Den glemte fighter: Han ofrede sit liv for Danmark

I dag siger navnet, der kan læses øverst på den rødlige granitsten, som er rejst på Assistenskirkegården i Odense, kun de færreste noget:

Kriminalbetjent Ejnar Agerholm.

Men tre ting springer umiddelbart i øjnene, når man betragter stenen på kirkegården, hvor der som ofre for Anden Verdenskrig også hviler 23 allierede og 263 tyske soldater samt 356 krigsflygtninge.

For det første dødsdatoen: 5.5.1945.

For det andet det lille runde mærke over hans navn, der bærer indskriften: Faldet i Danmarks frihedskamp.

For det tredje ordene, der er monteret mellem hans og hustruen, Ragnhild Agerholms, navne: Du gav dit liv for Danmark.

Men dette er alene afslutningen på hans korte liv – og at Einar Agerholm i 1930’erne var en af de helt store lysende stjerner i dansk professionel boksning fremgår ikke af stenen.

For at få optrevlet den dramatiske og barske historie om Einar Agerholm må man søge ud fra stilheden på kirkegården, hvor blandt andre også digteren Emil Aarestrup og byens store iværksætter, fabrikanten Thomas B. Thrige har deres sidste hvilested.

Det var netop, hvad journalisten og forfatteren Mogens Møller gjorde for tre år siden, og det har nu resulteret i bogen ”Et mandfolk”, der fortæller historien om Einar Agerholm, der i 1930’erne indskrev sig i dansk idrætshistorie som hårdtslående boksestjerne. Både i ind- og udland blev han dengang hyldet i et omfang, der kan sammenlignes med den heltestatus, der i 1990’erne blev bokseren Brian Nielsen til del.

»Når jeg tænker på Einar Agerholm, må jeg drage paralleller til H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling. Mishandlet og tævet som barn, og så står han en skønne dag i en kamp om europamesterskabet i boksning,« siger Mogens Møller til Jyllands-Posten. Og han tilføjer, at han også ser lighedspunkter mellem Agerholm og 1200-tallets skotske frihedshelt William Wallace, som denne i 1995 blev fremstillet af Mel Gibson i filmen ”Braveheart”.

»Filmen skildrer en mand, der kæmpede for sit land, sin familie og alt andet, han havde kært. Samtidig var han aldrig bange for at sige sin mening. Alt sammen egenskaber, der også kendetegnede Einar Agerholm.«

Den lange vej fra ælling til svane

Einar Agerholms lange vej fra brunspættet grim ælling til hvid, smuk og sejrssikker svane var usædvanlig barsk og tog sin begyndelse ud på aftenen lørdag den 5. oktober 1906, da han kom til verden i forældrenes brede ægteseng i soveværelset i en mindre ejendom på Refshammer, der ligger i udkanten af Nykøbing Mors.

I samme timer, som han kom til verden, var kong Frederik VIII i København vært for en storslået gallamiddag for det norske kongepar, der var officielle gæster i hovedstaden. En verden, der unægtelig lå lysår fra Einar Agerholms verden i Udkantsdanmark – men 30 år senere mødte han på Gråsten Slot i Sønderjylland ofte hele kongefamilien.

Da Einar Agerholms forældre – Otto og Else Marie Agerholm – var blevet gift, erhvervede de en mindre landejendom, men efter at hun havde født parrets første søn, flyttede de til Nykøbing Mors, hvor manden fik arbejde på Morsø Jernstøberi.

Allerede på det tidspunkt var Else Marie Agerholm mentalt syg, og hendes tilstand blev så alvorlig, at hun endnu, inden Einar Agerholm var fyldt to år, forsvandt ud af hans og resten af familiens liv.

Det hed sig, at hun var død, og sønnen, der ikke huskede sin mor, har formentlig haft den opfattelse i resten af sit liv. I et af sine sidste interviews sagde han direkte, at hans mor var død. Men det var faktisk en løgn.

Hans mor var blevet så dårlig, at hun – efter et kort ophold på det lokale sygehus – den 17. april 1907 blev indlagt på det, der dengang blev betegnet som sindssygehospitalet i Risskov ved Aarhus. Otto Agerholm solgte herefter huset på Refshammer og flyttede sammen med sine to sønner ind hos sin mor.

Da denne døde to år senere, opgav faren og afleverede sine to sønner på et optagelseshjem.

Børnenes mor var stadig indlagt i lange perioder, og i 1921 blev ægteparret formelt skilt. Else Marie Agerholm døde som 79-årig den 6. februar 1962 på statshospitalet i Risskov. Hun blev siden begravet på kirkegården i Nykøbing Mors.

Einar Agerholm blev i løbet af sin barndom sendt ud for at tjene otte forskellige steder, og det var bestemt ingen dansk på roser. Voldsom korporlig afstraffelse, diverse overgreb og ydmygelser var en del af hverdagen, og en egentlig skolegang blev det ikke til.

Blev grebet af boksesporten

Drengen vidste, at det eneste, der var at gøre, var at indordne sig under de barske vilkår, men i sit indre opbyggede han et stigende had mod sine mange plageånder og pønsede på hævn. Hovednøglen til alt dette blev boksningen, som han fattede glødende interesse for. Ikke mindst efter at have stavet sig igennem bogen ”Kursus i Boksning” skrevet af den danske mesterbokser Richard Christensen, der var bedst kendt som Dick Nelson.

Så meget blev han grebet af nævekampen, at han på et tidligt tidspunkt rundt omkring i laderne på de gårde, hvor han tjente, konstruerede en simpel boksebold af lærred og halm, og her fik han via hvert eneste hårde slag afløb for al sin indestængte vrede.

Den første bokseklub, han blev medlem af, havde base i Hørdum i Thy, og allerede her imponerede han så meget med sine evner og fremskridt, at han i 1923 flyttede til Sjælland, hvor han fik arbejde på en gård, men også blev medlem af bokseklubben IK99 på Østerbro i København.

I årene, der fulgte, boksede han omkring 200 kampe og vandt de fleste. Undervejs aftjente han sin værnepligt i Gardehusarregimentet og sluttede med rang af korporal. I 1927 mødte han under et besøg i sin hjemby tilfældigt Ragnhild Sejersen, som han siden blev gift med.

Efter de mange kampe og en periode med sygdom besluttede han at indstille sin boksekarriere, men – blandt andet med udsigten til at tjene store penge – ombestemte han sig, og i 1930 skrev han kontrakt med promotoren Charles Hansen. Få dage efter nedkom hans kone med en søn, men denne døde få uger efter fødslen.

Ansat ved politiet efter karrierestop

Trods sorgen debuterede den nu 24-årige Einar Agerholm – der som professionel bokser stavede sit efternavn Aggerholm – fredag den 17. oktober i Forum i København i en kamp mod svenskeren Freddie Lindström, som han besejrede allerede i tredje omgang.

Hans store drøm var en EM-titelkamp, og det ønske fik han opfyldt den 11. januar 1935, da han i Forum i København mødte den regerende europamester i weltervægt, tyskeren Gustav Eder.

Men han tabte allerede i anden omgang på knockout. Et forsøg på oprejsning i en kamp mod belgieren Nestor Charlier den 6. september samme år mislykkedes – Einar Agerholm måtte kaste håndklædet i ringen efter sjette omgang – og herefter valgte han at sætte definitivt punktum for sin glorværdige boksekarriere.

I 1936 søgte og fik han et job som portner på Gråsten Slot, som var overtaget af nygifte kronprins Frederik og prinsesse Ingrid som sommerresidens. Han var der kun i nogle få måneder, men inden han sagde op, nåede han adskillige gange at møde medlemmerne af kongefamilien.

Der findes meget få filmklip af Einar Agerholm, men da han i sommeren 1936 modtog kongefamilien på Gråsten Slot, var han stadig så kendt for sin markante boksekarriere, at han storsmilende blev foreviget sammen med kongefamilien (han dukker op omkring 40 sekunder inde i klippet):

(c) DR/Dansk kulturarv

I 1937 blev han ansat i politiet i Odense, hvor han siden blev knyttet til kriminalpolitiet.

Familien, der var blevet forøget med datteren Grete, slog sig ned i et hus på Hjallesevej 117, og her boede de sammen indtil den 19. september 1944, da det danske politi blev taget af den tyske besættelsesmagt, og omkring 2.000 betjente fra hele landet blev sendt til kz-lejren Buchenwald i Tyskland.

Det lykkedes for Einar Agerholm at flygte og gemme sig på godset Ørritslevgård ved Otterup på Nordfyn, hvor han blev del af modstandsbevægelsen.

Under sit ophold fik han udgivet bogen ”Selvforsvar”, der med udgangspunkt i boksning og jiu-jitsu gav anvisninger på diverse former for selvforsvar, og den rummede desuden et fyldigt selvbiografisk afsnit.

Genså sin familie den 4. maj

Og det var dér i hans lille kammer på Ørritslevgård, at han kl. 20:35 fredag den 4. maj via BBC hørte speakeren Johannes G. Jørgensens meddelelse om, at de tyske tropper i Danmark, Nordvesttyskland og Holland havde overgivet sig.

Budskabet udløste jubel på godset, men det lykkedes samme aften for Einar Agerholm at få kørelejlighed til Odense, hvor han fejrede Befrielsen sammen med sin kone og datter, som han kun havde set ganske få gange, siden han måtte gå under jorden.

Tidligt næste morgen blev han kaldt ned på politistationen, der var indrettet i rådhuset på byens største torv, Flakhaven.

Mens byen var proppet med feststemte odenseanere, var det politiets opgave at opspore stikkere, værnemagere, danske medlemmer af det tyske Hilfspolizei (forkortet hipo) og andre, der under Besættelsen havde samarbejdet med tyskerne. Politiet slog til over hele byen, og blev overalt fulgt tæt af borgerne, der mange steder deltog aktivt i anholdelserne og også overdængede de anholdte med hadefulde skældsord.

Kaos på Flakhaven

Ud på eftermiddagen holdt en udmattet Einar Agerholm en hårdt tiltrængt pause på politistationen på Flakhaven. Men pausen blev hurtigt afbrudt, da han hørte lyden af skud og skrig ude fra torvet. Sammen med sine kolleger forlod han politistationen og bevægede sig i retning af Eventyrhaven, der lå tæt på Flakhaven.

Alt var kaos, og det blev hurtigt klart, at der blev skudt heftigt fra KFUM-bygningen, hvor tyskerne holdt til.

Einar Agerholm søgte i Eventyrhaven dækning bag muren ved Skt. Knuds Kloster, der i dag blandt andet huser Historiens Hus, og herfra så han, at hans kollega Lars Siggaard Hansen blev ramt af skud og faldt om på plænen.

Ud fra et ønske om at komme kollegaen til undsætning hævede Einar Agerholm begge arme og bevægede sig hen mod Lars Siggaard Hansen, men efter få skridt blev han ramt af et skud i hovedet og var dræbt på stedet.

Da antallet af dræbte siden blev gjort op, endte det på 23 danskere – 10 frihedskæmpere (inkl. de to betjente) og 13 civile – samt tre (muligvis fire) tyske soldater.

Hvad der konkret startede den voldsomme skudveksling omkring Flakhaven, er der stadig megen uklarhed om.

Det var en udbredt opfattelse, at danske hipofolk var dybt involverede i skyderierne, men det modsiges ifølge stadsarkivar i Odense Johnny Møllekær af det faktum, at der ingen hipoer var blandt de dræbte. Den 8. maj var der i Odense i alt foretaget 375 anholdelser, og blandt dem var der blot 10 hipofolk samt ni danskere med tilknytning til Schalburgkorpset eller SS.

»Enkelte hipofolk og danskere i tyske korps kan naturligvis sagtens have været involveret i kampene, men det har næppe været ret mange«, siger Johnny Møllekær til Jyllands-Posten.

Klip fra den 5. maj i Odense, inden det blodige drama udspillede sig på Flakhaven og i Eventyrhaven om eftermiddagen:

(Klippet gengivet efter tilladelse fra Statens Filmcentral)

Den mest udbredte teori hos politiet var faktisk, at det hele var begyndt med et vådeskud – altså et skud affyret ved en fejl af en frihedskæmper – og i løbet af den 5. maj var der faktisk flere eksempler på, at frihedskæmpere fejlagtigt havde skudt på hinanden.

Men uanset hvad der end måtte have udløst det blodige drama i Flakhaven, betød det, at Ragnhild Agerholm for altid havde mistet sin mand, og Grete Agerholm sin far.

Einar Agerholm, der blot blev 38 år, blev sammen med andre af ofrene for dramaet på Flakhaven begravet i Odense den 11. maj, men inden da deltog i tusindvis den 8. maj i en stor mindehøjtidelighed i byens centrum.