Bemærk: Denne artikel blev publiceret første gang den 14. marts 2021

Spyfluer sværmede om krondyrkalvens mund og øjne. Den var syg. Døende. Den forsøgte at rejse sig, men havde ikke kræfterne. Nu lå den i lysningen, mens naturformidler Morten D.D. Hansen overvejede situationen. Han trak mobilen frem.

Og livestreamede dødsprocessen på Facebook.

»Det, vi kigger på nu, mine damer og herrer, er en døende krondyrkalv,« kommenterede han med lav stemme, mens han bevægede sig forsigtigt forbi.

»Det mest nærliggende ville være at udfri dyret af dets lidelser. Det er så ikke noget, vi praktiserer hjemme ved mormor, men den ligger her og er død inden for et par timer. Men alligevel kunne vi i det her land finde på at sende nogen ud for at give den en kugle for panden. Fordi vi har så svært ved at håndtere, at dyr dør. Store øjne. Ører. Den er så fin. Men det gør jeg ikke. For naturen må gå sin gang.«

Dødstrusler

Videoen udløste vrede mails. Dødstrusler. Morten D.D. Hansens direktør på Naturhistorisk Museum blev kimet ned. Spørgsmål til sagen blev stillet i Folketinget.

»Men det er det bedste stykke naturformidling, jeg nogensinde har lavet i min karriere,« siger Morten D.D. Hansen en formiddag på Molslaboratoriet, mens vi vandrer på de 120 omhegnede hektar. Det er ikke et stort område. Ikke desto mindre har det længe været epicentret for debatten om mere vildtlevende natur i Danmark.

For her må naturen gå sin gang. Så langt den kan inden for lovgivningen.

Selv når naturen er nådesløs, beskidt, farlig, så må den gå sin gang, som den nu bedst kan. Det er ikke alene Molslaboratoriets mantra. Det er også kernen i en konflikt om natursyn. En konflikt mellem biologen Morten D.D. Hansens »naturen må gå sin gang« og andre, der med dyrevelfærdslovens ord mener, at dyr bag hegn skal skærmes fra lidelse.

Stridens kerne er de 22 utæmmede exmoor-heste, der lever i det indhegnede privatejede naturområde i Mols Bjerge. På denne dag i februar ser der ud til at være få uger tilbage af vinteren. Hestene har mistet størstedelen af det fedtlag, de opbyggede sommeren igennem. Græsset er spist op. I stedet må de ty til gyvel og spinkle egegrene indtil forårets komme, når alt igen spirer. Manglen på føde i vinterperioden betød, at 14 heste i 2019 blev fundet for magre til at leve op til reglerne for dyrevelfærd. De blev fjernet. Nogle givet væk. Andre aflivet.

Hver dag kører Molslaboratoriets forvalter, der er uddannet landmand, rundt og observerer hestenes velbefindende. Hidtil har veterinærmyndighederne for hvert besøg godkendt hestenes liv. Alligevel oplyser Naturhistorisk Museum, der ejer området, at projektet alene i 2020 10 gange er blevet anmeldt og efterforsket for vanrøgt og frikendt hver gang. Den tendens er fortsat her i det nye år.

Det gør Morten D.D. Hansen ophidset. Selv mener han, at han udelukkende er skarp i retorikken, når han diskuterer med hesteaktivisterne på sociale medier, men for en lægmand virker han vred. Også denne formiddag, hvor hestene ignorerer os. De gemmer sig i bevoksningen.

Sabotage?

Han ser det som sit kald at formidle naturens væsen til omverdenen – både til Molslaboratoriets mange gæster og på tv, men han har opgivet hestefolket. Derfor har Morten D.D. Hansen bestemt frabedt sig, at Jyllands-Posten inviterede hesteaktivisten Dorthe Brauner Jensen med på dagens vandring mellem hestene. Deres natursyn er for langt fra hinanden til at kunne mødes, mener han.

I februar forsøgte besøgende på området at bremse en person, der fodrede de vilde heste med gulerødder. Episoden blev optaget på mobiltelefon. Morten D.D. Hansen river sig i huen. Han har set optagelsen. Det er sabotage, mener han. Chikane.

»Men de skal ikke have lov til at sabotere projektet. Får hestene gulerødder, kan det slå deres maver helt i stykker. De er ikke vant til højoktanmad her midt om vinteren. Og begynder de at opsøge gæster for at få mere mad, kan det resultere i farlige situationer, som man har set på statens arealer. Fodres de af fremmede, kan vi blive nødt til at slå hestene ihjel bagefter.«

Han mener, at mange danskere forstår projektets egentlige mission. At vise, at store planteædere hører hjemme i naturen, og at deres græsning om vinteren vil kunne få den hårdt pressede danske natur til at blomstre igen. Men han erkender også, at det kræver en udvidelse af en del danskeres natursyn. Reelt et mentalt opgør med de seneste par århundreders natursyn.

»Hidtil har vi skullet legitimere, at vi holdt husdyr og rideheste, som får proppet et bidsel i munden og knaldet en saddel oven på sig, for de skal tilrides, og de kan godt være svære at tilride, så sådan en hest skal lære, hvem der bestemmer! Det må man gerne. Vi må også gerne dyrke husdyr og lade søer føde deres unger i metalbøjler og fjerne kalve fra deres mødre. Det findes der dyrlæger, der legitimerer hver dag og lever af at holde øje med. Men så kommer vi og formaster os til at sige, at formålet herude ikke er at slagte dyrene eller bruge dem til noget som helst. Vi siger bare, at de heste skal leve, og kan de ikke klare sig, så er det ud! Det er et nyt formål! Og det provokerer folk helt vildt. Det er jo uetisk, siger de!«

Morten D.D. Hansen slår frustreret ud med hænderne:

»Det her må du godt citere mig for: Nogle af de hestekvinder er skrupskøre. Jeg har da aldrig oplevet mage til forskruet folkefærd. Forleden, da vi igen var blevet anmeldt og havde haft dyrelæger herude, der sagde, at vores dyr havde det bedre end 99 pct. af dyr i den danske kødproduktion, fordi vores dyr lever et indholdsrigt liv, så skrev en på Twitter, at hvis vi VIRKELIG ville vide, om dyrene har det ordentligt, skal der blandt andet tages temperatur på hestene analt. Analt? Good luck, sir’ jeg bare. Det finder vores dyr sig ikke i!«

De vilde heste på Mols er del af en rewilding-filosofi, der har vundet indpas herhjemme og i udlandet i takt med, at biologer og politikere på begge sider af folketingssalen med stigende nervøsitet har erkendt verdenshistoriens måske største naturkrise. Planter, insekter og dyrearter dør om ørerne på os. I rekordfart. Kun omkring 2 pct. af Danmarks natur er i dag urørt. I et forsøg på at genvinde det tabte vil staten de kommende år blive etableret 15 naturnationalparker, hvor »naturen så vidt muligt får lov til at udvikle sig på naturlige præmisser, og hvor der udsættes store græssende dyr«, som der står i lovteksten, der netop har været i høring.

Helt til grænsen

Når det gælder dansk rewilding, er Molslaboratoriet fronten. Flere andre steder i landet har man også sluppet heste løs for at græsse områder helt ned, så der kan spire ny natur frem, der kan tiltrække flere insekter, sommerfugle, fugle og dyreliv. Men på Molslaboratoriet har man taget et ekstra – og i flere øjne – kontroversielt skridt.

Hestene i området bliver reguleret reaktivt. Mens man i andre rewilding-projekter forsøger at vurdere, hvor mange heste et område kan bære igennem en vinter, og derefter slagter eller giver overskudshestene væk, så venter man på Mols og ser vinteren an. Hestene kommer ikke i stald, hvis sneen lægger sig. De får ikke medicin mod parasitter eller antibiotika, der kan forurene naturen gennem hestepærer på jorden. Der er adgang til vand, men der gives ikke ekstra foder, uanset hvor lidt græs der er tilbage, hvilket betyder, at hestene taber sig. Konstaterer områdets forvalter på sine daglige køreture, at en hest er blevet for mager, først da fjernes den fra området.

»Det er stærke ord, men reelt er rewilding på Molslab naturplejedyrenes holocaust og med statens velsignelse som det tredje rige,« som en ophidset person for nylig skrev på Twitter.

Ikke desto mindre ville Morten D.D. Hansen gerne slippe naturen endnu mere løs. Var Molslaboratoriet meget større end sine 120 indhegnede hektar, så hestene havde mulighed for at søge føde over et større areal, og tillod lovgivningen det, ville han uden at blinke lade de heste, der ikke kunne klare sig gennem en vinter, dø af sig selv. Lade naturen selvregulere. Som med krondyrkalven lade hestene leve eller dø på egne præmisser. Han så også gerne, at de døde dyr blev efterladt, så ådslet kunne blive grobund for en masse dyr og andre organismer, der er grundlaget for hele skovens fødekæde.

Men hvorfor ikke aflive den krondyrkalv. Hvis du havde påkørt den, havde du så også ladet den ligge og lide?

»Ja. Og det har jeg gjort. Men med din dyreetik så skal vi jo også gøre det med mormor nede på plejehjemmet eller?«

Nej …

»Hvorfor ikke? Du har medlidenhed med dyrene – men ikke med mormor?«

Fordi der er forskel på dyr og mennesker?

»Det er præcis pointen, der er på spil i denne debat. Dødsprocesser tager lang tid. Og sådan har det været i millioner af år. Der er intet krondyr, der løber rundt og siger: ”Jeg er et glad lille krondyr”, og bum, så falder det pænt om af et hjerteslag. Selv at blive aflivet af rovdyr er sgu ikke morsomt. Har du set vildhunde? De flår byttet til atomer. Vi er nødsaget til at lære, at naturen virker. At døden er en del af naturen. Det er sandt, at hestene er sultne lige nu. Selvfølgelig er de det. Det er et hårdt liv her sidst på vinteren. Men de kan godt tåle at tabe sig. De kan også godt gå med et dårligt ben, uden at det er synd for dem. Det er da mere synd for dem at slå dem ihjel øjeblikkeligt i stedet for at se tiden an.«

Han går hen imod en gruppe heste ved områdets sø. De flytter sig, da han kommer tættere på. Det beroliger ham. Skal missionen lykkes, skal hestene være så vilde som muligt.

»Der er folk derude, der mener, at vi er den inkarnerede ondskab. Måske kommer vi aldrig dertil, hvor vi kan slippe naturen helt fri. Det er fair nok. Men så må vi gøre det så meget, som reglerne byder det,« mener Morten D.D. Hansen.

Det tredje (dyre-)rige

Hvad der for biologen er en løsning, er for Dorthe Brauner Jensen Endlösung. Hun er frivillig hos foreningen Dyrenes Velfærd og beskriver sig selv som »freelance-dyreredder« . Andre kalder hende aktivist, når hun indrykker læserbreve i alverdens lokalaviser for at opfordre til modstand mod heste i rewilding – og særligt Molslaboratoriet.

Dorthe, er det egentlig dig, der har fodret de heste med gulerødder?

»Nej, men jeg får skyld for alt. Og jeg kan godt forstå folk. Jeg kan ikke afvise, at jeg selv vil tage derud med halm, hvis jeg melder det til politiet, og politiet ikke gør noget. Man kan da ikke stå og se på, at dyrene sulter. Molslaboratoriet er jo en ren koncentrationslejr for heste.«

Du sammenligner heste med jøder. Massedrab på et folk?

»Men når man sætter heste ind bag et hegn, fordi man udelukkende ser dem som buskryddere, der skal græsse for insekternes skyld, og hegnet hindrer hestene i at kunne gå frit og søge føde andre steder, så er biologerne jo direkte skyld i, at de lider.«

Argumentet om, at man ikke kan forudse, hvor let eller hård en vinter er, og dermed give dyrene en chance for at overleve i stedet for at skære bestanden ned på forhånd, afviser Dorthe Jensen.

»De tager dyrene ud for sent. De lader dem lide. Og de vil ikke offentliggøre alle dyrelægekontrollerne, så jeg kan vurdere …«

Men Dorthe, hvorfor skal du egentlig vurdere det? Du er jo ingen myndighed. Er det ikke o.k., at fagfolk står for det?

»Morten D.D. Hansen reklamerer med, at Molslab danner rammen for de kommende nationalparker, og grundlæggende kan jeg ikke forstå, hvorfor de regler, der gælder for fru Pedersens hest, ikke gælder for Molslab. Lige nu – mens vi taler sammen – er lovgivningen ved at skride endnu mere, så Molslab og statens naturnationalparkerne får frit spil. Og dem, det går ud over, er dig og mig og alle de naturgæster, der kommer til at se døde dyr og hopper med dødfødte føl hængende ud af livmoderen,« siger hun.

Den del er hun ikke alene om at være bekymret over. Både Hestens Værn, Foreningen Nyt Hesteliv og dyreværnsorganisationen Dyrenes Beskyttelse har kritiseret de dispensationer af dyrevelfærdsloven, som der lægges op til i lovforslaget om naturnationalparkerne. I lovforslaget løsnes blandt andet kravet om vinterfodring og tilsyn af de store planteædere som elg, bison og heste, der skal sættes ud. Træder lovændringen i kraft, kan man i naturnationalparkerne nøjes med at tilse dyrene »jævnligt« og ikke dagligt.

»Set fra dyrets perspektiv vil det i relation til dyrevelfærd være et tilbageskridt, hvis man som hest uden for naturnationalparker er sikret minimum ét dagligt tilsyn, mens tilsynet foretages med nedsat frekvens i naturnationalparker; tilsvarende vil en kalv i landbruget være sikret minimum ét dagligt tilsyn, mens dette forventeligt vil forekomme sjældnere i naturnationalparker. Forhold, der for private er strafbare, eftersom dyr skal tilses mindst en gang i døgnet og fodres og plejes efter deres behov,« skrev Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, i et høringssvar. Og Dorthe Brauner Jensen er enig. Staten vil bare spare penge i de kommende naturnationalparker - og hestene betaler regningen, mener hun.

Men i forvejen går hjorte rundt i skovene og lever og dør og passer sig selv uden daglig overvågning – hvorfor er det anderledes med heste?

»Fordi de ikke går frit rundt. Og i øvrigt. Var der nogen, der spurgte den krondyrkalv, som Morten D.D. Hansen livestreamede, om den egentlig gerne ville have noget smertelindring? Nej? De rigtig vilde dyr har vi ikke samme forpligtelse over for som med hestene, men Morten D.D. romantiserer døden. Jeg håber, at han husker det, når han selv en dag ligger på dødslejet,« siger Dorthe Brauner Jensen.

At miljøminister Lea Wermelin flere gange har bedyret, at man ikke i de kommende naturnationalparker vil sætte højt hegn og vende ryggen til med massedød til følge, overbeviser ikke Dorthe Brauner Jensen.

»Det sagde de også i Holland! Og se, hvad der skete der!«

Et skrækeksempel

Det berømte naturreservat Oostvaardersplassen i Holland er rewilding-debattens smertensbarn.

Konik-heste, heck-kvæg og krondyr blev sat ud på det store inddæmmede marskområde – men ingen rovdyr. Der blev ikke vinterfodret, og bestandene blev ikke holdt nede, så efter en særlig hård vinter i 2004-2005 gik billeder af mængder af døde dyr, der lå på jorden spredt hen over naturreservatet, verden rundt.

Det lignende en dødelig epidemi. Anbefalinger blev ikke fulgt. Og da de døde dyr blev observeret af de mange forbipasserende hollændere, rejste sig en protest, der blev stærkere og stærkere i de kommende år, når vinterdødeligheden atter satte ind. Demonstranter smed hø ind over hegnet til dyrene. Naturorganisationer lagde sag an mod staten. Der blev tændt vågeblus for de døde dyr.

Resultatet blev, at myndighederne skred ind og strammede forvaltningsplanen. Antallet af græssere blev reduceret markant og holdes nede. Rune Engelbreth er medlem af Det Etiske Råd, medlem af bestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening og glødende fortaler for naturnationalparker. Han har nærstuderet udviklingen i Oostvaardersplassen.

»I Holland gik man for langt og fulgte ikke de løbende videnskabelige anbefalinger. Det blev desuden en naturformidlingsmæssig katastrofe for den uforberedte befolkning, der selvfølgelig ikke lige var med på, at det var fedt for naturen med 100 døde heste. Men det vil ikke ske herhjemme. Ja, der kommer nok nogle bisoner og nogle flere vilde heste, men det er forholdsvis nemt at bremse udviklingen, hvis f.eks. valget og antallet af dyr skal justeres. Det kan ikke komme helt ud af kontrol, for det vil være superlet at regulere løbende, og naturudviklingen bør jo naturligvis følges tæt af forskere,« siger Rune Engelbreth.

At der med naturnationalparkerne vil opstå en formidlingsmæssig opgave målrettet en befolkning, der ikke nødvendigvis alle aner, hvad mere vild natur reelt indebærer, tvivler han ikke på.

»Vi er ikke vant til at se naturen udfolde sig som natur. De fleste af os er vant til at gå og løbe en tur i granplantager, der er rene tømmermarker og intet har med naturlig skov at gøre. Mange forestiller sig, at natur er en disneysk harmoni, hvor alt er i balance, men natur er dynamisk forandring, og den dynamik får vi kun tilbage med flere planteædere, flere skove uden motorsave og flere moser og søer, der ikke drænes. Det er disse processer, der er naturens hjerte. Men jeg tror nu, at naturforståelsen er godt på vej – der er bare nogle få brugergrupper, der fylder meget i debatten, men danskerne som helhed har flyttet sig,« siger Rune Engelbreth.

Han tilskriver det spirende nye natursyn de senere års stime af naturprogrammer om dansk natur på tv såsom ”Vilde Vidunderlige Danmark” og ”Giv os naturen tilbage”, hvor bonderøven Frank Erichsen og Hjørring Kommune gik sammen om at redde sommerfugle, bier og vilde planter. ”Vilde Haver”. Og ”Bidt af naturen”, hvor Morten D.D. Hansen er vært.

Elitær tankegang?

På Mols trækker Morten D.D. Hansen i sin røde strikhue med Vejle Boldklubs fremtrædende logo. Han peger på to heste, der står inde i buskadset og spiser af den stridbare gyvel, som enhver naturforvalter drømmer om at komme af med.

»Se, jeg begår dyreplageri lige nu. Jeg lader dem spise gyvel, der er giftig. Men de er jo kloge, de der dyr. De spiser lidt og så lidt andet, og derfor bliver de ikke syge. De er kompetente. Naturen er kompetent,« siger han og borer sin skospids ned i jorden for at vise os de rosetplanter, som er vokset frem, efter at græsset på overmarkerne blev spist i bund.

»Naturen ændrer sig, når den får lov til at blive spist helt op om vinteren. Sådan en tandbælg vokser bare 2 cm op, så bliver den gnavet helt ned. Det giver rosetplanterne, der har bladene helt nede ved jordoverfladen, en konkurrencefordel. Normalt ville græsset få lov til at gro vildt, så det havde en fordel om foråret, og så siger det sig selv, at vi får færre blomster,« siger han.

Men når vi er der, hvor vi er nu, hvor alt er nedspist, hvilken skade gør det så at kaste lidt tilskud ud til hestene? Du har lige sagt til mig, at kommer der flere kolde uger, så er der måske et par heste, der skal fjernes – hvilken skade kunne det gøre at give dem bare lidt mad?

»Vores natur er ægte. Det er vigtigt, at der bliver spist helt i bund. Og ved ikke at fodre og gøre hestene lidt tamme så undgår vi ulykker hos os. Der har været ulykker på statens arealer, men de bliver fodret. Det er så vigtigt ikke at fodre dem. For så bliver de nærgående. Og dovne.«

Har I overvejet at vælge andre dyr end heste?

»Jamen vi har jo også galloway-kvæg herude, men dem er der ingen for alvor, der hidser sig op over. Men sagen er egentlig, at hos os mener vi vitterligt, at dyrene har et godt liv. Og de har altid en chance. Det kan godt være, at nogle af dem taber, men de har altid en chance. Men jeg er kommet frem til, at det hele handler om, at vi er kættere. Og hvad gjorde man med kættere i gamle dage?«

Brændte dem?

»Ja, fordi de repræsenterede en anden virkelighedsopfattelse. Vi rokker ved folks virkelighedsopfattelse herude, når vi kommer og præsenterer, at det her er et godt hesteliv, der måske kan være hundrede gange federe end at stå på en rideskole eller ude på en mark i mudder med et hestedækken.«

Morten, du er jo elitær. Vi er en hel befolkning, der er vokset op uden at være konfronteret med vild natur. Og så siger du, at vi bare skal lade krondyrkalven dø og finde os i heste, der dør af sult?

»Jeg er ikke elitær. Jeg siger bare, at du er nødt til at se det med dine egne øjne for at forstå. Du er nødt til at se krondyrkalven og acceptere dødsprocessen, hvor ondt det end gør. Du er nødt til at se hestene, der taber sig om vinteren, fordi det er vinter. Og tykke om sommeren. Vi er nødt til at acceptere, at verden kan fungere uden os! Jeg repræsenterer såmænd bare et alternativt verdensbillede ude i et lillebitte hjørne af Danmarks natur. Et hjørne! Og jeg siger ikke, at der skal gå vilde heste eller elge frit rundt i hele Danmark. Og alligevel går folk helt amok.«

Den 3. marts kom Østjyllands Politis dyreværnsenhed på inspektion sammen med en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen på Molslaboratoriet og efterså alle dyr. Østjyllands Politi oplyser til Jyllands-Posten, at der ikke var nogen dyreværnsmæssige overtrædelser.