Hvad skal Onkel Rejes odør af bøvser og bandeord i børnenes MGP?
Efter trusler og sygemelding er Onkel Reje tilbage med ny tv-serie og ny plade. Lørdag er han vært i børnenes MGP.
Onkel Reje som vært i MGP?
Det er noget af et modsætningsforhold.
Bevares, begge dele henvender sig til børn, men på meget forskellige måder.
Onkel Rejes odør af bøvser og bandeord kan umiddelbart virke malplaceret i sangkonkurrencens strømlinede univers med pastelfarvet pynt og velproducerede popsange.
»Ja, det kan virke lidt mærkeligt,« medgiver Mads Geertsen, den 54-årige mand, som i mere end 10 år har lagt krop og stemme til den folkekære figur Onkel Reje.