Helt ud til kanten

De seneste ti år er det blevet vildere at gå til koncert, og rockkulturen har oplevet en tiltagende råhed på begge sider af scenekanten.

Musikalsk er tonen blev mere aggressiv, og tilskuerne har svaret orkestrene med ekstreme udfoldelser som stage diving, crowd surfing og moshing.

En gang var den slags forbeholdt lukkede miljøer med hang til voldsom rock, men når den ekstreme rock i dag er en yderst salgbar vare, kommer crowd surfing og beslægtede fænomener langt uden for rockens inderkreds.

Amerikanske grupper som Korn, Rage Against The Machine eller Limp Bizkit sælger plader i milliontal og fylder arenaer. MTV er også med på bølgen, og på den måde er den ekstreme rockmusik og dens ritualer kommet ud af sit reservat.

Rockrevolution

Denne bevægelse fra kult til mainstream begyndte med grunge-musikken og den rockrevolution, der ramte hitlisterne i 1991-92.

Grunge opstod som en blanding af hård rock og punk, og da grupperne Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og Alice In Chains fik popsucces, fik helt almindelige rockfans øje på de kropslige aktiviteter, der ledsagede guitarrocken.

Pearl Jams videoklip til gennembrudshittet, "Alive" (1991), var et genre-definerende øjeblik. Her så man sanger Eddie Vedder kaste sig ud fra en balkon og blive grebet af publikum, og man så fans tæt ved scenekanten surfe på de andre tilskueres oprakte arme.

Det var noget, man kunne forstå hjemme ved MTV-skærmene, og ved orkestrenes koncerter lod publikum sig inspirere af det, de havde set på TV.

Kollektivistisk ritual

Grunge handlede meget om at gøre op med tidligere tiders rockstjerner og hente musikken ned på jorden igen.

I denne demokratiseringsproces spillede crowd surfing en vigtig rolle. Publikum og band kom tættere på hinanden, og sangere som Eddie Vedder og Nirvanas Kurt Cobain lod sig ofte transportere rundt på toppen af menneskehavet.

Tilskuer og kunstner var på den måde fælles om at skabe begivenheden.

»Crowd surfing er et kollektivistisk ritual. Det er guddommelighed, alle kan få del af,« mener Danmarks førende heavyrock-ekspert, journalisten Jens "Jam" Rasmussen.

Han har deltaget i ekstreme rockbegivenheder i 20 år og forbinder ikke crowd surfing, stage diving og moshing med noget voldeligt.

De værste situationer, han hidtil har set, er endt med en blodtud eller en brækket arm.

»Men crowd surfing er de seneste år blevet meget mere udbredt. Flere gør det, og mange kender ikke de uskrevne regler. Hvis man vil bæres, må man også bære andre. Vil man hoppe ud fra scenen, må man også være med til at gribe andre.«

Han mener, at man skal opdrage folk og lære dem rockkulturens spilleregler.

Netop respekten for fællesskabet, som crowd surfing og de andre ritualer er afhængige af, har været draget ind i diskussionen om årsagen til ulykken i Roskilde - politiet undersøger stadig, hvad der gik forud for tragedien og ser bl.a. på publikums opførsel.

Var der nogle af fansene, der gik for vidt og fortsatte med at moshe og skubbe, selv om folk omkring dem faldt? Tænkte de kun på deres egen ekstreme oplevelse, og glemte de fællesskabet?

Det er træk, man tidligere har set følge den ekstreme rock som en mørk skygge.

Det værste tilfælde udspillede sig sidste år, da Woodstock III i USA endte med bål og vold. Under koncerten med festivalens sidste band, Red Hot Chili Peppers, gik en del af publikum amok og rev scenehegn, højttalertårne og sikkerhedsbarrierer ned. Lastbiler og boder blev sat i brand.

Allerede inden det store amokløb havde mandlige rockfans stået for negative vibrationer og udvist foragt mod festivalens fredelige ånd, kvindelige tilskuere blev udsat for sexistiske tilråb, og flere voldtægter blev rapporteret. I tumulten foran scenerne blev unge kvinder befamlet, og enkelte fortalte, at de mærkede fingre blive stukket ind i deres kønsåbninger, mens de crowd surfede.

Under en særdeles voldsom koncert med Limp Bizkit opfordrede sangeren, Fred Durst, publikum til at »smadre ting«, og det blev efterkommet med stor entusiasme. Også Rage Against The Machine og Kid Rock hidsede publikum op.

Ny subkultur

En sådan råhed og egoistisk galskab har man endnu ikke oplevet herhjemme, men de nævnte orkestre og ligesindede som Deftones og Slipknot ligger lige på grænsen til at bryde ud af kulten. Ingen af dem spillede på Roskilde Festival, og i forhold til disse band fremstår Pearl Jam som Abba.

Jens "Jam" Rasmussen har overværet koncerter med alle de nye store ekstreme bands og mener, at deres fanskare udgør en ny subkultur inden for rocken.

»De er hverken hiphop'ere eller heavyrockere, som vi normalt ser dem. De er meget unge, og så godt som alle sammen hvide. De identificerer sig med den aggressive musik. Hvor flipperne røg hash og dansede ledeløs dans, er disse fans endnu mere grænsesøgende.« Knægtene er typisk fra middelklassens forstæder, og de fleste lever almindelige liv med skole, forældre og fast spisetid. Gennem musikken får de fantasier og en flugtmulighed, der ikke findes i hverdagen. Sangene handler om at være træt af alt det vrøvl, man skal høre på, om at ville være fri, og sproget er fyldt med bandeord.

Kanten flytter sig

Jagten på ekstreme oplevelser og drømmen om ultimativ frihed knytter den ekstreme musik sammen med andre livsstilsfænomener, der går helt til kanten - og lidt længere.

De fleste af musikerne er ivrige dyrkere af ekstremsportsgrene som surfing, snowboard og skateboard, og for mange fans hænger musik og adrenalin-sport sammen i en naturlig pakke.

»Mange værdier i vores hverdag er teknologiske og sjælløse. Men vi bruger dem alligevel. Et totalt overforbrug af teknologi, som ingen rigtigt har reflekteret over. Der er blevet mere passiv underholdning med internet og flere TV-kanaler. Alternativet er, at man får fuld gas på enten med musik eller sport, især hvis man er 17 år gammel,« mener Jens "Jam" Rasmussen.

Det store problem for ekstremisterne er så, at kanten, de opsøger, hele tiden flytter sig. Det, der var grænseoverskridende sidste år, er helt normalt i dag, og når tatoveringer og piercinger er noget, man finder på naboens søde teenagedatter, skal de vildeste knægte finde en stadig mere ekstrem musik for at få det ultimative kick.

niels.pedersen@jp.dk