Unge Nielsen i paradiset

Der er noget ærefrygtigt, næsten religiøst over Mads M. Nielsens forhold til Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

At spille teater netop her er for ham lige så stort, som pilgrimsfærden til Mekka er for muslimerne.

»Gamle Scene er det ultimative teaterrum i Danmark. Der er ikke noget, der når det til sokkeholderne. Det er jo her, hele teaterhistorien ligger. Her man for alvor mærker historiens vingesus,« siger den 29-årige skuespiller.

I aften er det ham, der - i lighed med Poul Reumert og alle de andre gamle "kæmper" fra teaterhistorien - skal bjergtage publikum fra Gamle Scene, oven i købet i hovedrollen som skræddersvenden Peter Ravn i Hostrups klassiske syngespil "En spurv i Tranedans", der er skrevet netop til Gamle Scene.

Forestillingen bliver hans sidste efter tre et halvt år som en del af Det Kongelige Teaters faste ensemble, og Mads M. Nielsen kan ikke forestille sig en flottere afsked.

»Det bliver en milepæl i min karriere, uanset om det bliver en succes eller en dundrende fiasko,« siger han.

Teater i blodet

Som søn af skuespillerne Ole Møllegaard og Lane Lind - og i øvrigt som barnebarn af Lise Thomsen, én af Det Kongelige Teaters mest feterede divaer i 1930erne og 40erne - er Mads M. Nielsen så inficeret af teatret, som han siger, at han aldrig har været i tvivl om, at han også skulle teatervejen.

»Men som helt ung ville jeg jo gøre det både større og bedre end mine forældre og min bedstemor, og derfor drømte jeg om Hollywood,« siger Mads M. Nielsen.

Lige indtil en aften i 1989, da den dengang 18-årige Mads blev hevet med ind på Gamle Scene af sin mor.

Der var naturligvis ingen forestilling, og salen var ganske tom. Men at stå dér, hvor de største stjerner i dansk teater har optrådt, gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Mads.

»Det var som om, at alting faldt på plads inde i mig. Jeg opdagede, at jeg ikke behøvede at tage helt til Hollywood for at blive skuespiller, for pludselig kunne jeg mærke, hvor meget magi der er i dansk teater, og at det var her, jeg hørte til,« siger Mads M. Nielsen.

Året efter startede han på Aarhus Teaters elevskole. Og han har det stadig sådan, at hvis folk er i tvivl om, hvorvidt de skal blive skuespillere, så råder han dem til at gå en tur hen over Gamle Scene.

»Hvis ikke det får deres puls til at stige, så bør de glemme alt om teatret og vælge en anden karriere.«

Den magiske ring

Mads M. Nielsen debuterede i 1994, og i de følgende tre et halvt år var han fastansat på Aarhus Teater. I 1997 gik turen til København, hvor han blev en del af det Kongelige Teaters faste ensemble, og i de forløbne tre et halvt år har han medvirket i en lang række forestillinger, bl.a. "Isbrandt", "Renset", "Sælsomt Mellemspil" og "Den vægelsindede". I sidste sæson var han dén medarbejder på hele Det Kongelige Teater - operaen, balletten og kappellet inklusive - der havde været flest gange på scenen.

Nu krones tre et halvt år på Nationalscenen med hovedrollen i Hostrups syngespil.

"En spurv i tranedans" er historien om skræddersvenden Peter Ravn, der drager til København for at gifte sig og prøve lykken.

På vejen møder han student Halling, og en sen aften slår de følgeskab gennem skoven på vej ind til byen.

Ved midnatstid støder de på troldkvinden Gunhild, som giver Peter Ravn en tryllering. Ringen udvirker, at den jævne skræddersvend pludselig fremstår i en blændende stråleglans i omverdenens øjne.

Men - for der er selvfølgelig et men - ringens magi varer kun i 24 timer!

Dem forstår Peter Ravn imidlertid at udnytte til fulde, og i det efterfølgende døgn fordrejer han hovedet på det københavnske borgerskab hos Konsul Varberg. Skræddersvenden bliver feteret og ombejlet som en prins, og det stiger ham så ganske eftertrykkeligt til hovedet, at han forlover sig med konsulens datter, til trods for, at han allerede er forlovet med en anden pige. I det hele taget glemmer han alle sine aftaler, fordi han pludselig øjner chancen for noget mere spændende.

»Fra at have været et jævnt, naivt og "naturligt" menneske bliver han pludselig en skruppelløs opportunist i løbet af ét enkelt døgn. At skildre dén udvikling i skræddersvenden, det er så absolut den største udfordring ved rollen,« siger Mads M. Nielsen.

Et rigtigt syngespil

Hostrup skrev sit syngespil i 1848 - i øvrigt under navnet Jens Kristrup - og det er originaludgaven fra dengang, der opføres. Med kostumer fra midten af 1800-tallet, masser af muntre sange, lystige optrin, kække studenter, tjenestefolk, spidsborgere og et sprog, som det blev talt på Hostrups tid.

En rigtig vaudeville i bedste 1800-tals stil.

Umiddelbart kan det forekomme en smule altmodisch. Og på spørgsmålet om, hvordan Mads M. Nielsen har det med at spille vaudeviller, tænker han sig længe om, før svaret kommer:

»Havde det været en hvilken som helst anden instruktør end Eyun (Johannessen, red.), havde jeg nok ikke gjort det. Vaudeviller har det med at blive lidt bonerte og lidt krops- og kønsløse, og det er synd, ikke mindst for Hostrups vaudeviller. Men Eyun får det til at leve, han får kraften og saften frem. Og så lader han eventyret drive værket.«

»Der er så mange unge skuespillere, der siger, at de ikke bryder sig om at spille Holberg. Han er kedelig, forældet, plump osv. Sådan har jeg det ikke, og på det felt er jeg måske nok ensom i min generation. Jeg synes, det er spændende at beskæftige sig med sin kulturarv, ligegyldigt hvad den så består af. Og så er jeg altså vild med Hostrups sprog. Det er en enorm udfordring at gøre det forståeligt for nutidens danskere, men hvor er det dog vidunderligt! Jeg er faldet over så mange ord og vendinger, som er gledet helt ud, og som jeg ærgrer mig over, at man ikke bruger længere. Tag f. eks. et ord som "regederligt!" Det er da et skønt ord. Sikken en kraft, der er i det.«

Berømt som 11-årig

Og så har "En spurv i tranedans" selvfølgelig masser at sige et moderne publikum, understreger Mads M. Nielsen.

»Det er en historie om at blive voldsomt populær på det rene ingenting. I dag er vi enormt fokuseret på image. Alle skal være berømte, det er fænomener som Robinson og Big Brother lyslevende eksempler på. Men det er jo ren glimmer og varm luft. Folk er berømte, ene og alene fordi de er berømte, ikke fordi de udmærker sig ved noget reelt. Og det kan aldrig være sundt. Det så Hostrup for mere end 150 år siden,« siger Mads M. Nielsen.

Han har selv smagt en lille bid af kagen.

Som 11-årig fik han hovedrollen i børnefilmen "Drengen der forsvandt", og her mærkede han det forjættende ved at være feteret midtpunkt for et helt filmholds opmærksomhed hver eneste dag i fire måneder.

»Hvis ikke jeg havde det godt, gik alt jo i stå. Det er ikke sundt for en 11-årig dreng,« siger Mads M. Nielsen.

Da filmen kom op i bigraferne, blev den en succes, og Mads blev følgelig berømt.

»Fremmede mennesker hilste på mig på gaden, og pludselig var jeg så interessant, at jeg skulle sidde en hel dag i Magasin og signere bøger. Det var vildt sjovt, men det var jo ikke mig som person, det var min rolle, der gjorde det. Berømmelse er en berusende følelse. Men den er også farlig, for man mister kontrollen. Og lige pludselig er det hele slut, og så sidder man tilbage med ingenting.«

Den triste morale

Sådan går det også for Peter Ravn. Da ringens magi hører op, vil ingen længere kendes ved ham, og han bliver rasende, forbitret og hævngerrig. Men skræddersvenden har et trumfkort tilbage. Mens han stadig var det feterede midtpunkt, fik han indblik i en række afslørende hemmeligheder om borgerskabet, og konsul Varberg tvinges til sidst til at købe sig til Ravns tavshed for en pose penge.

»Det hele ender faktisk temmelig sørgeligt i modsætning til de fleste syngespil. Ingen af de unge elskende får hinanden, skræddersvenden mister sin uskyld, student Halling mister sin tiltro til borgerskabet, og borgerskabet bliver taget med bukserne nede og afsløret som snobbede, falske og beregnende. På den måde får skræddersvenden trukket næsten alle med sig ned i sølet. Så det er da godt, at vi først har premiere nu. Sådan en morale var næppe gået lige op til jul,« siger Mads M. Nielsen.

"En spurv i tranedans" har premiere i aften og spiller frem til 25. januar. Blandt de øvrige medvirkende ses Thomas Bendixen, Nis Bank-Mikkelsen, Aksel Erhardsen, Ole Ernst, Benedikte Hansen og Cecilia Zwick Nash.

eva.plesner@jp.dk