- For abonnenter
Revyskuespiller Jan Schou lever af det, han elsker, men fortryder én ting
70 år torsdag: Jan Schou har ingen planer om at gå på pension, og de næste tre års arbejde er allerede planlagt. Privat savner han at købe legetøj til de børn og børnebørn, som han aldrig fik.
Revyskuespiller Jan Schou går ikke ned på rødvin lige foreløbigt.
I begyndelsen af foråret kunne han fejre 50-års jubilæum i skuespillerfaget med en stor fest på Svendborg Teater, og til sommer er det 25 år siden, at Jan Schou blev en del af Rottefælden i Svendborg, hvor han udover at optræde på scenen, også har været kunstnerisk leder i 22 år samt instruktør.
»Jeg er så privilegeret, at jeg aldrig nogensinde har været arbejdsløs, hvilket jeg er ret stolt af, for det er ikke nogen selvfølge i min branche,« fortæller Jan Schou over en telefonforbindelse fra sit hjem i Odense.
Selvom Jan Schou har rundet et skarpt hjørne, har han ingen planer om at sænke farten foreløbigt. Prøverne er netop begyndt til sommerens revy, som har premiere den 2. juni, og foran venter mere end 50 shows, mens de næste tre års arbejde allerede er fastlagt.
»Jeg er begyndt at spille golf, men jeg kan ikke se mig selv bruge meget mere tid på det, for jeg elsker mit job. Jeg er sammen med glade mennesker hver eneste dag, og vi har det så sjovt under prøverne. I går fik vi lavet alt for lidt, fordi vi grinte så meget.«
Første møde med teaterverden
Gennem sin karriere har Jan Schou instrueret og medvirket i flere hundrede revyer og optrådt i komedier på ABC-teatret og Amagerscenen, og for skuespilleren har der aldrig hersket nogen tvivl om, at det var smilets vej, han skulle gå.
Fra en tidlig alder blev Jan Schou introduceret til revy-verdenen gennem barndomshjemmet i Silkeborg. Faderen tjente som impresario og solgte underholdning til jyske forsamlingshuse og festlokaler, og gennem sin opvækst mødte Jan Schou flere teaterstjerner hjemme i dagligstuen.