end det, for hun gav jazzklassikeren ''Stormy Weather'' sin storartede, personlige fortolkning.

Gitte Hænning bor nu i Berlin, hvor hun i seks år har delt bopæl med den tyske pladeproducer Friederich Kurz. Hun blev tidligt som ''Die Gitte'' mega-stjerne i tysk underholdning, og hun er i dag så travlt optaget, at hun i efteråret giver 20 koncerter på 22 dage. Repertoiret er pop, men i voksende grad også sofistikeret jazz.

I Århus synger Gitte Hænning efter aftale 2 x 35 minutter under koncerten, der med mange orkester numre er beregnet til 2 x 1 time. Forsalget starter i dag.

Turneen er blevet til på initiativ af Erik Hansen fra Danish Music Booking i Brabrand med den tidligere direktør i City Vest, Hardy Rasmussen, som konsulent.

En til vished grænsende formodning kan man have om, at de 400 århusianere, der besatte bænkeraderne i Boblen til og med sidste plads i mandags, vil være de første til at købe billet til koncerten i Musikhuset. Opmuntret af forventningens glæde havde de stået i kø foran teltet en time før koncerten, og det forårsagede ingen skår, at koncerten blev forsinket af en togafsporing i Vejle. Hvis de ikke bagefter skulle have været hjem, ville de have siddet og klappet endnu.

Ståplads til Tidmand

Sangeren Bjørn Tidmand, der måtte nøjes med en ståplads, så ud, som om han ville underskrive en 30-års kontrakt om ikke til marinekorpset så dog til tivoligarden, da orkestret spillede ''American Patrol''. Han havde i øvrigt 1957 indspillet sin første plade ''Only Sixteen''med Glindemann i Islev Bio.

Medens man ved mange andre festuge arrangementer enten har opgivet at tage entré, rundhåndet uddeler fribilletter eller finansierer størsteparten af udgifterne med generøse tilskud, så kunne det altså lade sig gøre for en privat arrangør at fylde teltet med dets beskedne faciliteter til 120 kr. pr. billet. Kvalitet kan trods alt sælges.

Den 66-årige Ib Glindemann har 50-års jubilæum næste år. Han har skabt et jazzorkester, som ikke ville falde igennem på Waldorf Astoria i New York. Han har dirigeret i Aarhus Hallen, på Scandinavian Center, i Glazzhuset, på Train og i Boblen, men aldrig i Musikhuset. Derfor kan man kun sige: Det var på tide.

Nærværende reporter spiste frokost med Ib Glindemann på en sydsjællandsk skovriddergaard i 1995. Efter år som filmkomponist, klassisk dirigent, sejler i Middelhavet og religiøst søgende sjæl var han på tværs af alle odds vendt tilbage til jazzen med et bigband modelleret efter swingtidens koryfæer - Tommy Dorsey, Artie Shaw, Benny Goodmann, Count Basie, Stan Kenton, Duke Ellington og Woody Herman.

Han talte med den sjældne passion, der ikke bekymrer sig om, hvad der kan betale sig. Ærligheden stillede sig i vejen for diplomatiet, men den fjerner alle parader. Manden, der i 1964 startede Det Ny Radiodanseorkester, er en perfektionist med et kompromisløst krav til kvalitet.

»Han hører alt,« sagde den gamle bebopper Jens Søndergaard, »og han slår omgående ned på den mindste fejl. Jeg er vant til de små grupper på de små steder med stor plads til soloudfoldelser, men det er herligt at sidde i det her band og spille den pragtfulde musik.«

Seks år efter den nævnte frokost står Glindemann på trods af tidsånden som leder af et bigband, der med en stor, inciterende lyd spiller en klassisk musik, der med hans egne ord har en selvfornyende energi. Folkeligheden i Boblen fik en kunstnerisk aktivitet, som generelt er en savnet kombination i den århusianske festuge.

Prosaisk virkelighed

En klog mand er blot en tosse med en god hukommelse. Sådan tænkte man på vej væk fra havneområdet med lyden af ''Begin The Beguine'' og ''Don't Get Around Much Anymore'' i hovedet. Reporteren blev dog fræset tilbage til den prosaiske virkelighed.

Festen og især romantikken var væk til øredøvende drøn, der rytmisk var mere primitive end lyden fra nabokonens tæppebankeri. Hvor skal lyden dog være så høj, at man ingenting kan høre?

Allerede en time før midnat lå gaderne larmende øde hen med bøvede branderter, flyvende emballage og tomme øldåser. Den tidligere generalsekretær Lars Seeberg ville have konstateret, at hans sarte sjæl stadig vandrer rundt i hele foretagendet. Der er lysår imellem de professorale prestige-foranstaltninger og svineriet i gaderne. På parkettet synes det ene fin-borgerlige afdansningsbal med en kjole draperet borgmester i charabanc at have afløst det andet. Man har lavet en dansefestival og ikke en folkefest. De to seneste generalsekretærer må være brødre i ånden.

Festens facetter

I gaderne smider man ikke løver, men kebab, ''Macbeth'' i sur sød sovs, gril-pølser, rumænske sigøjnere, ildsprudlende tyretestikler, tibetansk strubesang, forårsruller, nøgne brasilianere, pandekager med rejer og jordbærsyltetøj, pigtråd i guldlamé samt pizzaer for folket. Velbekomme.

Prins Henrik kørte en pony til sejr og slap dermed for endnu en opera, men en eller anden burde af hensyn til virkeligheden invitere ham og hans kone på en royal natlig spadseretur i Århus, før renovationsholdet tager over og genetablerer potemkinkulisserne til den fortsatte seance for det voksende antal plattenslagere i gaderne. Det lokale manifesterer sig dog i det tynde, næsten smagsløse fluidum, der for op til 48 kroner for et glas sælges ved bredden af den møgbeskidte å.

Man smider sit affald, hvor man vil. Rengøring? Det har man vel folk til. Pasning af en gammel mor? Det betaler vi da skat til. Soldatertjeneste? Den kan der hyres unge mænd til? Logik er der i tiden. Man skal ikke engagere sig.

Kultur købes i vid udstrækning over skattebilletten i tillid til, at der findes embedsmænd, forstå-sig-på'ere, eksperter og politikere, der mener at vide, hvad andre har bedst af. De gjorde de også, da Gellerup blev bygget.

Festugen lider af en velment, ugengældt kærlighed til menigmand. Man arrangerer f.eks. for de ældre. Dem skal der også gøres noget for. Nu skal De se lille fru Pedersen, vi har lige noget for dem - ''Oh Dagmar...''. Foredrag af kongelige skuespillere, der ellers kun modstræbende tager på turné, men nu har behov for at sælge deres memoirer, veksler med bakkesangerinder, Richard Ragnvald og andet tankegods til den gerontologiske afdeling, men det kunne jo tænkes, at de gamle hellere efter selvvalg ville høre Ib Glindemann sammen med deres børnebørn, se på kunst, gå til fodbold eller lytte til countrymusik.

Reporteren ser ingen forskel på festugens folkelige tilbud og barndommens underholdning i stationsbyen. Han vandt engang et islændervæddeløb på ryggen af en nordbak ved dyrskuet.

Der var gode penge at tjene som programsælger, når operettedirektør Kay Abrahamsen kom på turné med Grevinde Maritza for slet ikke at tale om den særlige bonus det var at kunne fortælle skolekammeraterne om synet af en sangerinde med bar mås. Pallis Tivoli vekslede med cirkus Robert Daniels og den islandske bryder Ursus rev jernkæder itu.

Bønderkarlene fra landbrugsskolen i Ladelund sloges på invalideforeningens populære baller med byens bøller og højskolelever fra Askov. Ved bødkerens fødselsdag red reporterens far, der var isenkræmmer og dommer ved cykelringridningen, og lokalredaktøren sammen på islænder rundt om spisebordet. En saftig skandale var det, ligesom det blev indskrevet i byens historie, da Abrahamsen før endnu et syngespil på det røde hotel fortvivlet råbte:

»En mand, en mand, skaf en mand. Fru B...( Navnet på en senere meget kendt skuespillerinde) nægter at gå på scenen, før hun har haft en mand!«

Folkelighed! Århus har dog noget på festprogrammet, der var ukendt i den sydvestjyske stationsby nord for Kongeåen. I Århus C kan man nemlig se mænd i en forvandlingskomedie blive til heste og tisse midt på fortovet midt på eftermiddagen.

Kloge ord fra Brørup

Reporteren skubbede barndomsminderne fra sig i erkendelse af, at han er blevet så gammel, at han husker det, han burde glemme og glemmer det, han skal huske. Han frydede sig i aftes over Poul Dissing og Benny Andersen, der som Glindemann uden røgsignaler og elektronik skaber imrovisatorisk folkelig kultur. Hvordan skulle man nemlig kunne være uenig med Andersen, når denne konkluderer:

»I mange år tog jeg sorgerne på forskud, det har jeg nu aldrig rigtig haft glæde af.«

Glindemann og Dissing var for reporteren det indlysende valg. En eller anden spurgte ham om, hvad han syntes om festugen.

»Ingenting«, svarede han. »Jeg har kun oplevet 37 af slagsen, og jeg er fra Brørup...«

jpaarhus@jp.dk