Dr. Dante takker af

De var en lille flok oprørske teenagere i en soveby nord for København. De spillede teater som vilde og vanvittige, og de havde en drøm. Om en dag at få deres eget "rigtige" teater og revolutionere hele teaterverdenen.

De havde ikke andet at have det i end talentet og et ukueligt overmod. Men de holdt fast i drømmen. Og en dag gik den i opfyldelse.

»Det var ikke noget eventyr, vi har slidt og slæbt som sindssyge. Og jeg siger ikke, at drømme automatisk går i opfyldelse, hvis man bare holder fast nok i dem. Men det er dén livserfaring, jeg personligt fik fra Dr. Dante, og det takker jeg Gud for,« siger Nikolaj Cederholm.

Han sidder i sit lille, rodede kontor oppe under taget på Aveny Teatret på Frederiksberg Allé. På fredag er der premiere på hans afskedsforestilling "Lillerød - byen der forsvandt".

Det var dér, det hele begyndte. I Lillerød. Og nu bliver det også dér, det hele slutter. Efter otte år i chefstolen takker Nikolaj Cederholm af som teaterdirektør, og Danterne forlader Aveny.

Men det er ikke sørgeligt. Tværtimod er det på høje tid, mener Cederholm.

Gennem 22 år er han vokset så tæt sammen med sit teater, at det er blevet vanskeligt at skelne mellem de to.

»Jeg har været teatrets meget store styrke - og dets meget store begrænsning. Sådan må det nødvendigvis være med en stærk leder. Jeg har gennem årene forsøgt at hente andre ind på teatret, og det har også udvidet horisonten lidt. Men min skygge har jo hvilet over alt hele tiden,« siger Cederholm.

Også på et personligt plan er det på høje tid at stoppe, mener den 38-årige teaterdirektør. Han er træt af at være chef for sine venner - for sådan opfatter han mange af kollegerne. Han længes efter at slippe for ansvaret. Og han er begyndt at frygte for dén magt, han besidder.

»Jeg bilder mig ind, at jeg nu forstår, hvorfor magt korrumperer. Magt er som et narkotikum. Man ved ikke, hvor afhængig, man bliver, før man har prøvet det. Det har noget at gøre med, at man er nødt til at afskære forbindelsen til nogle følelser, til det medmenneskelige i sig selv. Ellers overlever man ikke som chef. Men hvis man ikke holder op i tide, bliver man afstumpet, og det ønsker jeg ikke at blive.«

Den store slagterkniv

Hvis der er noget, han fortryder, når han ser tilbage, så er det alle de gange, hvor han ikke har haft overskud til at gøre tingene på en ordentlig måde.

»Alle de gange, hvor jeg har været så målrettet og så forhippet på at nå et godt resultat, at jeg har haft den store slagterkniv fremme. Når jeg f. eks. har fyret en instruktør få uger før premieren og selv overtaget forestillingen. Det var nødvendigt, fordi de lavede noget lort, der ikke hang sammen, og så er det bare "Ud! Vi skal videre!". Men hver gang har det slået nogen ihjel åndeligt talt. Gennem årene er der flydt meget blod og mange tårer. Og pludselig opdager man, at det ikke når ind længere. At man har mistet kontakten til sig selv.«

Han afviser at komme nærmere ind på nogle af de barske episoder. Det er fortid og skal have lov at hvile i fred.

»Men dybest set handlede det jo om at overleve som teater,« siger han så efter en lille tænkepause.

»Vi skulle hele tiden overgå os selv, og det er selvfølgelig umuligt. Men den radikale og meget kompromisløse holdning til tingene - den har været der hele tiden.«

Spejderdreng og pioner

Lige siden den første, spæde start har modstand været en altafgørende faktor for Danternes udvikling.

»Vi begyndte jo som en anden lille guerillagruppe,« siger Cederholm og lægger en imaginær maskinpistol til kinden. Og med et grin som en syvårs dreng sender han en regn af kugler ud i kontoret.

»Fjenden var det etablerede teater. Vi råbte og skreg og krævede Det Kongelige Teater lukket, og hvad vi nu ellers kunne finde på for at skaffe os ørenlyd. Vi ville rive ned, bryde op, vende alt på hovedet. At være i opposition, at være imod - det rummer en stor portion gratis energi.«

»Men nu er det os, der er på toppen, og det er en helt anden situation. Det er derfor, vi skifter spor. Hvad vi skal, det kan jeg ikke sige noget om endnu. Men dét der med at være pioner - det ligger mig dybt i blodet. At begive sig ind i nyt og ukendt land er noget af det mest vidunderlige, pirrende og livsbekræftende, der findes. Det er dér, livet er.«

Nikolaj Cederholm mener selv, at hans pionerånd blev grundlagt i Det Danske Spejderkorps.

»Jeg var spejder i 12 år, og det har haft en enorm indflydelse på mig. Især én bestemt tropsfører - en tidligere fængselsbetjent, matros og grønlandsfarer - satte sit præg. Han tog os bl.a. med på nogle overlevelsesture til Lapland. Det var noget med at gå 100 km. på 24 timer. En dag kort tid efter at han var startet, pegede han mig ud på et patruljemøde og sagde i alles påhør: »Du er bedre til at være patruljefører end patruljeføreren er.« Det var en voldsom oplevelse, ikke mindst for den stakkels detroniserede patruljefører, som i øvrigt hurtigt meldte sig ud. Men pludselig var jeg patruljefører for en flok drenge, der var en hel del ældre end mig. Heldigvis voksede jeg med opgaven. Og jeg opdagede nogle sider af mig selv, som jeg ikke anede, jeg havde.«

Frit slag i slikbutikken

På spørgsmålet om, hvad han ser som de væsentligste begivenheder i danternes historie, siger han først, at han ikke ved det. Fordi han er så dybt personligt infiltreret, at det gør ham blind.

Men så nævner han det særlige fællesskab, der blev grundlagt med "Dr. Dantes Desperate Renovationsshow" i 1979.

Dengang var Cederholm 16 år.

»Det var en forelskelse og et fantastisk fællesskab. Vi fandt datidens teater umådeligt kedsommeligt, og vi havde en intuitiv fornemmelse af, at det måtte kunne gøres sjovere. For os var teatret lige som en slikbutik. Det var bare at gå ind og begynde at rage ned fra hylderne.«

Skiftet fra amatørteater til professionelt teater er også en af de afgørende perioder. Da Nikolaj Cederholm vendte tilbage efter endt uddannelse fra teaterskolen ved Odense Teater, havde han en lille flok skuespillere fra teatret med sig. Og pludselig bestod Dr. Dante af en flok amatører og en flok nyuddannede, professionelle skuespillere.

»Det var en voldsom cocktail. Vi havde så vidt forskellige udgangspunkter. Men jeg blev klar over, at jeg måtte videre, og dem, der ikke var parat til at gå med mig, var der ikke plads til,« siger Nikolaj Cederholm.

Seks af "amatørerne" blev fyret. De tog - ifølge Cederholm - ikke legen alvorligt nok.

En teaterbastard

Siden dengang har Danterne skrevet teaterhistorie. De har bl.a. formået at få "biografgenerationen" hevet ind i teatret og bevist, at nyskrevet, dansk dramatik i allerhøjeste grad er værd at beskæftige sig med.

Afskedsforestillingen er et tilbageblik. Ikke på Danternes egen historie, som det oprindeligt var tanken, for det blev for snævert og manglede vingesus.

I stedet for et det et tilbageblik på en historisk epoke. Forestillingen begynder med bygningen af Berlinmuren i 1961, og den slutter i 1989 med samme murs fald.

»Det er et portræt af min egen og mine forældres generation. Men mest af alt er det et samfundsportræt,« siger Nikolaj Cederholm.

Udgangspunktet er landsbyen Lillerød nord for København, der op igennem 70'erne forvandler sig til parcelhus- og soveby og skifter navn til Allerød.

Cederholm kalder selv sin forestilling for en teaterbastard. Fordi den kombinerer mange genrer. Historien fortælles i fem vidt forskellige akter, med drengen Anders og hans forældre som det samlende midtpunkt. Omkring dem møder vi hans venner og forældrenes omgangskreds, bl.a. provopræsten Harald Søby, som i virkelighedens verden døbte den lille Nikolaj.

Så 20 år frem

»Harald Søby var meget socialt engageret og havde voldsomt kontroversielle synspunkter. Om at vie folk af samme køn, f. eks. Derfor blev han fyret - som én af de meget få præster, der har opnået dét i Danmark. Det interessante er, at hans tanker og ideer, alt det, han stod for - var i sidste ende det, der vandt. Han forudså, hvad der ville ske i Danmark 20 år frem i tiden,«

Den 2. februar går tæppet for premieren. Og når sommeren kommer, pakker Danterne deres grej og overlader Aveny Teatret til det nye direktørpar, Ole Bornedal og Jon Stephensen.

Nikolaj Cederholm har allerede fået mange tilbud om nye udfordringer. Men foreløbig har han sagt nej til dem alle.

»Jeg er selvfølgelig lidt bange for, at jeg ender som Konen i Muddergrøften. Men jeg har et stærkt behov for ikke at binde mig. Lige nu er min kalender fuldstændig blank fra første juli. Jeg vil have lejlighed til at gøre noget af alt det, jeg længe har haft lyst til. Skrive prosa. Lave TV. Tegne, male, fotografere. Læse. Rejse. Jeg vil have plads til mig selv nu. Som kunstner og som menneske. Men det betyder ikke, at jeg ikke mere vil lave teater. Det tror jeg aldrig, jeg holder op med.«

eva.plesner@jp.dk