»Vi har ikke altid lige let ved at sætte ord på det svære herovre«

Han har været urolig op til interviewet. Ikke at det har forstyrret nattesøvnen eller fået ham til at overveje at melde fra. Men Kim Blæsbjerg er bekymret for, om hans nye roman vil blive misforstået. Han har tænkt på, om vestjyderne vil føle sig angrebet.

Det er det sidste, han ønsker.

Den anmelderroste forfatter har ikke skrevet 565 sider om det vestjyske møde med kemikaliefabrikken Cheminova for at give sin hjemegn tørt på. Slet ikke. Kim Blæsbjerg holder meget af det sted, han kommer fra, og vækkede man ham en tilfældig nattetime, ville han uden problemer kunne rejse sig op i sengen og lave en lang liste over alt det gode, han har fået med fra sin opvækst i Lemvig.

Men der er også ting, som har undret og udfordret ham, da han blev voksen. Og som har gjort hans eget liv mere besværligt.

»Jeg kan mærke, at jeg er præget af at være vokset op i en del af landet, hvor man traditionelt har svært ved at sætte ord på følelser. Eller tale højt om de ting, man som menneske slås med i livet,« siger Kim Blæsbjerg.

Det er et af de bærende temaer i romanen ”De bedste familier”, der udkom i denne uge.

På overfladen er det fortællingen om, hvordan kemikalievirksomheden Cheminova i begyndelsen af 1950’erne flytter sin produktion fra et industrikvarter i sjællandske Måløv til den forblæste stationsby Harboøre på den jyske vestkyst. Det er en historie om flydende kviksølv og insektgiften parathion. Om syge arbejdere og voldsomme forgiftninger, om grov forurening og det berømte kemikaliedepot ved Høfde 42, som man stadig kæmper med.

Men det er også fortællingen om en vestjysk tavshedskultur, der indimellem forhindrer mennesker i at tale højt om de tanker og følelser, der kradser i dem.

Og måske hænger de to ting sammen. Måske er vestjydernes verbale tilbageholdenhed én af grundene til, at de lokale ikke protesterede mere, selv om mange havde en grum mistanke om, at ikke alt var, som det burde være, på giftfabrikken.

»Jeg tror, at vestjyderne var ”gode” til at tage imod de nye tilflyttere. De var glade for arbejdspladserne og den øgede velfærd, som Cheminova bragte med sig. Derfor undlod de også at tale højt om bagsiderne. Men den tavshed, der eksisterede i forhold til problemerne på Cheminova, den eksisterer også mellem mennesker herude. Helt ind i familierne. Vi har ikke altid lige let ved at sætte ord på det svære.«

Det var dømt til at gå galt

Vi sidder i fotografens bil. Med våd asfalt snurrende under os. På vej ud for at se det sted, som er omdrejningspunktet i Kim Blæsbjergs nye roman. Det er midt i januar og klassisk vinter på den jyske vestkyst. Med regn og blæst og to vinduesviskere, der kæmper med at holde forruden nogenlunde fri for vand.

Allerede på lang afstand kan man se røgen fra skorstenene, og hele vejen rundt om det store fabriksanlæg løber et tre meter højt hegn, der skal holde uvedkommende væk. Ikke at der er noget at skjule. I dag er der styr på sikkerheden herude, men da Cheminova i sin tid flyttede sin produktion til Jylland, så det hele anderledes kaotisk ud.

At den kontroversielle kemikalievirksomhed overhovedet besluttede sig for at rykke mod vest, skyldtes blandt andet fjordfiskerne i Roskilde, der begyndte at tale højt om forurenet fjordvand og fisk med underlige bylder. Landmændene brokkede sig også, det samme gjorde lokalbefolkningen, og med tiden blev stemningen omkring Cheminova så betændt, at man begyndte at kigge sig om efter en ny adresse.

»Flytteplanerne rygtedes helt til Lemvig, hvor et driftigt erhvervsråd besluttede sig for at tage kontakt til sjællænderne, som i årevis havde lukket deres giftige spildevand ud i en bæk, der løb videre ud i de nærliggende åer for til sidst at ende i Roskilde Fjord. I Lemvig kunne man tilbyde et helt hav at svine i,« fortæller Kim Blæsbjerg.

Cheminova så hurtigt fordelen i at flytte sin produktion til Vestjylland, og i 1953 byggede man en fabrik på Harboøre Tange. Nogle kilometer vest for Lemvig og helt tæt på Vesterhavet. Det lignede opskriften på et lykkeligt ægteskab. Cheminova slap fri af de kritiske røster, og vestjyderne fik hundredvis af nye arbejdspladser.

Men ligesom i et almindeligt ægteskab varede hvedebrødsdagene ikke ved, og snart begyndte problemerne at vise sig.

»I de første mange år ledte fabrikken urenset spildevand direkte ud i Vesterhavet. Man tænkte, at havet var så stort, at de giftige stoffer ville forsvinde i bølgerne. Desuden skete der jævnligt uheld i produktionen inde på fabrikken, som betød, at ren gift sivede ned gennem gulvet og direkte ud i en nærliggende fjord. Det lyder helt vanvittigt i dag, men det var en anden tid. Og det var dømt til at gå galt,« siger Kim Blæsbjerg.

Bærer med smil sin byrde

Men det var ikke kun naturen, der led under sjællændernes indtog. I de første år klæbede arbejdsulykkerne til fabrikken som muslinger til et skibsskrog.

I den nye roman møder læserne vestjyden Niels, en bomstærk arbejdsmand på Cheminova, der er gift med Margrethe, som han har tre børn med. Allerede på romanens første sider kommer den hårdtarbejdende familiefar i problemer, efter at han i timevis har stået og stødt en forhammer ned i en tromle med en størknet kemikalieblanding for at banke flager løs. Pludselig brænder øjnene, synet forsvinder, og Niels bliver ligesom andre før ham sendt hjem med et skud morfin i kroppen, så han kan få hvilet ud og få sit syn igen, inden han skal genoptage sit arbejde på kemikaliefabrikken.

»Niels og hans kone ved begge, at det er noget møg. Hun er bange for, at hendes mands arbejde på Cheminova vil gøre ham alvorlig syg, fordi han gang på gang farver sengetøjet gult med sin sved. Men samtidig har hun svært ved for alvor at tale med ham om sine bekymringer. Han er også bekymret, men vil ikke inddrage hende i sine tunge tanker. Dem tumler han med alene,« siger Kim Blæsbjerg.

På samme måde er parret også tavst om andre udfordringer i ægteskabet, hvad enten det handler om manglende nærhed eller en ufrivillig abort.

»Resultatet er, at de to aldrig rigtig får taget hul på de vigtige snakke, fordi de mangler et sprog for at tale om det svære i det nære. For at tale om følelser.«

Kim Blæsbjerg påstår ikke, at alle vestjyder er som romanens hårdtprøvede ægtepar, men forfatteren mener, at der hersker en særlig ”det-taler-vi-ikke-om-kultur” i denne her del af landet.

»Det er, som om man trækker på skuldrene og tørt konstaterer, at det er hårdt at være til som menneske. Man bærer med smil sin byrde. Måske fordi man historisk har været vant til, at det at arbejde kan være farligt. Når fiskekutterne i gamle dage gik ned og efterlod familier uden fædre og ægtemænd. Sådan var det bare,« siger Kim Blæsbjerg og fortæller, at det indimellem kan virke, som om man tænker, at der ligger en styrke i ikke at tale om sine problemer:

»Det er tegn på sejhed, hvis man selv kan klare sine problemer. Min påstand er, at der også ligger en svaghed i at være i verden på den måde. Der kan selvfølgelig være situationer, hvor tavsheden er en styrke. Når fiskerne står midt i en storm, duer det ikke at sætte sig ned og vende problemerne derhjemme. Så skal man handle. Men hvis man altid håndterer det svære med tavshed, risikerer man at blive meget ensom i verden.«

Undgå at fylde og larme

Vi holder stille. Med motoren kørende og udsigt til Cheminovas røde fabriksbygninger. Regnen trommer på taget, mens Kim Blæsbjerg taler om, at nogle af de udfordringer, som menneskene i den nye roman kæmper med, også knytter sig til den historiske tid, handlingen udspiller sig i.

»I 1950’erne var der generelt ikke mange, som talte højt om følelser og personlige problemer. Man luftede heller ikke sit beskidte vasketøj offentligt. Også på den måde var det en anden tid,« siger Kim Blæsbjerg.

Siden er der sket meget, og evnen til at tale højt om det svære er for længst drevet i land mange steder herhjemme. Men den mangler stadig at slå stærke rødder i det vestjyske, mener Kim Blæsbjerg, der i mange år ikke selv så sin geografiske baggrund som en udfordring. Det var først, da han som voksen flyttede til København, at han mærkede en mangel i sig selv.

»Da jeg startede på Forfatterskolen, mødte jeg andre unge, der havde lettere adgang til at tale om det svære, og jeg tænkte ofte: Hvad laver jeg her? Hvad kan jeg bidrage med, når jeg ikke engang ved, hvordan man bruger sproget? Et ord som kærlighed kunne jeg ikke bruge i min skrift. Det var for voldsomt et ord. Det betyder ikke, at der ikke var kærlighed i mit barndomshjem. Det var der. Man talte bare ikke ret meget om følelser.«

Kim Blæsbjerg kredser om Indre Missions historiske rolle i det vestjyske. Om det mådehold og den tilbageholdenhed, der ligger naturligt indlejret i den religiøse bevægelses tanker og handlinger.

»Det er klart, at det har betydet meget, at Indre Mission har været så stærke herude. Det har præget mange vestjyder både direkte og indirekte. Der har været et usagt ideal om at leve et beskedent liv og ikke larme for meget med sin opførsel,« siger den 48-årige forfatter, der husker, hvordan voksne i hans barndom havde et udtryk, de brugte til de børn, der lod sig gribe af stemningen og blev lidt for højrøstede.

»De fik at vide, at de skulle holde op med at ”skabe sig”. Der er ikke noget galt i at irettesætte børn, hvis de fylder det hele, men udtrykket blev brugt med løs hånd og ikke kun over for børn. Voksne risikerede også at få prædikatet, hvis de stak ud,« siger Kim Blæsbjerg og fortæller om sin mors fætter, der som ung flyttede til København.

»Når han kom hjem på besøg, blev det kommenteret, at han gik i ”mærkeligt” tøj. Eller at hans kæreste ”snakkede som et vandfald”. Man talte om dem. De fyldte og larmede, sagde folk. De ”skabte sig”. Det er klart, at man tager det blik på verden med sig videre i livet, når man selv bliver voksen. Senere kan man så gøre en indsats for at aflære det, men der vil altid sidde en rest tilbage i én.«

De vestjyske kvaliteter

Mennesker udvikler sig. Heldigvis, siger Kim Blæsbjerg. Med årene er han blevet bedre til at bruge sproget til at sætte ord på sit indre liv. Og folde sine følelser ud. Ikke mindst fordi hans kone har krævet det af ham.

»Når vi i begyndelsen af vores forhold så film om parforhold, tænkte jeg ofte for mig selv, at den slags ville jeg aldrig kunne tale med hende om. Heller ikke selv om vi havde dybe følelser for hinanden. Det var ubehageligt for mig at tale om det helt nære, for det havde jeg aldrig lært. Det var utænkeligt at tage visse samtaler op med mine forældre, og her vil jeg gerne understrege, at det ikke handler om, at der manglede omsorg eller kærlighed i mit barndomshjem. Slet ikke. Mine forældre har bare ikke brug for at sætte en masse ord på deres følelser,« fortæller Kim Blæsbjerg.

Den vestjyske forfatter har skullet lære at bruge sproget på, samme måde som unge fra en ikke-akademisk baggrund skal lære, hvordan de begår sig i et universitetsmiljø.

»De er også bagud i forhold til deres medstuderende. De mangler simpelthen noget. Det gjorde jeg også. Heldigvis ser det anderledes ud i dag.«

Men opvæksten i det vestjyske stikker stadig sit hoved frem. Ikke mindst i arbejdet som forfatter. Når Kim Blæsbjerg skriver, mærker han indimellem en lille stemme hviske til ham.

»Den fortæller mig, at jeg larmer og fylder, når jeg udgiver en roman eller stiller op til interviews. Så føler jeg mig som én af dem, der ”skaber sig”. Det er helt klart et ekko af min opvækst i det vestjyske,« fortæller Kim Blæsbjerg.

Som ung forfatter havde han en forestilling om, at når han en dag havde skrevet et par bøger, ville han være nået fri af de mentale revler og ude på åbent hav, hvor han kunne se mere venligt på sig selv.

»Men sådan er det ikke gået, og det har jeg med tiden sluttet fred med. I stedet for at forsøge at besejre den side i min personlighed, vil jeg hellere kigge det i øjnene og glæde mig over alt det gode, som min vestjyske baggrund har givet mig.«

Han sidder lidt uden at sige noget.

»Der er meget, jeg sætter stor pris på i denne her del af landet,« siger han så.

»Folk passer på hinanden, folk er driftige og vil gerne klare sig selv. Derfor forventer folk også, at man klarer sig selv, og den styrke, der ligger i, at man klarer sig selv, den ligger også i mig. Det kan jeg tydeligt mærke. Der ligger også en ydmyghed i folk herovre, som jeg virkelig godt kan lide. Den gode side ved ikke at fylde er jo, at man giver andre mennesker plads.«

Skider sin egen rede til

Vi ruller videre gennem den skrå vinterregn. Først på asfalt, så videre ad våde grusveje, der fører os ud mod havet. Til sidst kan vi ikke komme længere. Fotografen slukker motoren på en forblæst parkeringsplads, og håndbremsen takker i bund. Vi stiger ud i regnen, og fra den anden side af klitterne kan vi høre lyden af Vesterhavet. Sammen kæmper vi os gennem vinterblæsten. Pludselig åbner rummet sig, og nedenfor buldrer bølgerne mod kysten og skummer hidsigt hvidt.

Det ligner en lurende katastrofe.

Det gør det store, flade sandstykke, der ligger mellem parkeringspladsen og havet, ikke. Men det er det. I hvert fald hvis man spørger flere eksperter. Et skilt advarer mod at bade og fiske i havet. Det er her i sandet ved Høfde 42, at Cheminova i årevis dumpede sit giftige affaldsslam, som senere drev til havs og forurenede Vesterhavet, når stormene rasede. I dag ligger mere end 100 tons giftigt kemiaffald indkapslet i jern og beton, som man håber holder tæt, indtil man beslutter sig for, hvad der skal ske.

»Cheminova blev hurtigt så stor en arbejdsplads, at den føltes umulig at undvære. Jeg tror, at man var bange for sige eller gøre noget, der kunne skræmme virksomheden væk, så man mistede arbejdspladserne. I min barndom var der ingen, der talte negativt om fabrikken. Der var arbejdsulykker og rygter om folk, der blev alvorligt syge af arbejdet derude. Senere talte man om, at det var påfaldende, at flere tidligere arbejdere på Cheminova fik kræft i en tidlig alder. Alligevel var der stort set ingen, som brokkede sig.«

Selv da fiskene i fjorden og i Vesterhavet begyndte at tage skade af udslippene, var der tavshed, fortæller Kim Blæsbjerg. Det samme gjaldt for landbruget. Den vestjyske forfatters egen morfar havde en gård, der lå knap 15 kilometer fra Cheminova, og når vinden kom fra en bestemt retning, hentede han sine kalve ind fra markerne, fordi han kunne se, at de blev syge af at gå rundt derude.

»Det var hans løsning på problemet. Han var ikke vred på Cheminova, og han tænkte heller ikke videre over, at når dyrene blev syge, var det nok heller ikke specielt sundt for mennesker. Det var virkelig en anden tid. Man indrettede sig og forblev tavs.«

Af samme grund har Kim Blæsbjerg også indstillet sig på, at han måske kommer til at støde nogen med sin nye roman. Han ved, at der vil være vestjyder, som undrer sig over, hvorfor nogen igen skriver om Cheminova.

»Folk er trætte af folk, der tager sagerne op. Det skræmmer turisterne væk og skaber dårlig omtale,« siger Kim Blæsbjerg og fortæller om en af sine gamle venner fra Lemvig, der for et par uger siden skrev til ham.

Vennen havde læst forlagets beskrivelse af den nye roman, og det havde fået ham til at tænke på en scene fra tv-serien ”Matador”.

»Mads Skjern er sur på doktor Hansen, fordi han taler højt om erhvervslivets forurening af den lokale fjord. På et tidspunkt kommer chefredaktøren på Korsbæk Tidende med en kritisk artikel om doktoren, hvor han skriver: ”Det er en dårlig fugl, der tilsviner sin egen rede.” Det fryder Mads Skjern sig vældigt over. Nu var min kammerat spændt på, om jeg bliver fuglen, der skider ud over det hele. Og får vores barndomsby på nakken,« smiler Kim Blæsbjerg.

Den vestjyske forfatter håber ikke, at det bliver sådan. I hvert fald er det ikke hans mening at svine sin hjemegn til:

»Jeg har virkelig forsøgt at få alle nuancerne med i min fortælling, for jeg holder meget af både stedet og menneskene, der bor herude. Måske er det også grunden til, at jeg bliver mere anfægtet af de ting, der er problematiske. Det er altid mere sårbart at opdage fejl ved det, man holder af.«