Vildt spændende natur – danskerne vil helst det forudsigelige
Forestillingen om, at et moderne menneske kan leve i ”harmoni” med naturen, er slet og ret forkert. Uanset om man så er aldrig så biodynamisk.
De seneste dage har Aarhus været vært for en af årets helt store naturbegivenheder, nemlig det såkaldte biodiversitetssymposium, som holdes hvert andet år af hhv. universitetet i København og Aarhus.
Det er altså fire år siden sidste gang, vi var i Aarhus, men der er ikke sket meget siden sidst. Vi er stadig bønder for vorherre.
I må undskylde, hvis det følgende i ny og næ bliver lidt teknisk, men verden består ikke kun af bogfinker, musvåger, anemoner, halsbåndmus og alle de andre.
Den består også af relationer mellem arterne – og relationer mellem arterne og deres omgivelser. Det er det, vi generelt kalder økologiske processer.
Økologiske processer har det svært i et land og en verden, som gennem årtusinder har kæmpet for at strømline processerne, så de passer til vore formål. Vi fremmer de afgrøder, vi gerne vil dyrke, mens vi hæmmer ukrudtet. Vi fodrer udvalgte arter i naturen, mens vi skyder andre.
Det er det, der har gjort os rige. Vi kunne sagtens lade hele naturen være vild og lade de vilde økologiske processer dominere overalt, men så ville landet ikke engang kunne understøtte en befolkning på 100.000 mennesker.
Forestil jer, hvilken fest de må have haft, når de havde nedlagt en mammut. Alle de ting, man kunne æde. Alle de ting, man kunne bruge. Når man er bonde, er der længere mellem festerne, og når man dyrker skov, går der mindst en generation mellem de store fester.
Så ville vi bare være et tilfældigt jæger- og samlerdyr i lighed med ravn, ræv, ulv og alle de andre. Som mennesker er vi blevet rige og mangfoldige på at homogenisere og undertvinge naturen.
Forestillingen om, at et moderne menneske kan leve i ”harmoni” med naturen, er slet og ret forkert. Uanset om man så er aldrig så biodynamisk.
Men det betyder også, at vores forhold til naturen er blevet ”af-fortryllet”.
Når istidens jægere i grotter i Frankrig afbildede magiske tableauer med bisoner, næsehorn, elefanter, løver, heste og alle de andre store dyr, som vi nu har udryddet, var det et udtryk for, at naturen virkelig betød noget.
Forestil jer, hvilken fest de må have haft, når de havde nedlagt en mammut. Alle de ting, man kunne æde. Alle de ting, man kunne bruge. Når man er bonde, er der længere mellem festerne, og når man dyrker skov, går der mindst en generation mellem de store fester.
Det er praktisch, quadratisch, gut, man er sikker i drift, og regnearkene er glade. Men det er også kedeligt.
Når jeg på Aarhus Universitet sidder sammen med 400 af landets fremmeste eksperter og forvaltere af Danmarks natur, vil hovedparten af dem helst bare dyrke naturen. Regulere. Passe og pleje. Dyrke rigkær, strandenge, fugle, insekter, heder, you name it.
Staten kører store maskiner gennem Gudenåens kilder for at ”leve op til direktiverne”. Man planter nye skove, fordi træer åbenbart ikke selv kan finde ud af det. Selv den urørte skov vil man helst ”anlægge” og høste værdier i, inden man lader naturen slippe fri.
Jeg vil det modsatte. Jeg vil overraskes, glædes, fornøjes, be- og bjergtages, og jeg vil frem for alt føle mig som en del af en levende verden.
Der er en grund til, at vi på Molslaboratoriet har valgt at slippe naturen fri og se, hvad der sker. Når jeg i weekenden går en tur derude, møder jeg måske tre heste og to køer. Måske møder jeg ingen, fordi de æder inde i krattet. Måske ser jeg en ræv. Spor fra en grævling. En gjaldende sortspætte.
Det bliver spændende. Vildt spændende.
Morten D.D. Hansen er museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus med Molslaboratoriet som udgangspunkt.