Fortsæt til indhold
Kultur

»Vi er så overbeviste om, at vi bor i verdens bedste land, at vi glemmer at kigge på, hvad andre kan«

Lars Seier Christensen er vokset op på begge sider af Storebælt. Den danske rigmand er glad for sin jyske jordforbindelse og sine københavnske armbevægelser. Interviewet er en del af valgserien "Åh, Danmark".

Hvilket sted i Danmark holder du mest af?

»København. Jeg hører ofte folk brokke sig over, at de klassiske rejsemål er overrendt af turister. Folk klager over at skulle stå i kø og vade rundt sammen med alle de andre rejsende. Det er et frastødende elitært ønske, at man vil have det hele for sig selv. Det kan ingen kræve. I øvrigt er det positivt, at så mange turister strømmer ud i verden, for det må være udtryk for, at mange flere mennesker har fået råd til at rejse. Det glæder kapitalisten i mig. København er også blevet et yndet turistmål. Det forstår jeg godt. Jeg bor og færdes meget i udlandet, så jeg kan følge med i, hvad folk siger om vores hovedstad. Den er tryg, den er smuk, den er cool, den er bæredygtig, og den er afslappet, lyder roserne. Men nu er nogle københavnere begyndt at brokke sig. De vil ikke have flere turister. Det må være folk, der tror, at penge gror på træerne, for der er så meget god økonomi i turisme, som kommer både København og resten af Danmark til gavn og glæde.«