Niviaq Korneliussen gav opsang til de grønlandske ledere i sin takketale – kan gøre en forskel, mener chefredaktør

Publikum var tydeligt berørt, da den 31-årige forfatter Niviaq Korneliussen dedikerede sin takketale til en grønlandsk ungdom hårdt præget af selvmord. Hun modtog den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris som den første grønlandske forfatter nogensinde for sin roman ”Blomsterdalen”, der følger en ung grønlandsk kvinde i de sidste måneder, inden hun tager sit eget liv.

»Det er en triumf for grønlandsk kultur at modtage en så flot pris. Og det er en sejr at trænge igennem med netop dette budskab. Det siger jo sig selv, at der er noget galt med et samfund, som så mange mennesker ikke ønsker at leve i. Det kan der ikke komme nok fokus på,« siger Christian Schultz-Lorentzen, der er chefredaktør og administrerende direktør i mediehuset Sermitsiaq.AG, der blandt andet udgiver to landsdækkende aviser samt Grønlands populære nyhedssite Sermitsiaq.AG.

»Jeg er helt sikker på, at den grønlandske befolkning er pavestolt over, at hun formår at kaste lys over et emne, som ufatteligt mange mennesker og familier er berørt af,« fastslår han.

Tre selvmord i folkeskolen

Pavestolt blev også en 30-årig grønlænder, Michael Bro, født og opvokset i Ilulissat og i dag bosat i København. Han har tidligere mødt Niviaq Korneliussen gennem LGBT-miljøet i Nuuk, har læst hendes tidligere bøger og er nået halvvejs i ”Blomsterdalen”. Michael Bro var på familiebesøg i Sverige, da nyheden ramte. Han streamede straks prisoverrækkelsen.

»Jeg blev så stolt. På Niviaqs, men også på Grønlands vegne. Tårerne trillede under hendes tale. Af glæde og stolthed. Over prisen, men også, fordi hun valgte at bruge talen på at sætte fokus på børn og unge og et meget vigtigt tabu i Grønland,« siger Michael Bro, der netop har afsluttet et job i Region Hovedstaden og derudover arbejder som frivillig i ungdomsafdelingen i den internationale netværksorganisation Arctic Circle.

Men efter stolthed og glæde blev han også ramt af minder og sorg.

»I min folkeskoletid i Ilulissat begik tre elever selvmord. Vi oplevede det ikke fysisk, men i 4. klasse blev en dreng i klassen over os hentet i det store frikvarter i ambulance. Det var meget overvældende. I 7. klasse begik en pige fra vores klasse selvmord. I vores øjne var hun en glad pige.«

På den tid var selvmord ikke noget, der blev talt om på klassen.

»Ingen lærere sagde noget. Vi talte kun om det os børn imellem. Hver gang blev der holdt et minuts stilhed for at mindes. Det var det,« fortæller Michael Bro.

Derfor ved han, hvor vigtigt temaet er.

»Jeg fornemmer stadig, at selvmord er et tabu. Jeg håber, prisen motiverer ledere i Grønland og Danmark til at sætte fokus på problemet. Og så håber jeg, at prisen motiverer flere grønlændere til at bruge litteratur eller andre kulturelle genrer til at udtrykke sig. Det er vigtigt for alle samfund – men især for det grønlandske efter at have været koloniseret i så mange århundreder.«

For mange selvmord

I Grønland er selvmord et »betydeligt samfundsproblem”. Det fremgår af den grønlandske regerings hjemmeside, og ifølge Grønlands politis årsstatistik begik 45 personer selvmord i 2019.

»Denne her er til jer, der er rædselsslagne, fordi jeres venner forsvinder, selv om deres liv først lige er begyndt,« sagde Niviaq Korneliussen i takketalen.

Da hendes roman ”Blomsterdalen” udkom i 2020, satte det ifølge den grønlandske chefredaktør gang i en bevægelse, hvor flere gik på gaden i optog for at markere de mange, der har valgt livet fra. I talen brugte Niviaq Korneliussen beskrivelsen: »et modbydeligt system, der tvinger til at vælge mellem liv eller død«.

»Der er ikke blevet gjort nok, og på den måde har hun ret i sin kritik af de grønlandske lederes håndtering af de mange selvmord. Men som tidligere koloni er der mange aspekter, der fletter sig ind i hinanden og gør det meget komplekst,« forklarer han og tilføjer:

»Litteraturen kan være med til at gøre en stor forskel. F.eks. satte Yahya Hassan fokus på et meget tabuiseret indvandrermiljø, og det var jo en bog, der sprængte lydmuren.«

I København læser Michael Bro nu på livet løs. Han skal have læst ”Blomsterdalen” færdig.