»Man får ikke nødvendigvis den far, man gerne vil have. Man får den far, man har«
Lærke Kløvedal voksede op med hele Danmarks hippiekaptajn som sin far. Troels Kløvedal blev hyldet som manden, der havde modet til at gøre det, andre kun drømmer om. Tusinder af danskere kiggede misundeligt på den solbrændte sejler, når han forlod den grå hverdag herhjemme og lod sit skib føre med vinden. Men jagten på frihed var ikke uden omkostninger. Slet ikke for hans datter.
Det var et par dage inden jul. Lærke Kløvedal var taget til Jylland for at være sammen med sin familie. Ikke mindst sin far. Han lå i sygesengen, da hun stillede sine rejsetasker i entréen på den gård, hun aldrig selv havde boet på, men kun havde besøgt med spredte mellemrum som barn.
I løbet af foråret var det for alvor gået den forkerte vej. Hendes fars ben kunne ikke længere bære ham, kræfterne forlod stille arme og hænder, og nogle nætter var smerterne i kroppen så stærke, at han kæmpede for overhovedet at falde i søvn. Han havde for længst mistet evnen til at spise fast føde, lungerne havde også givet op, og nu trak han vejret med hjælp fra en respirator, der var opereret ind i halsen. Tale kunne han heller ikke, og al kommunikation med omverdenen gik gennem hans fingres ujævne dansen på tastaturet på sin iPad.
Tre år tidligere, i 2016, var Troels Kløvedal blevet ramt af den sjældne nervesygdom als, der lige siden stædigt havde ædt af hans førlighed. Nu var hele Danmarks hippiekaptajn endt i en lånt hospitalsseng med et fast hold af plejere, der hjalp ham gennem dagene.
Det var ved at være sidste udkald.