Pearl Harbor - krig og kassesucces
I USA er det en krigsfilm, i Japan skal den markedsføres som en kærlighedsfilm.
New York
Hollywoods nye gigantsatsning, Pearl Harbor, blev fyret af i Memorial-weekenden, hvor amerikanerne mindes de faldne i krigene. Hvor fædre, mødre og bedsteforældre tager deres børn og børnebørn med til mindesmærkerne og fortæller de yngste generationer om amerikanske sejre og krigshelte.
Nu kunne familien USA så i den forlængede ferieweekend fortsætte til billetlugerne og med egne øjne se krigshelvedet i Pearl Harbor fra 1941, hvor japanerne ydmygede amerikanerne, men samtidig også trak kæmpen med ind i krigen.
En perfekt ramme for Disney-koncernen, som står bag Pearl Harbor. Men de, der havde sat næsen op efter en konfronterende film med nye afslørende detaljer fra Anden Verdenskrig, som ville skabe masser af debat, er blevet skuffede. Og den standende debat, som har kørt i årtier om, hvorvidt den elskede amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt kendte til japanernes angreb, men blot lod det ske, fordi hans så kunne drage USA ind i krigen, blev slet ikke berørt.
De, der havde frygtet en total historieforfalskning og en Hollywood'sk glorificering af USA's militær, blev også skuffede. Disney har meget bevidst forsøgt at bevæge sig på den besværlige balancebom, hvor ingen må fornærmes, og ingen for Guds skyld må skubbes væk. Det er blevet til en god og absolut seværdig romantisk forestilling beregnet for næsten hele familien.
Historisk kritik
Noget historisk spændende dokument er der dog ikke tale om.
»Det her har ikke noget med historieundervisning at gøre,« hvæser den ene af de to instruktører Michael Bay i et forsøg på at afvise kritikken fra anmelderkorpset, som har vendt tommelfingeren nedad for Pearl Harbor.
Der er imidlertid flere sort/hvide originaloptagelser med bl.a. Winston Churchill, som vikles ind i biograffilmen, velsagtens netop for at give Pearl Harbor det historisk dokumenterende præg.
Historikere har kritiseret filmen for unøjagtigheder, og manuskriptforfatteren Randall Wallace (kendt fra Braveheart-filmen) er kritiseret for at hælde en opdigtet og banal kærlighedshistorie på det drama den 7. december 1941, hvor den amerikanske Stillehavsflåde i Pearl Harbor-basen på Hawaii bogstavelig talt blev taget på sengen.
Digtningen går dog over gevind i en scene med den polioramte amerikanske præsident ''FDR.'' Han var lænket til en kørestol, men i filmen rejser han sig pludselig op på sine totalt lammede ben og indgyder som en anden Holger Danske fornyet kampmod i en flok tvivlende amerikanske ministre og krigsgeneraler, der hænger voldsomt med næbet efter Pearl Harbor-massakren.
Penge før kunst
Men ''who cares'' (hvem bekymrer sig) om anmelderkorpset og de historiske fakta, siger forretningsfolkene hos Disney. Vi er sat i verden for at lave penge, ikke nødvendigvis kunst. Storfilmen står da heller næppe forrest i køen, når Oscar-priserne for bedste skuespilkunst skal uddeles næste forår i Los Angeles.
Den temperamentsfulde Michael Bay kan ikke se noget problem i at flette en opdigtet kærlighedshistorie ind i et amerikansk, historisk traume. »Hør nu her,« siger han »se engang på Titanic-filmen. Hvis den ikke havde haft en kærlighedsaffære, var det jo blot historien om et synkende skib.«
Amerikanerne myldrer ind i biograferne og har i de første fire dage lagt 75 mio. dollars ved billetlugerne. Det er mere end selv Titanic skrabede ind ved åbningen i sin tid. Alt tyder således på, at Disney kommer tørskoet i land. Inden ugen er omme, ventes billetsalget at have rundet 100 mio. dollars.
Der skal indspilles mellem 200 og 250 mio. dollars i USA og yderligere mindst 150 mio. dollars i udlandet for at få det hele til at løbe rundt.
Særlig japansk version
Japan er det største og mest attraktive marked i denne sammenhæng. Amerikanske film er hotte i Japan. Pearl Harbor-instruktørerne, Michael Bay og Jerry Bruckheimer, som tidligere stod bag Armageddon, hentede 40 procent af omsætningen på den film i Japan.
Derfor er der også lavet to versioner af Pearl Harbor. En til USA og resten af verden og en til det japanske marked. I Japan er der tale om en ''romantic spectacle''-film med fokus på trekantsdramaet mellem de to barndomsvenner spillet af Ben Affleck og Josh Hartnett og filmens kvindelige hovedperson, sygeplejersken, der spilles af Kate Beckingsale.
I den japanske version hedder det således ikke, at de feje japanere angreb, men derimod, at den blå himmel og det blå hav forvandledes til dødens røde farve, hvor kærligheden var det sidste paradis for de unge elskende.
I Japan bliver biografpublikummet heller ikke konfronteret med »de japanske skiderikker« men derimod blot med »japanerne«. En talsmand for Disney siger, at det har været vigtigt at finde en balance på så følelsesmæssigt og sensitivt et område. Det er kun et par måneder siden, en amerikansk ubåd vædrede et japansk fiskefartøj og dræbte ni japanere om bord.
Gode og modige
Japanerne gøres i Pearl Harbor ikke til en flok skånselsløse dræbere, som det i sin tid skete med englænderne i Mel Gibson-filmen Patriot, hvilket skabte vrede i England. Japanerne portrætteres derimod som gode og modige soldater, som forsøger sig med krigslykken, fordi USA har en handelsboykot af Japan kørende.
Derudover er filmet renset for de episoder efter Pearl Harbor, hvor store dele af USA drev en menneskejagt på japanerne og amerikanere med asiatisk afstamning med interneringer og overfald til følge. I filmen får man oven i købet lidt sympati med den øverstbefalende for Pearl Harbor-angrebet. Han er en tvivlende krigsgeneral, og tvivler selv efter det succesrige angreb på, at Japan har gjort det rigtige. Han frygter nemlig, at japanerne med deres aktion har »vækket en gigant«.
Alle sejl sættes til i Japan, når Pearl Harbor får premiere den 14. juli 2001. De to hovedkræfter i filmen Ben Affleck og Kate Beckingsale skal kaste glans og romantik over åbningen.
Stram økonomi
Undertegnede så filmen - der amerikanske version - i den lokale biograf, New Roc City 18, hvor filmen spillede hele 16 gange i fem sale på en enkelt dag. Der blev behørigt klappet efter den tre timer lange forestilling, hvori klimaks er en 40 minutters lang og teknisk flot gengivelse af selve angrebet med masser af avanceret computerteknik og special effects.
Disney har meget bevidst ikke overdrevet de blodige scener. Det har nemlig betydet, at filmen kan ses af unge og børn ned til 13 år. Det skæpper yderligere i kassen, når filmen er familieunderholdning.
Skal man tro Disney - hvem ved, om der tale om et markedsføringskneb - har tilblivelsen af Pearl Harbor været ved at gå i vasken adskillige gange. Instruktøren Michael Bay siges at være gået i vrede hele fire gange, og Disney's topdirektør Michael Eisner har personligt holdt stram styring med udgifterne. Budgettet blev beskåret fra 208 mio. dollars til først 186 mio. dollars, så 176 mio. dollars for til sidst at ende på 145 mio. dollars.
Stjernen Ben Affleck, der normalt får 12 mio. dollars pr. film, har dennegang måttet nøjes med en garanteret gage på 250.000 dollars mod til gengæld at få chancen for at tjene langt mere end de 12 mio. dollars, hvis Pearl Harbor virkelig hitter.
Og det gør den jo nok. Rørende kærlighedsfilm sælger stadig. Ben Affleck & Co. behøver næppe bekymre sig om, hvordan de i fremtiden får til huslejen.