En ganske almindelig aften

Et gigantisk kolonihavehus. Rød/hvidternede voksduge på haveborde. Pelargonier i blomsterkummer. Indgang direkte fra Dyrehaven, så skuespillerne møder ærkedansk idylfornemmelse og undslipper både larm fra Bakkens forlystelseshelvede og hårde typer med karabinhager dinglende i buksestropperne.

Velkommen til en aften bag Cirkusrevyens tæppe.

Men hvis De tror, sådan noget også i dag handler om berusede komikere, der snubler over tomme Tuborgflasker og snøvler sig gennem 2. akt, så glem det. Af det halløj, der gjorde en lang række sceneberømtheders liv alt for kort, er der ikke meget andet end cigaretrøgen tilbage.

Ok, Minna Pedersen i personalekiosken sælger både øl og spiritus, men traditionen, der foreskrev druk adskillige aftener om ugen, er brudt. Generationen Passer, Ryg, Kaas, der pryder væggene på klassiske plakater, tog livsstilen med sig.

Se bare Ulf Pilgaard, solbrændt og afslappet ligner han en mand, der om lidt skal indspille en reklamefilm om madpyramiden for Sundhedsstyrelsen. Han ankommer præcis en time, før han skal på scenen. Som vanlig har ''Den lange'' brugt dagtimerne til at slappe af. Han forsøger at afvise alt andet arbejde, når revyen kører.

»Sporene skræmmer. Man kan ikke levere et ordentligt stykke arbejde, hvis man drikker, det kan kun blive ringere. Kulturen har ændret sig her, akkurat som i alle andre miljøer. Efter nu 21 sæsoner har jeg set, hvad der kan ske med folk. Man skal passe på, man ikke kører sig selv ned, for det er i forvejen et krævende job,« forklarer Ulf Pilgaard, da han har bugseret sin ranglede skikkelse på plads i omklædningsrummet.

I garderoben ved siden af samtykker en stemme, der lyder som 40 skoddede Cecil. Claus Ryskjær besværer sig over en alt for strabadserende tilværelse. I dag har han gjort nøjagtig det modsatte af det, Pilgaard anbefaler.

»Jeg har været til filmoptagelser hele dagen, jeg spiller en eller anden forstander på en eller anden kostskole i Olsenbanden junior. Jeg er dødtræt, det er hårdt at køre dobbeltprogram.«

Heldigvis sidder replikkerne, hvor de skal. Halvvejs i sæsonen er der sjældent brug for suffløren.

En professionel tid

Men en ting er jo, om skuespillerne kan huske, hvad de skal sige. Noget andet er, om det, de siger, er sjovt. Er materialet på niveau med det, folkets helte havde til rådighed, da det hele begyndte herude i 1935 med Osvald Helmuth som bærende kraft? I radioen synes den med mudderkliren stadig at være mere populær end nyere tekster, så er det bare ren nostalgi, hvis man føler, at de gamle viser og monologer spiddede samtiden med betydeligt mere bid?

»Er du gal mand, alt kører meget mere professionelt i dag. På alle planer, det kan der slet ikke være tvivl om. Men debatten bevæger sig med en hastighed, der gør det umuligt at være aktuel over de tre måneder, en revy løber. Satiren har nok sin plads på TV, og når du ikke hører numre fra Cirkusrevyen i Giro 413, er det, fordi den bliver vist i fjernsynet og senere udgivet på video. Tiden er en anden, og udbuddet af underholdning er blevet meget større. Det kan godt være, at du hører mange ældre monologer i radioen, men tidligere var der ofte kun det ene rigtig gode nummer i hele revyen,« siger Ulf Pilgaard.

Nu kommer den efterhånden lidt krumryggede nabo på besøg. I hvide underbukser og undertrøje, med mørke uldsokker og en smøg blafrende i kæften. Lige som kollegaen har han en mikroport, en mikrofon, der minder om en hæklepind, sat fast i nakken og hen langs højre kind.

»Ved vi noget om, hvor mange, der sidder derinde i aften?«

»Aner det ikke.«

Klokken ringer, fortæller, at der er et kvarter til forestillingen begynder.

»Ja, ja, ja, ja,« jamrer Ryskjær.

Lidt mere syret

Den tredje herregarderobe tilhører instruktøren Henrik Lykkegaard, som også er med på skuespillerholdet. Han fik blandede anmeldelser for sit bud på den klassiske revy, men efter et par justeringer har han og holdet skruet et show sammen, der vækker begejstring blandt publikum. Succesen er i øvrigt bragt hjem uden statsministerparodier eller potpourrier.

»Jeg syntes, Cirkusrevyen trængte til en pause fra den slags. Jeg har forsøgt at hæve tempoet en smule, men ellers er jeg gået efter, hvad jeg selv synes er sjovt, ikke så meget efter, hvad jeg forestiller mig, at andre vil grine af. Nogle numre er måske lidt syrede for den ældre del af publikum, især et nummer om et TV-show, og hvad folk vil gøre for at blive berømte, bliver blandet modtaget. Lad os se, hvad der sker i aften.«

Henrik Lykkegaard forlader sit rum for at børste tænder. Projektørlyset skulle nødig afsløre, hvad han fik til aftensmad.

Bag hans lille værelse er en fjerde garderobe, men den bliver aldrig brugt af skuespillerne.

»Det var Dirch Passers. Kun påklædere vil sidde der.«

En sludder hos frisøren

Vi når ikke mere. Klokken har ringet for anden gang.

De tre revystjerner virker fuldstændig afslappede, »men man er faktisk altid lidt spændt op, også selv om man har spillet her flere hundrede gange,« bemærker Claus Ryskjær.

Nu beder en stemme skuespillerne gå til scenen, og i lejrens øvrige rum går det øvrige personale også travle timer i møde.

Tag eksempelvis frisør Eva Louborg. Hun skal holde styr på hele 60 forskellige parykker, som Tammi Øst, Pernille Schrøder og dansepigerne skal bære. Derudover skal hun sætte deres eget hår adskillige gange, for frisurerne skifter fra nummer til nummer. Et hektisk job, men trods travlheden demonstrerer Eva Louborg, at hun kan det, enhver frisør skal kunne ud over at ordne hår: sludre. Skønt hendes samtaler med skuespillerne konsekvent bliver afbrudt, magter hun at føre konversationen tilbage på sporet, når hun igen får besøg.

I kiosken kan Minna Pedersen slappe af, mens holdet knokler. Og dog. Påklæderne kommer forbi for at snuppe en kop kaffe, og dansepigerne køber drikkevarer og får ild på cigaretter. I en afsides fløj har lederen af dansetruppen, Karin Nedergaard, tid til at følge med i et Søren Ryge-program om heste. Der bliver åbenbart set meget TV, for over apparatet hænger en oversigt over 21 cykelmandskaber og et rutekort over Tour de France. Alternativt kan personalet benytte pauserne ved det franske bordfodboldspil, der står nær fjernsynet.

Torben ''Træsko''

For udenforstående er det næsten umuligt at følge med i, hvad der foregår i labyrinten. Mens publikums latter skyller gennem lokalerne, fiser skuespillere og dansepiger i høj fart frem og tilbage mellem scenen, sminken, garderoben og de rullende tøjstativer, påklæderne har kørt helt frem til tæppet. Snart ser man Pilgaard i kilt, Ryskjær i housecoat, Tammi Øst i en sølvfarvet rumdragt. Det er som at glo på en myretue, og målrettede blikke i skuespillernes øjne vidner om, at der er system i kaos.

Veteranerne Pilgaard og Ryskjær har begge et par hurtige skift, og under et af dem, må Ryskjær hjælpe kollegaen af med tøjet. De taler ikke sammen, det er der ikke tid til, men Pilgaard konstaterer, at den med TV-showet blev skidt modtaget af de 700-800 tilskuere.

»De forstod den ikke.«

Mens skuespillerne optræder, møder vi direktøren, Bakkens matador med det velklingende navn Torben ''Træsko''. Han er tilfreds med sæsonens publikumstal, der ifølge prognoserne ligger til at lande på omkring 91.000. Foreløbig har godt 47.000 besøgt teltet. Torben ''Træsko'', som også hedder Pedersen, har drevet revyen de seneste 17 år, og han har kun haft underskud to gange, selv om revyen var lukningstruet, da han overtog.

»Cirkusrevyen er en institution, men det er ikke ensbetydende med, at det er en god forretning. Der skal 90.000 ind, før jeg tjener penge.«

Og så alligevel. Træskoen er Bakkens største restauratør, og han anslår, at revyens gæster lægger i omegnen af 20 millioner kroner andre steder i haven, fordi de spiser og får en lille en i forbindelse med besøget.

»Uden revyen bliver det svært at tjene penge herude, det er helt sikkert.«

Inde i rytmen

Efter to hæsblæsende timer er forestillingen forbi.

Skuespillerne går til omklædning som sportsfolk efter en idrætspræstation.

Ryskjær snupper en øl og en cigaret i garderoben, hans kone kommer og henter ham om 20 minutter. Hjemme venter fjernsynet eller en bog, under alle omstændigheder er det umuligt at sove umiddelbart efter forestillingen.

»Man er stadig oppe at køre, adrenalinen du ved. Hvis der er en god film i TV, plejer jeg at indstille videoen og se den, når jeg kommer hjem,« siger Claus Ryskjær, som får besøg af orkesterleder Jens Krøyer. Han kommer for at rose skuespilleren, som viste flot timing på et punkt, hvor han tidligere har været i vanskeligheder.

»Det er de moderne rytmer, dem har jeg haft det lidt svær med. Men nu går det bedre,« siger ''Rysse''.

Ulf Pilgaard klæder hurtigt om og går ind og sætter sig ved Tammi Øst i opholdsrummet. Her er fyldt op med gæster og de godt 60 involverede teknikere og assistenter, hvis navne ikke figurerer på plakaten.

Minna Pedersen får igen travlt med at servere.

michael.enggaard@jp.dk