»Dommen kan godtgøre mit håb om, at kvinder endelig bliver taget alvorligt«

»Han tog det som en mand,« sagde Harvey Weinsteins advokat Donna Rotunno, da afgørelsen landede i den omdiskuterede filmmoguls første retssag mandag aften dansk tid.

Harvey Weinstein, der fastholder sin uskyld, blev dømt for et seksuelt overgreb på sin tidligere assistent Mimi Haleyi i 2006 og en voldtægt af skuespilleren Jessica Mann i 2013. I tre tilfælde blev han frifundet for særligt grove seksuelle overgreb.

»Kampen er ikke slut,« fastslog Donna Rotunno, der har varslet, at man vil anke dommen.

Når så rig og magtfuld en person kan blive dømt, kan det danne præcedens for, at flere finder det kampen værd at bringe sager om seksuel chikane for retssystemet, siger Kenneth Reinicke, mandeforsker ved Roskilde Universitet. Men Danmark er næppe det land i verden, hvor konsekvenserne vil være størst.

»Jeg tror, at dommen kan rodfæste det nye syn på, at seksuel chikane har alvorlige konsekvenser og er noget, man kan og bør dømmes for. Det allerede er gået op for nogle mænd – ikke alle – at nogle faktisk har lidt under det, de troede var uskyldig drengerøvshumor. Men vi har ikke hørt om grove sager herhjemme, hvor vi mest har talt om, at Peter Aalbæk har været grænseoverskridende,« siger han.

Debatten i Danmark viser, at der er lang vej igen, mener Kenneth Reinicke:

»Vi gik hurtigt fra at have fokus på ofre til at tale om unødvendig krænkelseskultur, og om vi mænd er udsat for heksejagt. Man skal ikke undervurdere trægheden og rodfæstelsen af det danske frisind.«

Aalbæk forsvarer numseklask

Filmproducenten Peter Aalbæk forårsagede overskrifter herhjemme, da han blev anklaget for krænkende adfærd i filmselskabet Zentropa. Denne adfærd bestod bl.a. i, at han smækkede sine elever i numsen og pressede dem til nøgenbadning.

Peter Aalbæk kan ikke huske alle sagerne, men har sagt, at de nok er sande. Han mente ikke, at det var det store problem. Det gør han stadig ikke, og han vil ikke lade sig styre af andres »snæversyn«.

»Konklusionen er den samme som dengang, da jeg havde ørerne i maskinen. Jeg forsvarer min ret til at klaske hvem som helst i numsen. Min gøren og laden skal ikke dikteres af et snæversynet københavnsk menighedsmoralkodeks,« siger han.

Hvad angår Harvey Weinstein, kan Peter Aalbæk ikke forestille sig »nogen som helst på jordkloden, som synes, at det er okay, at et menneske bruger sin magtposition til at få tilsmudsket sig noget sex«.

»Jeg synes, at Weinsteins dom siger mere om den amerikanske underholdningsindustri, hvor mænd, kvinder, ledere og ansatte højst sandsynligt alle sammen har deltaget i et sygt spil, og jeg synes ikke, at han er den eneste, man skal pege fingre ad,« siger han.

Nu, da Harvey Weinstein er dømt, håber direktøren hos Kvinfo, Henriette Laursen, at man i endnu højere grad vil tage MeToo-bevægelsen alvorligt.

»Debatten herhjemme var drejet over til at handle om retssikkerheden for de krænkende. Det kan man undre sig over, for i Danmark er der netop ikke nogen, der uberettiget er blevet hængt ud. Vi har talt meget om et spøgelse, vi ikke rigtig har set realisere sig. Nu kan fokus måske vende tilbage til de 100 års manglende retssikkerhed for dem, der er blevet krænket, og som ikke er blevet taget alvorligt, når de har forsøgt at sige fra. Dommen fra USA viser, at der i hvert fald kan være noget om snakken. At der findes folk, der misbruger deres magt.«

Retssikkerhed frem for alt?

En af dem, der har drejet debatten over på MeToo-bevægelsens potentielle slagsider, er lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet Marianne Stidsen. Hun udkom i fjor med bogen ”Den nordiske MeToo-revolution – og dens omkostninger” og er bekymret for et skred i de grundlæggende retslige principper. Hun er uenig i, at denne vinkel er blevet for dominerende i Danmark.

»Hvis du laver en optælling af, hvor mange der taler om retssikkerhed, versus at der skal fundamentale strukturelle ændringer til i vores samfund, tror jeg nok, at vi er et fåtal, der har stået på denne her side af skillelinjen. Det er vigtigt at huske, at det demokratiske samfund hviler på civile menneskerettigheder. Det inkluderer altså også retssikkerhed,« siger hun.

Vi er blevet så civiliserede, at vi har suppleret menneskerettighederne med sociale rettigheder – såsom ligestilling mellem kønnene, som alle vel kan bakke op om, tilføjer Marianne Stidsen. Men hun mener, at der nu bliver byttet om på de to principper, så retssikkerheden ikke nødvendigvis vægtes højest.

»I Weinsteins tilfælde har jeg igen og igen hørt hans forsvarer henstille nævningene til at se bort fra al virakken uden for retssalen og fokusere på substansen. Man kan frygte, at kampagnen i medierne og på sociale medier kommer til at påvirke dommene i sådanne sager.«

Marianne Stidsen er ikke blind for, at det kan være problematisk at se MeToo-debatten fra hendes side af skillelinjen. Hun fremhæver den kommende opstrammede voldtægtslovgivning som et eksempel på, at der er blevet lyttet til bekymringerne, og at debatten ikke har været forgæves. Men hun advarer i samme åndedræt mod valget af »tilsyneladende ubetydelige små ord« i den nye lovgivning.

»Ufrivillig sex er allerede forbudt, og ved at fastholde ordet ufrivilligt understreger man, at de, der går til politiet for at anmelde en voldtægt, kan være sikre på at blive taget alvorligt. Men i et retssamfund er det fuldstændig afgørende, at hvis du bliver anklaget for noget, skal det bevises hinsides enhver rimelig tvivl.«

Der er stadig udfordringer

Det princip risikerer ifølge Marianne Stidsen at blive sat over styr, hvis man bruger ordet samtykke i lovgivningen. Et sådant begreb kan efter hendes mening risikere at blive brugt som »elastik i metermål«.

Nanna Frank Rasmussen, formand for Danske Filmkritikere, der tidligere har fortalt offentligt om sin personlige oplevelse med seksuel chikane i filmbranchen, kalder dommen i Weinstein-debatten for en sejr for MeToo-bevægelsen.

»Retfærdigheden er sket fyldest. Dommen kan godtgøre mit håb om, at kvinder endelig bliver taget alvorligt, når de rapporterer om overgreb og chikane, mens overgrebsmænd ikke længere kan regne med at gå fri,« siger hun.

»MeToo fik bolden til at rulle, og har fået samtaler og debatter om alt fra samtykkelovgivning til kønnenes repræsentation i kunsten til at blusse op. Det er debatter, som ikke er slut endnu,« tilføjer Nanna Frank Rasmussen.

MeToo har også haft andre effekter. Det mener Camilla Møhring Reestorff, kultur- og medieforsker ved Aarhus Universitet. Hun er ved at lægge sidste hånd på en undersøgelse af diskrimination og seksuel chikane i teater- og filmbranchen, hvor hun bl.a. gennemgår over 1.000 besvarelser fra en spørgeskemaundersøgelse og laver en lang række interviews.

»Det er min fornemmelse, at når jeg taler med folk, synes de, at det er blevet nemmere at tale om, hvordan man færdes og opfører sig. Det har MeToo givet en mulighed for, men der er stadig udfordringer,« siger Camilla Møhring Reestorff.