Da naturen – og menneskene – blev sluppet fri

For et år siden var Naturhistorisk Museums feltstation i Mols Bjerge, Molslaboratoriet, en landbrugsejendom. Ganske vist en naturnær en af slagsen, men ikke desto mindre havde vi i de mange små hegninger en produktion af usædvanligt velsmagende kødkvæg, ligesom vi modtog landbrugsstøtte på en del af græsningsarealerne.

Om vinteren fodrede vi køerne, så de ikke behøvede at æde så meget vissent græs, hedelyng og nåletræer, og derfor kunne vi tillade os at have flere dyr, end naturen egentlig levnede plads til.

Om sommeren åd vores unaturligt mange køer måske lidt rigeligt med blomster, men det var stadig et umådeligt naturrigt område. På Molslaboratoriet findes således langt flere arter af dagsommerfugle end noget andet sted i Danmark.

Nu er Molslaboratoriet noget helt andet. Vi har meldt os ud af enhver landbrugsstøtteordning. Vi har fjernet alle de indre hegn og erstattet dem med et stort yderhegn omkring hele ejendommen. Vi er stoppet med at flytte rundt på dyrene, stoppet med at fælde gyvel og slå hø for blomsterfloret, og vi er også stoppet med at beskære træer og buske for at gøre stierne tilgængelige.

Vi er faktisk stoppet med alt. Til gengæld har vi udsat en flok Exmoorponyer, som er noget af det tætteste, vi kommer på en vild, nordeuropæisk hesterace.

Vi er faktisk stoppet med alting og begyndt på ingenting. Med støtte fra Den Danske Naturfond har vi skabt mulighed for at lade naturen passe sig selv, helt og aldeles.

Vores Gallowaykreaturer og Exmoorponyer græsser frit på arealerne - de må selv om, hvad de spiser hvor og hvornår, og de må selv om, hvorvidt de er gode venner eller uvenner. Vi har kort og godt gjort naturen så vild, som den overhovedet kan blive på de 120 hektarer af Danmarks mest artsrige natur.

Resultaterne har ikke ladet vente på sig: Vi kan se, at dyrene om sommeren foretrækker de gamle agre med det bedste græs, mens de om vinteren er tvunget til at gå på de mere grove vækster som lyng, lysesiv, lind, bøg og bjergfyr. Og vi kan se, at de er tvunget til at æde meget mere grovfoder for at få næring nok; der ligger nemlig bjerge af lort overalt!

Men dyrene stortrives. Og det vilde er, at det gør vi også. Rewilding, som fænomenet kaldes, handler nemlig ikke bare om at slippe naturen fri. Det handler i allerhøjeste grad også om at slippe sig selv fri. Når jeg før i tiden gik rundt på arealerne, tjekkede jeg altid, om dyrene havde det godt. De gik jo i små hegninger, hvor der pludselig godt kunne mangle mad eller vand. Jeg tjekkede, om dyrene havde ædt udenom de rigtige blomster og skidt de rigtige steder, så der var lort nok til møgbillerne. Og jeg følte et voldsomt ansvar for, at sommerfuglene fløj talrigt på arealerne både forår, sommer og efterår. Ellers var det jo min skyld, fordi jeg havde ”reguleret” forkert.

Nu er naturen fri. Biodiversiteten trives, for gennem millioner af år er den jo netop blevet udviklet i en vild natur. Og jeg stortrives! Selv om det er midt i november.