Han blev besat af legenden Tom Bogs og endte i hans stue. Pludselig kom handskerne fra Monzon-kampen på bordet
Den kendte kok Allan Schulz tog som dreng på uanmeldt besøg hos verdensstjernen Tom Bogs i Vanløse. Et møde, der satte varige spor. Og næppe ville kunne finde sted i dag.
Det var længe før, at han blev en af landets førende kokke. Faktisk kan Allan Schultz ikke rigtig huske, hvornår han mødte Tom Bogs. 1981 er hans bedste bud.
Det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det skete. Han har båret oplevelsen med sig altid.
Vi sidder i Parsley Salon, en restaurant på Strandvejen under Hellerup Park Hotel. Jyllands-Postens madanmelder gav stedet fem stjerner i efteråret. Allan Schultz kan altså finde vej i et køkken, men i dag skal han være fortæller.
Han har lovet at berette om, dengang han som dreng to aftener i træk besøgte den tidligere europamester i boksning. Tom Bogs gik bort den 22. december. Et dødsfald, der stadig bevæger Allan Schultz.
Mesterkokken har sørget for kaffe. Han søger øjenkontakt hen over sit krus, inden han nikker imod iPhonen på bordet, som skal optage hans ord.
Han begynder:
»Jeg er årgang 1965, og når vi drenge legede i gården dengang, så var vi Tom Bogs. Manden var et fænomen, altså bare navnet. Han var indbegrebet af boksning, folkelig, men samtidig en mytisk figur,« siger Allan Schultz og fortsætter:
»Tom var den første superstjerne i Danmark, men jeg havde ingen som helst fornemmelse af, hvem han var som menneske. Det er jo en oplevelse, som unge piger og drenge også har i dag: Man bliver fascineret af en person, og så kommer vedkommende op at hænge på væggen.«
Besøget hos Tom Bogs
Allan Schultz voksede op i indre København, men flyttede senere til Højstrupvej i Vanløse med sin familie. I 9. klasse eller muligvis 1. g skulle han lave en større skoleopgave, og han blev besat af tanken om, at han skulle løse den ved at tale med Tom Bogs. Helten, hvis aktive karriere nu var forbi, boede 500 meter fra ham ovre på Tryggevældevej.
»En dag tog jeg min cykel – min fars aflagte med lukket krank, som jeg havde arvet – og kørte af sted. Jeg passerede Toms hus nogle gange, inden jeg til sidst fik taget mod til mig. Klokken var 18-19 stykker, og det var nok lidt for sent. Men jeg ringede på døren og var optimistisk. Jeg havde hørt, at han var supersød. Han åbnede selv …«