Seks fortællinger fra 2024

Kroningsfest i Kongens Lyngby

Fotograf: Stine Bidstrup

Mie Strømberg Rasmussen og venindeflokken har kendt hinanden, siden de startede på medicinstudiet i starten af 00’erne.

Dengang blev de bedste fester kaldt for kroningsfester – og derfor skulle flokken, der nu også tæller mænd og børn, selvfølgelig samles til det historiske tronskifte søndag den 14. januar, da kronprins Frederik blev til kong Frederik efter dronning Margrethes overraskende abdikation under nytårstalen.

Alle tilstedeværende i villaen i Lyngby var klædt i festtøj, bordet var pyntet med margueritter, heliumballoner af pingviner og kongekroner fløj rundt i stuen, og desserten i menuen var en islagkage med dannebrog i midten. Selv den lyse goldenretriver Molly bar krone det meste af dagen.

Selskabslegene, særligt opfundet til lejligheden, var ”margretheskåls-quiz” og ”Pingo-bingo”, der gik ud på at forudsige ord fra kongens tale. Da statsminister Mette Frederiksen (S) udråbte kongen fra balkonen, blev champagneglassene hævet i stuen, og alle råbte hurra for landets nye konge.

Det unge par i Eloy

Fotograf: Joachim Ladefoged, fotochef

Udlandsredaktør Michael Bjerre og jeg var på rundrejse i det sydvestlige USA for at fortælle om amerikanernes liv, og hvad der optog dem i valgkampen. Det bragte os til den lille by Eloy i Arizona, hvor der bor mange mexicanere. Lige netop denne befolkningsgruppe kunne få stor indflydelse på, hvem der vandt i denne vigtige svingstat. Vi besøgte byen, mens de fejrede den mexicanske uafhængighedsdag. På pladsen midt inde i byen var der opstillet madboder, legetøjsboder, en scene til musik og underholdning – og der var arrangeret faldskærmsudspring og bilshow.

Det unge par på billedet er kærester, og jeg spottede dem med det samme, jeg kom ind på pladsen. De sad og hang ud med deres venner. De er kun 13 år, men udstråler en coolness og attitude, som man meget sjældent vil finde i Danmark, især i den alder. Der er noget unikt og ungdommeligt ved USA, når det kommer til det fotogene. Alting er bare meget ekstremt. Livet er mange steder i USA mere hårdt og råt, og de unge mennesker bliver voksne en anelse hurtigere, end vi er vant til i Danmark. I dem ser jeg essensen af denne rå og tidlige modenhed, som er så karakteristisk for mange unge amerikanere.

»This is the hood!«

Fotograf: Casper Dalhoff

Lænken til den gøende pitbull strammedes, da jeg nærmede mig huset. En mindre hund strejfede frit omkring, og bag huset kunne jeg høre lyden af flere hunde.

Jeg vidste, at min tilstedeværelse kunne give en hård reaktion, og jeg må indrømme, at nervøsiteten satte ind, da jeg gik op ad den korte sti mod huset. Historierne om bydelen i arbejderbyen Detroit, USA, var barske og voldsomme. Jeg lagde mærke til, at mandens øjne var mere blodsprængte end klare. En anden mand dukkede op med en flaske i hånden, da jeg præsenterede mig. »Det ser flot ud, det, I laver – må jeg komme nærmere og tage nogle billeder?« Tavsheden var truende. Sekunder føltes som timer, før et nik og et »okay« brød stilheden.

På verandaen sad Charles Lindsey og blev maskinklippet af onkel Moe, mens barnebarnet Jaljanyla legede omkring dem.

Da Moe lagde klippemaskinen fra sig, dukkede endnu et par mænd op. Den ene var høj på stoffer, og den anden var ved at rulle en joint.

»Hey,« sagde Moe. »Nu har vi ladet dig tage billeder – skal vi ikke have noget til gengæld?« Situationen var ubehagelig, og jeg blev nervøs for, hvad kravet ville være.

»Kan vi få de billeder, du tager – kan du sende dem til os?« Vi gav hinanden en knytnævehilsen og indgik en aftale.

Jeg var på besøg hos genboen Theresa, som ville vise mig, hvor hun boede. En gade/blok på omkring 150 meter. Over for hendes hus stod resterne af det, der engang havde været et livligt hjem. Nu fortalte de kulsorte brædder historien om en ildebrand. Ved siden af stod et tomt, forladt hus, og på den korte strækning af vejen var flere huse blevet revet ned.

Theresa var overrasket over, at jeg havde turdet gå hen og hilse – men det var jo også sådan, jeg havde mødt hende et par dage tidligere ved et suppekøkken. Nu gik vi sammen ned ad hendes gade, men da vi nåede hjørnet, standsede hun. Hertil og ikke længere. Hun turde ikke selv gå videre. »Mord, overfald, tyverier osv. Det er helt vanvittigt her. De fandt en myrdet kvinde i en skraldespand derovre i sommer,« sagde hun og pegede over på den anden side af vejen.

»You know what I’m saying!« konstaterede Theresa igen og igen. Mit svar til Theresa kunne have været taget ud af en Malmros-film. Jeg nikkede og sagde nej. Held og lykke til os alle de næste fire år – you know what I’m saying!

I pagt med naturen

Fotograf: Benny Kjølhede, videojournalist

Alfrieda Seren er naturformidler og underviser i, hvordan man kan komme i kontakt med naturen. Lidt sat på spidsen siger hun, at hun kan tale med træer, og at de har en helende effekt på os mennesker.

Størstedelen af danskerne ønsker mere natur. Ikke desto mindre lever vi store dele af vores liv på kontorlandskaber, i biler og foran skærmen. Det er der ikke noget i vejen med, hvis man spørger den 32-årige Alfrieda Seren. Alligevel drømmer hun om, at vi bliver bedre til at sætte pris på naturen. Ikke mindst fordi vi ikke kan adskille os så meget fra naturen, som vi måske tror.

På vej hen for at mødes med Alfrida Seren kunne jeg mærke min formiddag i kroppen, jeg havde ondt i skulderen, og en begyndende spændingshovedpine var på trapperne. Vi mødtes i Risskov, som var dækket af ramsløgsblade, og satte os ned i skovbunden for at lave interviewet, og langsomt kunne jeg mærke, hvordan mine spændinger blev løsnet op, og min krop fik fornyet enegi bare ved at sidde der og være omgivet af natur.

Kønsdebat i boksearenaen

Fotograf: Gregers Tycho

Kvindeboksning er en nichesport under OL, men sammen med flere hundrede journalister havde jeg under legene i Paris fundet vej til Arena Nord, der ligger en time fra centrum af den franske hovedstad.

Udflugtsmålet var den indledende kamp i 66 kg-klassen imellem Imane Khelif fra Algeriet og italieneren Angela Carini. Det var kvinden fra Algeriet, de fleste var kommet for at se. Den 25-årige Imane Khelif er vokset op som pige og har altid konkurreret som kvinde. Men hendes karriere tog en voldsom drejning, da hun blev diskvalificeret inden finalen ved VM i boksning i 2023. En dna-test afslørede nemlig, at Imane Khelif ikke lever op til de kønskriterier, som det internationale bokseforbund IBA har lavet. Hun har ikke de gængse kvindekromosomer, som er XX. I stedet har hun XY, som er typisk for mænd.

Det blev en kort kamp i arenaen i Paris. 46 sekunder inde i kampen opgav den italienske modstander efter at have modtaget to hårde stød til hovedet. Imane Khelif fortsatte sin overlegenhed i ringen til de følgende kampe og kunne til sidst rejse hjem til Algeriet med en guldmedalje.

Englen og dæmonen

Fotograf: Miles Lilley

Sølvpapiret rasler, lighteren slår en gnist. Den mørke sten af heroin smelter og bliver til en slags tjære, som løber ned ad et stykke sammenfoldet stanniol. Jacob Vang Jacobsen tager et stort sug, og det lille værelse på herberget bliver fyldt med tyk røg.

»Fuck, hvor vil jeg gerne stoppe med det her,« fortæller han mig, idet han puster ud.

Som fotojournalist møder jeg rigtig mange mennesker, og på trods af fordomme om hjemløse og stofmisbrugere var mødet med Jacob Vang Jacobsen et af de mest menneskelige møder, jeg har haft i løbet af dette år. Han lukkede mig ind i sin verden, og med fuld tillid fortalte han sin historie.

Han fortæller om englen, der sidder på den ene skulder, og dæmonen på den anden. Alle mennesker har begge, hvis du spørger Jacob Vang Jacobsen. Hos ham har dæmonen bare fyldt lidt mere i perioder, men det er tydeligt at mærke, at der også er en engel til stede, når man møder ham.