Dansk sangerinde deler vandene med #Metoo-opslag
Der er delte meninger om et opslag fra den danske sangerinde Lina Rafn, som omtaler #Metoo.
Der er opbakning, der er forbløffelse, der er forargelse og der er decideret vrede.
Store dele af følelsesregistret er til frit skue i kommentarfeltet til et af sangerinden Lina Rafns seneste opslag på Instagram.
Opslaget består af et billede af en foroverbøjet Lina Rafn samt den tilhørende tekst: »I’m a #MeToo waiting to happen.« (Jeg er en #MeToo, der venter på at ske. red.)
Det er henvisningen til #Metoo, der har fået folks fingre til tasterne.
Hashtagget opstod i første omgang i forbindelse med sagerne om sexchikane og voldtægtsanklager mod Harvey Weinstein, men blev hurtigt til en generel kampagne for mere opmærksomhed og modstand mod fortrinsvis mænds overgreb mod kvinder.
MeToo er vigtigt og alvorligt. Alligevel må der godt være humor midt i det alvorligeLina Rafn
I kommentarfeltet til Lina Rafns opslag føler mange, at hun med opslaget negligerer formålet med #Metoo.
»Der er et eller andet i den danske forståelse af Metoo, der gør, at mange har trang til at latterliggøre eller negligere hele metoo-fortællingen. Det bidrager du på ærgerligste vis til her,« skiver brugeren Kristine Maria blandt andet.
»Hvad fanden foregår der? Vildt upassende! Hvordan kan man udnytte en så vigtig bevægelse på den måde?« lyder en anden kommentar fra Sussi Lillelund.
»Kun en kvinde der aldrig har prøvet dét, kan sige hun står og venter på at blive voldtaget, tæsket, psykisk terroriseret ... Lina Rafn, din tekst er fucked up, og endnu mere fucked up at du undskylder det som du gør,« lyder det også fra en bruger ved navn frk. askesky.
Men hvor der er kritik af Lina Rafns tilgang, er der også folk, som ser anderledes på sagen.
»Fedt billede Lina. Og jeg kan godt se humoren i det,« skriver for eksempel Claus Ortvald.
Lina Rafn har selv blandet sig en smule i den debat, der er opstået i halen på hendes korte skriveri. Det er sket i en kommentar til Michele Jørgensen, som skriver, at hun »troede, du stod for at bakke op om kvinder.«
»Det gør jeg skam. Jeg omtaler her mig selv som den potentielt krænkende part. Ikke den potentielt krænkede. MeToo er vigtigt og alvorligt. Alligevel må der godt være humor midt i det alvorlige,« lyder svaret fra Rafn.