Peter Øvig Knudsen fandt uhørt ondskab i papirbunkerne: »Når det kan lade sig gøre i Danmark, kan alt lade sig gøre«

”Hvis du vil vide mere” behandler de mest aktuelle dagsordener lige nu. Følg med alle hverdage fra kl. 04.30 hos Apple, Spotify eller der, hvor du plejer at lytte til podcast.

»Hele to diktafoner?«

Oskar Plougmand undrer sig. Han peger på de to små, sølvgrå diktafoner på bordet foran sig. De ligger ved siden af tallerkenen med ost og de nybagte boller, som han for lidt siden bar ind til gæsterne i sit hus i Charlottenlund.

Den ene diktafon ligger der for at optage hans ord. Den anden skyldes frygt for, at den første svigter. Kald det paranoia. Kald det rettidig omhu.

Men det sidste minder den 88-årige, forhenværende inspektør i børneforsorgen om, at netop en diktafon reddede engang ikke alene hans egen røv, men sandsynligvis også en del børns.

»Må jeg lige fortælle en historie?« spørger han.

Spørg børnene

I 1970’erne var Oskar Plougmand én af bare fire inspektører, der var ansat af børneforsorgens magtfulde direktør, juristen Holger Horsten, til at føre tilsyn med børne- og skolehjem. Oskar Plougmand var yngstemanden og havde fået ca. 100 døgninstitutioner og skolehjem under sig i landets fjerneste egne. Det betød mange og lange dage på særligt de jyske landeveje.

Han var ny i jobbet, men havde allerede skabt sig et ry. Ved at gøre noget simpelt – men revolutionært. Han talte med børnene, uden at personalet var til stede, og han reagerede på børnenes beretninger.

På børnehjemmet Godhavn havde han eksempelvis insisteret på at spise sammen med børnene i stedet for at indtage frokosten på forstanderens kontor, som det ellers var sædvane. Drengenes fortællinger om en særlig lærer foruroligede ham i en grad, at han ikke turde køre igen. Han ringede til børneforsorgens direktør, og læreren fik en time til at pakke sine ting, ellers ville børneforsorgen køre en sag på ham, lød advarslen.

En formiddag steg han ud på en gårdsplads ved et skolehjem i Nordjylland og blev mødt af en forstander, der oplyste, at han var på vej i møde og derfor ville foretrække, at inspektøren kom tilbage en anden dag. Da det ikke lykkedes at verfe Plougmand af, insisterede forstanderen på at invitere ham over i privaten.

»Så begyndte forstanderen at stå og læse sine digte op for mig, og da jeg begyndte at sidde lidt uroligt i stolen, hentede han nogle andre digtsamlinger, så jeg rejste mig og sagde, at nu gik jeg over i afdelingen. Da begyndte han at blive rød på halsen,« siger Oskar Plougmand og peger.

Inde på et værelse satte han sig ned med nogle børn, hev sin nye diktafon frem, som han netop havde fået, og spurgte dem om lov til at optage samtalen. Børnene fortalte om at blive slået, rusket og blive skubbet ind i møbler. De viste ham deres blå mærker på brystet.

En jurist fra børneforsorgen ankom næste dag, og sagen endte for en dommer i Viborg Ret, hvor forstanderen beskyldte Oskar Plougmand for at have manipuleret børnene til at fortælle løgne.

»Det var ikke så godt, men så kom jeg i tanke om diktafonen! Den havde jeg smidt ind bag i min bil, da jeg kørte fra børnehjemmet,« fortæller Oskar Plougmand.

Retten holdt en pause, mens han gennemrodede sin bil. Fra der blev trykket play, og børnenes stemmer lød ud i rummet, gik der ikke mange minutter, før forstanderens bisidder bad om at få diktafonen slukket.

»Og så fik de en ny forstander i Nordjylland. Det kommer jeg til at tænke på, når jeg ser de diktafoner, selv om jeg tror, at min måske var lidt bredere,« siger han.

Efter fyringen

Oskar Plougmand er ikke alene et stykke danmarkshistorie, som han sidder der i stuen og skænker mere kaffe i journalisten Peter Øvig Knudsens kop. Han er også håbet i et altomfattende mørke i den prisvindende forfatters nye dokumentariske bog, ”Dem der ikke tier”.

Det er syv år siden, at en af Peter Øvig Knudsens nære venner fortalte om seksuelle overgreb, han havde været udsat for på et børnehjem. Vennen insisterede på, at Peter Øvig Knudsen skulle møde en mand, der kæmpede mod et system, hvor det indtil da altid havde været de voksne, der vandt. Siden det første møde mellem dem er Øvig Knudsen mange gange vendt tilbage til bordet i stuen i Charlottenlund.

»Hvad blev der egentlig af forstanderen på børnehjemmet i Nordjylland?« spørger jeg dem begge.

Svaret er den røde tråd i Peter Øvig Knudsens bog. Havde man et ønske om at fortsætte med at udsætte statens børn for vold eller seksuelle overgreb, var der frit spil. Også selv om man var blandt de få, der endte med en dom.

»En medarbejder, der havde forgrebet sig på børn, kunne skifte over til Åndssvageforsorgen, og når han så efter 10 år blev hapset der, kunne han fortsætte ovre i psykiatrien, for psykisk syge var der jo ingen, der lyttede til, hvis de klagede over noget. Der var frit spil, og det har gjort stort indtryk på mig, at ingen troede på børnene,« fortæller Oskar Plougmand.

Hans metode havde konsekvenser. Han fik politiske fjender. Forstandere måtte sige op. De anbragte børn begyndte at sige, »vi siger det til Plougmand«, hvis personalet var efter dem.

Det kunne alt sammen have været begyndelsen på en revolution inden for børneforsorgen, men blev det ikke. Det er svært at skabe en revolution, når man kun er én mand, og der er et væld af børn derude og voksne mennesker, der agerer i skyggerne.

Selv om han gjorde sit for at lufte ud, er der en særlig del, der nager både Peter Øvig Knudsen og Oskar Plougmand. Selv om nogle børn åbnede munden, når inspektøren kom på besøg, ved Oskar Plougmand i dag, at særligt de, der var udsat for seksuelle overgreb, tav.

I bogen ligger fokus særligt på Det Kongelige Opfostringshus ved Helsingør og det missionske børnehjem Solgården ved Tarm, men de er begge overbeviste om, at der ligger mange overgrebssager begravet rundtom i landet.

For fire år siden fik de anbragte børn på Godhavn statsministerens officielle undskyldning for de overgreb og det svigt, de oplevede i årene 1946 til 1976, og få dage før vi mødes ved Oskar Plougmands kaffebord i Charlottenlund, har social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) undskyldt på statens vegne for de overgreb, som anbragte i Sær- og Åndssvageforsorgen i perioden 1933-1980 lagde krop og psyke til.

»Når en forstander i Tarm kan begå overgreb i 27 år, på trods af at selv børnene kontakter det lokale politi, og det kun stopper, da børnehjemmet lukker af andre grunde …«

Peter Øvig Knudsen går i stå i ordene:

»Når det kan lade sig gøre i Danmark, kan alt lade sig gøre,« siger han så.

Mareridtsagtig film

Den folkekirkelige organisation Luthersk Missionsforening drev i perioden 1949-1976 børnehjemmet Solgården i Tarm.

Oskar Plougmand var i begyndelsen af 1970’erne på inspektion i børnehjemmet. Han mærkede, at noget var galt, men ingen af de anbragte piger ville sige noget. Han vendte tilbage med en kvindelig jurist, som han håbede, at pigerne ville føle det nemmere at betro sig til, men det førte intet med sig. Et brev med bekymringen blev sendt til børnehjemmets bestyrelse, som valgte at lukke sagen.

Det indledende kapitel i bogen om Solgårdens hemmeligheder har fået titlen ”Når Plejefar sagde godnat”.

Peter Øvig Knudsen har interviewet både dem, der var børn og lå i sengen på den anden side af gangen og hørte på lydene, og ansatte, der forsøgte at skaffe hjælp, men blev lukket ned af et lille lokalsamfund, hvor alle kendte alle.

Sagen kom første gang frem i offentligheden, da en tidligere anbragt, Grethe Sørensen, i 2006 fortalte om overgrebene i sin erindringsbog, ”Barndommens dal”, hvilket fik Luthersk Mission til at undersøge sagen. Det viste sig, at bestyrelsen i mindst tre tilfælde havde ignoreret konkrete henvendelser om misbrug og vanrøgt. Deriblandt fra fire tidligere ansatte, som i midten af 1960’erne også rapporterede om misbruget.

Da Peter Øvig Knudsen tilbage i 2017 henvendte sig til Jens Ole Christensen, der i dag er tidligere generalsekretær i Luthersk Mission, for at bede om indsigt i Luthersk Missions egen undersøgelse af Solgården, regnede han med at få et nej.

»Men han kunne ikke få sig selv til at sige nej, af rent moralske grunde, tror jeg, selv om det viste sig, at hans far selv havde været blandt dem, der havde hindret sagen i at komme frem,« fortæller Øvig Knudsen.

I ”Dem der ikke tier” fortæller Grethe Sørensen om, hvordan hun blev befamlet af forstanderen, men hun fortæller også om de mange mennesker, der har henvendt sig efter hendes erindringsbog med deres fortællinger om voldtægt og overgreb på Solgården. En kvinde ved navn Tove fortæller om de overgreb, hendes storesøster var udsat for, og hvordan storesøsteren som ganske ung begik selvmord ved at overhælde sig selv med benzin og tænde ild.

»Det mest forfærdelige er overgrebene,« siger Peter Øvig Knudsen og fortsætter:

»Men det næstmest forfærdelige er, at både børn og nogle unge ansatte faktisk prøver at råbe op. Nogle piger løber hen til den lokale politibetjent i Tarm og bliver sendt tilbage med beskeden om, at han kender forstanderen, og de skal ikke sprede løgne om ham. Hvis det var en film, ville man jo næsten ikke tro på det. Det vil i hvert fald være en mareridtsagtig film, ikke?«

Det har gjort særligt indtryk på ham, at de ansatte, der forsøgte at få hjælp fra bestyrelsen, var helt unge kvinder i begyndelsen af 20’erne, som endda havde deres egne forældre imod sig, der kendte forstanderen som et fint og fremtrædende menneske i både Luthersk Mission og byen.

I forbindelse med sin research stillede Peter Øvig Knudsen flere spørgsmål til de to mænd fra Luthersk Mission, der tilbage i 2006 havde stået i spidsen for at afdække sagen internt og efterfølgende havde skabt et arkiv om den. Da mændene genbesøgte arkivet, viste det sig, at flere papirer var forsvundet. Blandt andet et notat, som den ene selv har forfattet efter en samtale med en af tre anbragte piger, der forsøgte at melde sagen hos det lokale politi. Peter Øvig Knudsen fik den forklaring, at en tredjedel af arkivet var blevet destrueret på grund af GDPR-regler.

»Det er fuldstændigt uforståeligt. Resten af papirerne burde så også fjernes. Den eneste grund til, at jeg kan gengive den del i bogen, er, at Birger, der skrev notatet, husker hvert et ord fra sin samtale med ofret,« siger Peter Øvig Knudsen.

Taget til nåde

At det gang på gang har været muligt at stoppe overgrebsmænd, men at sagerne af uigennemskuelige årsager er faldet til jorden, har Peter Øvig Knudsen ikke alene fra sagen i Tarm.

Da han fik bevilget adgang til papirerne fra en retssag mod et skolehjems forstander, der blev anholdt og sigtet for seksuelle overgreb mod både drenge og piger i januar 1984, opdagede Peter Øvig Knudsen, at mandens overgreb var begyndt, mindst 15 år før han blev anholdt og senere erkendte sig skyldig i misbrug af fire drenge, hvilket sendte ham et år i fængsel.

Men det er ikke det, der har fået mig til understrege fem linjer i siden af hans bog. Jeg slår op på siden og viser Peter Øvig Knudsen ordet, jeg har skrevet i versaler.

»Hvad står der .... What???? med fire udråbstegn?« spørger han.

Jeg nikker og læser op af afsnittet, der beskriver, hvordan manden i 1990, altså seks år efter at han var blevet frakendt retten til at have med børn at gøre, via sin advokat anmodede om igen at måtte arbejde med børn under 18 år. Anmodningen blev i første omgang afvist af byretten i Ringkøbing, men Vestre Landsret omstødte dommen og gav ham retten til at arbejde med børn tilbage.

Få år senere, da Oskar Plougmand arbejdede med børnesager i Socialministeriet, opdagede han, at den dømte forstander nu var tilknyttet foreningen Børns Voksenvenner som frivillig. Det fik ham til at advare direktøren for børn- og ungeafdelingen i Københavns Kommune, som han kendte fra sine unge dage, og efter en tid ringede direktøren tilbage og fortalte, at han havde haft en samtale med manden og havde advaret ham om, at kommunen holdt øje med hans aktiviteter. Andet kunne direktøren ikke gøre.

»Sådan var det. De havde frit spil, og du skal også huske på, at ude i provinsen var en forstander et menneske, der havde meget magt. Sad måske i forskellige bestyrelser og kendte lokalpolitikerne og ansatte folk fra lokalområdet. Det var en autoritetsfigur,« forklarer Oskar Plougmand.

I sin research har Peter Øvig Knudsen set konturerne af et mørke, som både trækker i ham, men som han samtidig viger fra at gå dybere ind i.

»Jeg sidder jo lige nu og ser din reaktion og tænker, om jeg burde gå tilbage og undersøge de dommere, der gav ham lov til at arbejde med børn igen. Hvem var de? Var det bare et tilfælde? Det er tanker, der opstår, fordi jeg i arbejdet med bogen har set flere mærkelige mønstre,« siger Peter Øvig Knudsen.

Efter bogen var afleveret til tryk, opdagede han eksempelvis, at der ser ud til, at forstanderen i Tarm får tilsendt børn i pleje, selv efter sin pension.

»Hvorfor sender man børn hen til en mand, der har været så mange bekymrende henvendelser om? Har der været flere pædofile i den kreds af mennesker, eller har de bare ligget under for hans status?« tænker han højt.

Oskar Plougmand ser eftertænksomt på ham.

»Normalt sender man ikke små børn hen til pensionister. Det gør man altså ikke. Man sender jo ikke en lille pige hen til en gammel mand og kone. Et barn skal have noget forældresvarende,« konstaterer han.

En tic?

De to mænd i stuen taler videre om det Det Kongelige Opfostringshus. De medarbejdere, der krænkede eleverne seksuelt, kendte de hinanden? Var det et tilfælde?

En person kaldet ”Socialrådgiveren” var ifølge de ofre, som Øvig Knudsen har talt med, den groveste overfaldsmand i 10 år. Han gjorde sig venner med drengene, lod dem komme hos sig privat, bedøvede dem med stoffer. Det var desuden ham, der udvalgte de børn, der blev optaget på skolen.

»Det er ikke svært at forestille sig, at han har foretrukket de drenge, der overhovedet ikke har kontakt med deres forældre, som ikke havde nogen at gå til, og dem, der havde en psykisk skrøbelighed. For hvad giver det?« siger Peter Øvig Knudsen og fortsætter:

»Et offer, der ligger på et sølvfad.«

Jeg spørger ham, hvorfor han ikke har forfulgt mønstrene og historierne om dem, der holdt hånden over dem, der krænkede. Opsøgt forstanderen, der blev dømt, men fik retten til at arbejde med mindreårige børn tilbage eksempelvis. Han lever stadig, mener Oskar Plougmand.

Og lige der øjner jeg en tic. En kort sammentrækning af nerverne ved Peter Øvig Knudsens ene øje. Måske har jeg set forkert. Måske var det bare en grimasse. Han trækker vejret ind. Tænker sig om.

»Jeg tror ikke, at det er godt for mit psykiske helbred at skrive flere bøger om det. Man kigger ned i en afkrog af menneskesindet, som indeholder voksne mennesker, der er fuldstændig hensynsløse, psykopatiske og egoistiske over for børn,« lyder svaret fra manden, der ellers flere gange i sin karriere har dykket ned i danmarkshistoriens mørkeside med sine bøger om modstandsbevægelsens likvideringer og torturbødlen Birkedal, der arbejdede for Gestapo.

»Men hvis vi taler om torturbødlen Birkedal, var det dog voksne mennesker, han torturerede. Voksne mennesker, der var gået ind i frihedskampen og havde taget et valg, mens de her børn på alle måder er 120 pct. uskyldige. Det er voldsomt at vide, at den slags mennesker findes i verden,« siger Peter Øvig Knudsen.

Det påvirker ham også at bevidne, hvordan overgrebene har påvirket de anbragte børns liv. Nogle er skadet for livet. De bor alene. Ofte med hunde eller katte som eneste tætte relationer.

»Nogle har ikke noget sexliv og har aldrig haft det. Nogle har intet kærlighedsliv. For mig er det nok en af de vigtigste ting i tilværelsen, som de er afskåret fra, fordi de har mødt en psykopat. Jeg synes helt ærlig aldrig, at jeg har kigget ned i noget, der var sortere end det,« siger Peter Øvig Knudsen, der håber, at andre vil springe med om bord i emnet.

»Jeg tror, vi kun er i begyndelsen af at afdække, hvad der er sket, og hvad der sker med anbragte børn. I de kommende år vil der komme endnu flere historier om særligt seksuelle overgreb,« siger forfatteren.

H-E-L-T

Unge voksne, som har været anbragt i nyere tid, fortæller ham om vold. Og at der stadig foregår seksuelle overgreb og grooming, som det hedder, når en voksen manipulerer med et yngre menneskes følelser eller behov. De fortæller ham også om bosteder fyldt op til randen af personale, der oftere har erfaringer som dørmænd end fra pædagogseminariet.

»Hvor Oskar havde en diktafon til at dokumentere med, har de unge i dag mobiltelefoner, som de kan dokumentere svigtene med, og de er ikke opdraget på samme måde til at tie, når voksne taler. Det er godt,« siger Øvig Knudsen og henviser til TV 2’s dokumentar ”Nødråb fra Børnehjemmet” fra 2021.

Vi rydder kaffekopperne op og går ud i haven for at tage fotos til interviewet. Før vores veje skilles, er der dog en enkelt ting i bogen, som Oskar Plougmand er uenig med Peter Øvig Knudsen i. Som han gerne vil sige, og som han egentlig ville ønske, at han havde fået sagt, før bogen blev trykt.

»Jeg bliver lidt beklemt over, at Peter bruger ordet H-E-L-T om mig i bogen,« siger den tidligere inspektør til mig.

Peter Øvig Knudsen foreslår, at han kan bruge ordet ”pioner” fremover. Også det ryster Plougmand lidt på hovedet af. Han voksede op i Vejle under Anden Verdenskrig – og en helt? Det var for eksempel kvarterets mælkemand, der sagde tyskerne imod og aldrig blev set igen. Eller tømrersvenden, der boede i Svendsgade nr. 1 og drog til Spanien for at kæmpe mod Franco og heller aldrig kom hjem.

»En helt er for mig en, der sætter sit liv på spil og måske ofrer livet for andre. Jeg passede jo bare mit arbejde,« siger Oskar Plougmand.