Til to eller ingen

Der er noget stolt pottetrænings-barn over en forfatter, som lige har udgivet en bog. Især hvis bogen kan kaldes relevant. Vidunderet skal vises frem. I manges øjne er den såkaldt smalle litteratur da også ren lort. Ingen tjener penge på den, næsten ingen læser den, og den er sjældent god til at skabe debat. Den romerske satiriker Persius begynder sin første satire sådan her:

1: O, menneskets lidelser! O, hvor meningsløs verden er!

2: Hvem kommer til at læse den slags?

1: Spørger du mig? jamen, du godeste: Ingen.

2: Ingen?

1: Enten to eller ingen.

Stemme 1 er digterens og den smalle litteraturs stemme. Der er stor forfængelighed men også et lille reelt håb i udtrykket »enten to eller ingen«. Der er næppe mange flere end to nulevende i landet, der har læst Persius. Men der har til gengæld altid været et par stykker.

Jeg var ikke ude på at sige, at bøger = lort. Men forfatterrollen er det. Forfatteren, der poserer med priser og buketter. Forfatteren, der har en holdning til alt, både eksistentielt og politisk. Den drømmende type og typen med det alvorsfulde blik. Forfatteren med hat og forfatteren med skægstubbe og forfatteren med pailletkjole og forfatteren med velmente læseanbefalinger og forfatteren, der prøver at koge tre års frustrerende arbejde ned til en enkelt sætning, inkl. en overraskende vinkel på et relevant emne.

Forfatteren, der altid skal fremstille sit værk som relevant, fordi dansk litteratur hele tiden bliver deklareret som verdensfjern. Det kommer ofte fra folk, der vedkender sig ikke at læse den, og bliver altid bakket op af andre, der føler det som en lettelse at se hele feltet udråbt som ligegyldigt, så de slipper for at føle sig hjemsøgt af mormors dannelsesidealer. »Besværet og sliddet ved at sætte sig ind i kunsten har gjort ugideligheden veltalende,« skrev en anden romer.

Jeg forstår det godt. En dårlig digtsamling er 10 gange værre end en dårlig krimi. Man kommer til at føle sig dum – hvorfor bliver den gang bragesnak hyldet af anmelderne? – og hvem gider bruge tid på at føle sig gjort dum? Forfatterens liv (og her ser jeg bort fra det nærmest usynlige flertal af os) fremstår udefra som en blanding af reklamevirksomhed, diffus rundspyning af visdomsord, slåen på tromme for egen relevans og brok over kunstens vilkår. Det er ikke mærkeligt, hvis læserne bliver skræmt væk af det opblæste gespenst, forfatterrollen. Men det er selvfølgelig ærgerligt, i det omfang bøgerne ikke = lort.

Der var en populær type digte for 15-20 år siden: Et digterjeg er i gang med noget hverdagsligt – vi kan sige opvasken. Samtidig tænker det på et du, som ikke er til stede. Deres relation kan være lykkelig eller ulykkelig. En radio står på køkkenbordet. Den fortæller noget om krig eller katastrofer. Digterjegets liv og evt. kærlighedsproblemer tænkes herved sat i relief og digtet kan påberåbe sig relevans. I sidste linje vender vi tilbage til hverdagen.

Der var både gode og dårlige digte i den genre. Jeg er selv skyldig i et par af de dårlige. Men kan man skrive det digt nu? Problemerne er for tæt på, de kan ikke bruges som kontrastskabende kulisse. De kan heller ikke bruges til at påberåbe sig relevans. De glor os lige ind i øjnene.

Hvad gør man så? Boccaccio skrev ”Dekameron” under et pestudbrud. Den handler om liderlige munke og møllerfruer, 100 procent symptomfrie. Det var ikke en synderligt relevant bog, omend et mesterværk. Det er usandsynligt, at mange vil gå den vej. Vi må tage den skingre konkurrence om graden af relevans og dybsindig bekymring. To eller ingen vil læse det med fornøjelse.